Vores beskrivelse af forløbet
Her kan du læse vores "dagbog fra vi godkender arkitektens tegninger og indtil "indflytning"
D. 21.9.2009
JA! Endelig er vores have færdig. Efter 1½ år i byggerod og ingen have, er
vores projekt færdigt !
D, 18.9.2009
Jeg kommer i denne her uge, lovede anlægsgartnere. Ja, ja, det havde han jo
sagt 100 gange, men sørme jo. Fredag stod han der, og såede græs og plantede
planter. Mandag blev forhaven lavet.
Medio september
Vi rykker og rykker anlægsgartneren. Han lover og lover, men kommer ikke. Nu
er haven altså tør, for det har ikke regnet i næsten 3 uger.
Ultimo august
Det tog et par dage at få installeret pumpe. Så blev haven gravet op igen.
Det vil bare ingen ende tage! Umiddelbart virker det som om pumpen virker. Haven
er nu mere tør.
August 2009
Anlægsgartneren kan ikke lave græsplænen. Haven er simpelthen for våd. Det
er en stor sø. ligeså snart det har regnet. Det er grufuldt at se på. Vi havde
entreprenøren ude og se på det, og han mente, at det eneste der var at gøre var
at installere en pumpe, der kan pumpe overskydende vand ud i kloakken. Pris,
tja, han gav et overslag på stedet til omkring 10.000 kr. Det synes vi lød
"billigt", så det var ok.
Da tilbuddet så kom med posten var prisen pludselig 30.000 + elektriker. Det kunne vi ikke forstå. Men han havde husket forkert omkring pumpens pris. Suk - det var der jo ikke noget at gøre ved.
Sommeren 2009
Vi valgte den anlægsgartner, som vi stolede mest på, og som vi synes havde
de ideer, som vi synes bedst om. Desværre kom han ikke som aftalt. Vi rykkede og
rykkede, og snart kunne vi se, at han ikke ville blive færdig inden
sommerferien, som han ellers havde lovet.
Så blev aftalen, at han skulle være færdig, når vi kom fra ferie. Da vi kom hjem havde han lagt nogle sten, men bede og græs var ikke færdigt, ligesom en del af stenene også manglede. Arbejdet var såmænd pænt nok, men hold op hvor irriterende, at vi nu, 8 måneder efter byggeriet er færdigt, fortsat ikke har en have.
D. 30 marts og 1. april
Vi har haft besøg af to anlægsgartnere, der skal give tilbud på at få
reetableret vores have. Vi ser frem til at få gjort noget ved haven, da det er
det sidste, der mangler.
Medio marts 2009
Så kom Invita forbi med en ny køkkenmand. Jeg var ikke optimist, for hvorfor
skulle det komme til at virke denne gang? Det blev dog gjort til skamme.
Stopperne er nu sat perfekt, og jeg kan åbne skabene uden at skulle bruge alle
mine kræfter, og de larmer heller ikke mere. Det er bare super dejligt.
Status 1.3.2009
Invita kommer og kigger på skabene inden længe. Vi er dog bange for, at de
ikke kan gøre det bedre, men vi får se.
Trådkurven er blevet skiftet til en ny.
Status 1.2.2009
Så er regningen fra Taulborg kommet og betalt. Det er rart at have det på
plads. Vi har aftalt, at vi selv skal sørge for maler til det udendørs træværk
og så blev der trukket lidt af prisen.
Vi har også fået gardiner hængt op. Jeg kan kun rose og anbefale Botex - det er lige som vi drømte om.
Invita er vi der imod ikke imponeret af. Der kom en ny tømrer ud for at kigge på lågerne. De blev rettet lidt, men status er
- en låge er fin
- en låge siger som et godstog, når den kører frem og tilbage
- en låge siger en skærende klak-klak lyd når man lukker lågen og den er meget
stram
- en låge er så stram, at jeg har svært ved at åbne den.
Desuden er en af stål-trådkurvene gået i stykker.
Vi er godt trætte af Invita, og det er synd, for skabene er pæne. Men, desværre
vi kan bestemt ikke anbefale at bruge dem.
10.1.2009
Byggeriet har jo været færdigt siden d. 17.12.2009, men vi har stadig ikke
fået slutafregningen fra Taulborg. Det gør dog ikke noget, så står pengene på
vores konto indtil da, men derfor kan vi godt alligevel synes, at det er lidt
underligt. En uge inden jul ringede vi til René bare for at sikre, at han godt
vidste, at nu var vi tilfredse og godkendte det hele. Nå, der kommer nok en
regning når tid er.
8.1.2009
En af termostaterne er "stået" af, og Kennet ringede til Taulborg. VVS´en
kom forbi og skiftede batteriet, men en time senere var den underlig igen -
displayet viser underlige tegn. Kennet ringede igen, og de lover at kigge forbi
for at skifte termostaten.
6.1.2009
Botex ringede jo aldrig - det synes vi er dårligt, men så ringede vi selv.
De er ikke helt sikre på leveringsdato, men forhåbentlig i næste uge. Der har
jeg kun hjemmedag mandag, så det bliver nok ikke i den uge. Suk, nu vil vi meget
gerne snart have gardiner op, for at få det hele sluttet af.
Ham med Invitalågerne har heller ikke ringet. Det er irriterende, at man selv
skal være opsøgende hele tiden. Eneste gode ting er dog, at vi ikke har betalt
den sidste rate af skabene, så de kommer jo nok på et eller andet tidspunkt, når
de vil have deres penge. Men, vi vil jo gerne have skabene til at virke, så
derfor må vi nok bide i det sure æble og ringe selv.
22.12.2008
Botex ringede (selvfølgelig??) ikke.....
20.12.2008
Vi vil gerne have to tilbud på gardiner, inden vi vælger. Botex tilbød at
komme forbi, selv om det er lørdag, for ellers kan det først blive efter nytår.
Vi synes, vi fik en god behandling, og valgte derfor Botex.
Han lovede at ringe d. 22 for at give en dato for levering (i uge 2 eller 3)
19.12.2008
Svend fra Invita kigger forbi. Er vi ikke tilfredse - og det er vi IKKE - så vil
han sende en anden håndværker ud og kigge på det. Han vil kontakte os efter jul
18.12.2008
Så fik vi sat en ny glaslåge i skabsvæggen i gangen - den var jo i stykker.
Der er også kommet "stoppere" på, der skal sikre, at lågerne ikke gaber. Men,
det lyder som et tog, når vi kører lågerne på plads, og de er så hårde at åbne
og lukke, at jeg skal bruge begge hænder. Det er ikke acceptabelt. Kennet bliver
nødt til at tage en alvorlig snak med Invita i morgen.
17.12.2008
Så har maleren også været her. Så er byggeriet færdigt!
12.12.2008
Så har vi også fået en lænestol i mit kontor og på tirsdag kommer Gardin Lis
forbi og giver tilbud på gardiner.
Men .... vi mangler stadig at høre fra maleren... hvad bliver der af ham?
9.12.2008
Lågerne på skabene i gangen sad fint da skabsmanden var gået d. 27.11, men
nu gaber de igen. Vi er ved at være trætte af, at det ikke virker, og at der skal
gå så lang tid, inden de er på plads. Den nye låge (i stedet for den, der er i
stykker) skulle komme i næste uge, og så håber vi, at Invita kan regulere alle lågerne.
2.12.2008
Timm kom forbi med vores 6 stole, dejligt, så er næsten alle møbler på plads
... troede vi, for vi opdagede at en af stolene var flækket. Den måtte retur. Så
er vi spændte på, hvor lang tid der går, inden vi får en ny.
27.11.2008
Skabsmanden kom forbi og regulerede lågerne og skinnen blev sat fast d. 25.
Så venter vi på, at der kommer en ny låge hjem.
Timm Møbler kom forbi med spisebordet og reolen. De samlede det hele, satte
reolen op, ryddede op efter sig og tog pap mv. med. Hold da op hvor en service.
Møblerne er superflotte og nu glæder jeg mig til at få stolene om 14 dage.
24.11.2008
Så fik vi endelig glaslåger på vores skabe. Men, med det held vi har haft
med skabe, så måtte der selvfølgelig være noget galt. Og jeps, det var der også.
Den ene låge var skæv, gulvskinnen sad ikke ordentlig fast og lågerne lukkede
ikke ordentligt.
20.11.2008
For en uge siden lovede Timm-møbler at ringe for at aftale levering og
ophængning af møbler. Vi hørte ikke noget, og i dag ringede jeg for at rykke.
Det havde de glemt. Nu er det aftalt, at de kommer d. 27.
19.11.2008
Invita var forbi for at måle endeligt op til skydelågerne. Håndværkeren har
sagt, at der ikke ville være plads til den uden at de ville gå lidt ud i rummet.
Det sagde Invita ikke var rigtigt. Det bliver spændende. Lågerne kommer op på
mandag d. 24.11.
14.11.2008
Ja, der er sket meget de sidste 14 dage. Vi har fået sat den del ting på
plads; faktisk næsten alt. Vi mangler dog stadig at få leveret vores reol samt
spisebord og stole. Der mangler også lidt lamper og billeder, men det må komme
hen ad vejen.
I næste uge får vi også sat skydelåger op i vores gang.
31.10.2008
Sørme, om ikke håndværkerne var færdige i dag.
Vi flytter ind i morgen. Kennet og Pernilles far kører til Århus for at hente de
første nyindkøbte møbler, mens Pernille og hendes mor gør huset rent.
Der er et par mangler, men det kommer håndværkerne og klarer i løbet af næste
uge.
29.10.2008
Der er sket rigtigt meget de sidste par dage. Mange af de manglende småting
er nu lavet. Maleren maler på livet løs, og elektrikeren har gået hos os i de
sidste dage. Det har hjulpet!
Det strandede skab kommer op torsdag i næste uge.
Alt i alt skulle huset stå klart fredag d. 31.10, og vi flytter ind i løbet af
weekenden. Vi glæder os!!!!
26.10.2008
Vi tager en uge mere hos Pernilles far og mor. Huset er jo langt fra
færdigt. Vi håber, at maleren kommer i morgen, og at elektrikeren snart får tid
til at gøre noget ved vores hus. Vi kunne også godt bruge en tømrer og en murer
i et par dage.....
Kennet tager en snak med Rene i morgen.
25.10.2008
Skabsmanden ringede kl. 6.30 - øv det var jo lørdag, men ok. Han ville lige
tjekke, om det var rigtigt, at vi ikke ville have bagbeklædning på skabene i WIC.
Jo, den var god nok - og så sov vi videre.
Kl. 9.30 ringede han igen. Han måtte give op i WIC. Væggene var så skæve, at
skabet ikke kunne komme op. SUK - hvorfor skal der bare altid være så mange
problemer?
Han ville kontakte Invita mandag, og så må vi se, hvad der sker.
24.10.2008
Vi havde et møde på en time om morgenen. Gulvet kunne ikke ændres til noget
bedre. Det mente håndværkerne i hvert tilfælde. Man er lidt den lille der, for
når man ikke ved noget om noget, så er det svært at modsige håndværkerne.
Skabsmanden går i gang, men må stoppe igen. Mange af elementerne til skabene er
blevet beskadiget i transporten, og kan ikke sætte op. Han er rasende, og det
kan vi godt forstå. Han brugte en hel dag på næsten ingenting. Han skulle jo
gerne være færdig fredag - det kommer nok til at knibe jo - da der skal
fremsendes nye dele. Det var synd for ham. Han spurgte, om han måtte komme
lørdag, og gerne for os. Vi bliver boende hos Pernilles forældre lidt endnu, for
vi må ikke flytte ind i rummene med de nylakerede gulve. Samtidig er
elektrikeren hverken helt eller halvt færdig, og han er presset pga. sygdom. Det
betyder, at der mangler lys mange steder, men værst - for Kennet - der er ingen
tv-stik. Så vi bliver nok hos forældrene lidt endnu.
ISS skulle have været forbi med vores tøj, som er blevet rengjort efter branden. De kom dog ikke. Vi må rykke mandag. Heldigvis var det ikke noget tøj, som vi desperat skulle bruge.
23.10.2008
Vi kigger forbi huset onsdag aften. Dørene er ikke låst, og det er vi ret
sure over. Vores ting er jo i huset, og forsikringen dækker ikke tyveri, hvis
der ikke har været låst .Samtidig er vi ikke tilfredse med overgangen mellem
gulvene. Fugen er for bred, og vi var jo blevet enige om, at den skulle ændres.
Vi SMS´er til Rene og aftaler at vi skal mødes torsdag morgen kl. 7.15. Det er
vigtigt at få afklaret hurtigt, for skabsmanden skal jo montere skab ovenpå
noget af gulvet.
21.10.2008
Kennet gennemgår fejl og mangellisten med Rene. De er enige om, hvad der
skal rettes, og det er jo rart.
20.10.2008
Kennets far og Pernilles far flytter husets tungeste møbel - TV´et. Så er
rummene ryddet og klar til gulvsliber. Vi pakker kufferten og flytter ned til
Pernilles forældre.
18.10.2008
Kennets far, mor og søster hjælper med at flytte alle tingene.
Vi sover for første gang i vores nye soveværelse.
17.10.2008
Vi kom hjem fra ferie, og kunne næsten ikke vente med at se huset. Det burde
jo være færdigt.
Det var det så ikke. Der var mange småting, der manglede. Vi var i tvivl om vi
skulle flytte møblerne ned i den nye ende? Vi forsøgte at fange Rene, men uden
held.
Vi valgte at flytte tingene. Gulvsliberen skulle jo til om tirsdagen, og han kom
nok stadigvæk.
Vi lavede desuden en liste med alle de fejl og mangler, vi kunne se på nuværende
tidspunkt.
7.10.2008
Vi får en SMS fra Pernilles far, at tømrerne næsten er færdige med loftet,
og at det er blevet flot. Rart at vide.
4.10.2008
Vi tager på efterårsferie til Oman og UAE. Turen har været planlagt i lang
tid, så vi lader ikke branden ødelægge den. Vi overlader derfor husbyggeriet til
håndværkerne og krydser fingre.
27.9.2008 - 3.10.2008
Kennet så sport i fjernsynet, og skulle der aftensmad på bordet måtte jeg
vidst tage affære. Jeg tændte for ovnen og Kennet kom ud i køkkenet. Nej, så
gik varmluften. Øv, men ellers virkede ovnen. Jeg tjekkede om der var gået en
sikring. Det var der ikke, men det røg fra eltavlen. Ikke godt. Jeg råbte til
Kennet, hvad jeg skulle gøre. "Ring 112" sagde han. Det synes jeg måske var lidt
overdrevet, men Kennet greb telefonen og ringede. Det var rigtigt godt set, for
2 minutter senere stod der flammer ud af eltavlen. Vi fik besked på at gå
udenfor - væk fra røgen. Det gjorde vi, men løb ind igen for at få fru dyr og
vores PC´ere med ud. Da vi kom ud igen røg det fra loftet. Uhha, nu måtte
brandfolkene godt komme - NU. Vi ringede op igen for at sikre, at de havde
forstået, at de skulle komme og at det ikke bare var lidt røg. Inden vi fik
forbindelse kunne vi høre brandbilerne. Indsatslederen kommer kørende først, løb ind til os og fik hurtigt overblik over situationen. Brandfolkene
kom, slukkede ilden i eltavlen, løb på loftet og fik stoppet det deroppe også.
Indsatslederen sagde, at var der gået 5 minutter mere, så havde vi ikke haft noget hus tilbage.
ISS blev tilkaldt, og tillige en elektriker. Han kunne ikke lave strøm her og nu - det ville tage 4-5 dage, inden vi havde strøm igen, sagde han. Vi fik tilbudt et hotelværelse indtil mandag, og takkede ja. Vi havde brug for at være os selv, og komme lidt væk. ISS besigtigede skaderne og ville kontakte os mandag. Vi pakkede en taske med de vigtigste ting, åbnede alle vinduer, tog ned til far og mor for at spise aftensmad, og tog herefter op på Scandic.
Det hele var surrealistisk. Hvad var der lige sket? og hvor meget havde taget skade? Jeg sov kun en time ad gangen den nat. Jeg vågnede hele tiden for at sikre, at der ikke var ild i noget, ligesom jeg var nervøs for, om det fortsat ulmede på loftet.
Søndag kom vores byggeleder forbi for at besigtige skaderne. Han havde Hornbæk El med. De fik lavet el til os i løbet af 4 timer. Det betød, at frysevarerne nok også kunne overleve. Vi spiste aftensmad hos far og mor, og tog herefter tilbage til hotellet. Mandag tjekkede vi ud, og tog hjem. Huset lugtede slemt, men det var heldigvis kun baggangen der havde taget skade. Resten af huset var blot røgskadet. Taksatoren kom forbi og kiggede på det hele. Tirsdag startede ISS med at gøre huset rent. Det var skønt at komme hjem til en stue, der ikke stank. Onsdag rev de loftet ned i baggangen. Uff hvor koldt, når der er fri adgang til loftet. Vi indhentede diverse tilbud fra håndværkerne og fredag aften fik vi vores sko tilbage fra ISS. Der manglede en del ting - ISS sagde, at det var de ting, som de ikke kunne redde. Så må vi ud og købe nye sko.
Det var en underlig uge. Vi var lettede over ikke at være kommet noget til,
men alligevel gav det kuldegysninger at se vores sorte og ødelagte baggang -
tænk, hvad der kunne være sket, og hold da op, hvor var det hele gået hurtigt.
Og hvorfor skete det så? Jeg tror alle var enige om, at kombinationen af vores
varmluftsovn og den store varmeblæser i tilbygningen, som var skyld i
kortslutningen. Dog skulle relæet selvfølgelig have slået fra. Hvorfor det ikke
skete vides ikke.
26.9.2008
Så skal det hele bare tørre. Håndværkerne har sat en varmeblæser til.
24.9.2008
Så er de vidst færdige med at vandskure.
Tømrerne er ved at sætte tværbjælker op inden der kan komme lofter op.
23.9.2008
Vi havde møde med René.
Der var flere ting, som vi skulle have styr på.
- vi fik valgt gulvlister
- vi fik bekræftet, at man ikke vil kunne se, at murerne har muret skævt. Som
det er nu kan man se mursten i vinduesrammerne - nogle steder en halv sten andre
steder en kvart osv. Ikke kønt.
- opmåling af, hvordan vores skabe i gangen skulle passes ind i forhold til
anlægget, der skal regulere gulvvarmen.
og endelig snakkede vi tidsplan. Efter aftalen skulle det hele jo være klart så
vi kunne flytte ned i den nye del inden vi tager på ferie d. 4.10. Så kunne
håndværkerne slibe gulve og lave lofter i den gamle del. Men, så skulle
håndværkerne jo være færdige om 5 arbejdsdage. Urealistisk, og jeg forstår ikke,
hvorfor René ikke selv kommer og siger det, så vi kan snakke om det - men nej.
Vi gør opmærksom på, at tidsplanen ikke kommer til at holde, og vi aftaler i
stedet at håndværkerne gør den nye del HELT færdig ,mens vi er ude at rejse, og
når vi kommer hjem i uge 42, så er det hele klart. Så kan vi flytte møblerne, og
håndværkerne kan klare den gamle del., Det betyder så, at der bliver en uges
tid, hvor vi må flytte ned til Pernilles far og mor at bo, men det går nok.
17.9.2008
Da hullet mellem WIC og badeværelse blev muret rigtigt op blev det heldigvis
lige.
16.9.2008
I dag kom elektrikeren også. Ham havde vi også efterlyst for vi synes
efterhånden, at der snart måtte skulle noget el i væggene.
Samtidig er murerne begyndt at vandskure væggene.
Døren mellem soveværelse og WIC skulle gerne være lige over for døren mellem WIC
og badeværelset. Vi kan måle, at det er ramt forkert med 4,5 cm, men det ser ud
af mere. Det er vi trætte af, og vil tale med håndværkerne om, hvorvidt den kan
reddes.
15.9.2008
Så mangler der ikke meget mur. Håndværkerne går og laver det sidste indvendige
murerarbejde.
11.9.2008
For at håndværkerne kan bygge nyt og gammelt sammen på korrekt vis er en del
af køkkenet ny inddraget til byggeplads. For ikke at få for meget støv mv. ind i
den gamle del er der bygge en kasse op fra gulv til loft. Ret smart, når det nu
skal være. Desværre er den ikke helt tæt, og da det er ved at være lidt koldt
uden for så er vores stue og køkken lidt (!!) kølig.
8.9.2008
Vi ringer til René for at høre, hvad der skal være under vinduerne. Der skal
mures op, og det er vi tilfredse med. Muren burde dog have været der i dag for
at starte opmuring af indervæggene, men han kom aldrig.
7.9.2008
Vi er lidt bekymrede omkring, hvad der skal være under de lange vinduer. Vi
troede, at de skulle gå helt til gulv, men havde ikke gennemtænkt, at
niveauforskellen gør, at der skal være noget under vinduerne.
5.9.2008
Jeg (Pernille) var desværre ikke hjemme, men Kennet fik fornøjelsen af at se
bil med laaanng slange sprøjte beton ind i vores tilbygning. Så var gulvet lagt.
28.8.2008
Resten af væggen røg i dag - og indervæggene var også forsvundet, da jeg kom
hjem fra arbejde. Håndværkerne har fræset ud til den nye dør til badeværelset.
Uhh, jeg er spændt. Det skal jo passe lige på millimeter i forhold til
brusenichen. Det er godt nok spændende. Der er også tegnet op, hvor indervæggen
mellem det lille værelse og kontoret skal være.
Nu begynder det hele virkelig at tage form.
27.8.2008
Håndværkerne begyndte at rive bagvæggen ned i dag. Det larmede lidt, men
mindre, end jeg havde frygtet. Håndværkerne fjernede systematisk murbrokker og
affald. Det gik hurtigt.
26.8.2008
Vores vinduer kommer.
Hmm, det var lidt en bet, for den dobbelte terrassedør har kun et dørhåndtag. De
døre vi har ønsket og talt om har to, og kan åbnes ud fra midten og ud. René
siger, at den vi har fået er standard, og at han ikke mener, at der findes
andre. Det er vi sikre på der gør, for vi har set den ude i Vinduescentret
Velfac. Jeg ringer til Velfac. Jo, der findes begge modeller, men det er
korrekt, at den vi har fået er standard. Velfac siger også, at den med to
håndtag ikke er symmetrisk, og at de derfor sælger flest at de andre.
Vi tænker og tænker. Vi er sikre på, at vi har bedt Taulborg om at bestille de
andre, men vi kan jo ikke bevise noget. Et andet "problem" er også, at døren
uden håndtag skal åbnes både nede ved gulvet og oppe ved overkanten. Det er så
højt, at jeg med mine 1,58 ikke kan nå det.
Vi tror desværre, at vi bliver trætte af ikke at have en symmetrisk dør, og
ærligt, så tror vi ikke, at Taulborg vil bytte vinduerne. Derfor beslutter vi at
beholde dem.
25.8.2008
Vi er trætte efter brylluppet, men pakkes skal der jo. Dan og Annette er så
flinke at komme og hjælpe. Vi flytter kasser op til Nick og Marlene, og tager
skabe ned. Skabene og vores spisebord får Annette og Dan - så er de væk.
Vi har også solgt vores sofaer - de bliver hentet i næste weekend. Så mangler vi
bare at sælge vores reol og sofabord.
Sengen flyttes ud i køkkenet. Nu er det ligesom at bo på kollegium - stue,
køkken og soveværelse i et. Reol og sofa fra gæsteværelset flytter vi ind i
stuen. Det tøj, som vi skal bruge de næste 2 måneder tages med ind i stuen. Det
er lidt rodet, men ok.
22.8.2008
Vi pakker flyttekasser.
Kennet spørger til, hvorfor udhæng og stjern ikke er malet hvidt. René
forklarer, at det vil skulle males igen næste år alligevel, da det grønne fra
træet vil trække ud. Meennn, vi havde jo aftalt, at når håndværkerne var væk, så
skulle ALT være lavet - vi rører ikke en finger, og det mener vi jo også
inkluderer at male. René siger, at de nok lige skal male det. Vi skal huske at
følge op på, at de også husker det!
21.8.2008
Der bygges, og det går lige så stille fremad. Kennet spurgte tilfældigvis
René, hvornår de mente, at bagvæggen skulle fjernes. Svaret var, "tja, på mandag
nok. HVA???? Vi havde aftalt, at vi ville få det at vide i god tid. Suk, suk,
suk. Det er bare typisk håndværkere. Jeg fik dog aftalt med René, at vi måtte
udskyde det til onsdag. Så havde vi næsten en hel uge til at få ryddet
soveværelset, det lille værelse og vores badeværelse. Uff. Det var træls,
for hele weekenden står på søsters bryllup.
13.8.2008
Så kom der endelig håndværkere, og de tager godt fra. Der sættes stillads
op, fjernes gammelt tag, laves nye spær og bygges gangbro på loftet.
Der hænger presenning ned fra taget og det, sammen med stilladset gør, at der er
ret mørkt i den ene del af huset.
11.8.2008
Og nej, der kom ingen håndværkere .... heller ikke om tirsdagen kom der
nogen. Kennet ringede til René for at høre, hvad der sker. Svaret var, hvad alle
vel har hørt før, at de har travlt, og at håndværkerne er sendt et andet sted
hen. Han LOVEDE dog, at der onsdag ville komme 4 håndværkere, som går i gang med
taget. Han var desuden forbi for at måle op oppe på loftet.
6.8.2008
Vi har aftalt byggemøde med René. Vi har en række spørgsmål, som vi
heldigvis får god svar på. Vi spørger også til, hvor håndværkerne bliver af. Han
lover, at de kommer mandag d. 11.
Vi har også møde med elektrikeren, og får endeligt styr på, hvor der skal være
stikkontakter. Vi bestemmer os også for at få lavet lysdæmper i WIC og gang.
4.8.2008
Her til morgen skulle håndværkerne være gået i gang efter ferien. Men, der
kom aldrig nogen .... det gjorde der heller ikke om tirsdagen.
26.7.2008
Så er vi hjemme i Danmark igen. Det var vildt spændende at se byggeriet
"live". Håndværkerne holder sommerferie en uge endnu, men så skal de i gang
igen.
17.7.2008
Arkitekten melder tilbage, at fejlen er rettet, og at det ser fint ud. Marie
Louise sender endda et billede, så vi kan være rolige :-)
D. 4.7.2008
Vi kan se på de billeder, som svigerfar sender, at sammenbygningen af nyt og
gammelt hus ikke er som vi har ønsket det og arkitekten har tegnet. Panik!
Heldigvis har arkitekten også set det (Bjarne fører tilsyn med arbejdet), og
håndværkerne vil rette op på fejlen så godt de kan. Vi er spændte på, hvad det
betyder, men vi kan jo ikke gøre så meget.
D. 2.7.2008
De første billeder er lagt på under billeder.
D. 30.6.2008
Så er byggeriet i gang. Vi er taget på sommerferie, så vi kan kun følge
byggeriet via de billeder og mails, som vores familie sender til os.
D. 24.6.2008
Første byggemøde med håndværkerne. For første gang møder vi René, som skal
være vores kontaktperson i byggeriet. Bedre sent end aldrig. Han virker helt ok.
Vi vender lige opstarten af byggeriet, og gennemgår, hvad de vil lave i de uger,
hvor vi ikke er hjemme.
Vi er på ferie i de første uger, hvor byggeriet er i gang, så vi er spændte på
at komme hjem og se resultatet.
D. 22.6.2008
Vi modtager endelig pris og tidsplan. Der er fortsat nogle fejl i
prisberegningen. Vi kontakter håndværkerne.
D. 19.6.2008
Marie Louise ringer til mig på arbejdet - godkendelsen er kommet fra
kommunen! Fantastisk. Vi giver straks besked videre til håndværkerne. De vil
starte 30.6. Vi mangler stadig pris og tidsplan.
D. 16.6.2008
Vi har ikke fået den endelige pris fra Taulborg endnu, og heller ikke
modtaget nogen tidsplan. Det synes vi er utilfredsstillende, men det betyder
åbenbart ikke så meget for håndværkerne, som det betyder for os. Kennet rykker
dem i morgen.
Vores arkitekt har i dag haft fat i kommunen for at høre til vores sag. I morgen er det 5 uger siden de modtog ansøgningen.
Det nedslående svar var, at de overhovedet ikke havde åbnet sagen endnu. Det
er også grunden til, at vi ikke har modtaget en "modtagelseskvittering".
Jeg er i lettere chok. Vi skal jo på ferie om en uges tid, og håndværkerne SKAL
i gang inden vi rejser!! Kommunen havde sagt max. 5 uger - jeg er virkelig rundt
på gulvet.
Vores arkitekt siger, at hun har presset alt det hun kan, og vi må se, om ikke
kommunen får dårlig samvittighed og tager vores sag som den næste. Så har vi nok
godkendelse ved udgangen af ugen. Vi krydser fingre. Ellers bliver vores byggeri
forsinket yderligere 4 uger og det kolliderer med håndværkernes planer og
bestemt også med vores.
D. 4.6.2008
Vi kører forbi Hornbæk El for at se, hvad kontakter og spots vi ønsker. Vi
finder ud af, at Taulborg samarbejder med Hornbæk El, og det er dem, der skal
lave alt el i byggeriet. Vi får en god snak og god service.
D. 3.6.2008
Vi har aftalt møde med Taulborg og Réne, som skal være kontaktperson på
vores byggeri.
Det viser sig dog, at Réne ikke er med til mødet, han har ikke tid. Det er vi
skuffede over - det var egentlig for at mødes med ham, at vi har aftalt at
mødes. Men, tiden er dog ikke spildt, for der er fortsat nogle ting i tilbuddet,
som vi gerne vil have præciseret og forklaret. Taulborg vil rette tingene til og
vi afventer den endelige pris.
D. 26.5.2008
Vi har aftalt at kigge forbi Taulborgs kontor, da han har nogle Ideal-Combi
vinduer stående. Vi ser Ideal-Combi vinduet, som egentligt er lige så pænt som
Velfac 200. Men, terrassedørene opfylder ikke vores ønsker. De er klodsede og
med synlige hængsler. Vi bliver enige om at sætte Velfac 200 vinduer i
alligevel. Vi satser på, at Velfacs forbedringer gør, at der ikke bliver
problemer med vores vinduer.
Vi afventer den endelige pris fra Taulborg, da vi har bedt om at nogle ændringer siden det oprindelige tilbud. Vi er meget spændte på den endelige pris, og krydser fingre for, at det ikke bliver for dyrt. I så fald skal vi nemlig i gang med at "pille væk" for at holde budgettet så nogenlunde.
D. 24.5.2008
Vi er hos Boldsen og kigger på toiletter. Vi finder også det, vi gerne vil have,
men efter at have målt og talt om indretningen på badeværelset bliver vi enige
om at bibeholde det nuværende toilet. Når byggeriet så er helt færdigt må vi se,
hvornår vi får råd til et nyt badeværelsesarrangement, og så på det tidspunkt
måske få et væghængt toilet. Ved denne forenkling må vi også spare en del penge,
men det skal vi snakke med Taulborg om.
D. 22.5.2008
Arkitekten har talt med kommunen. De har ikke kigget på vores sag endnu, men
siger, at vi kan forvente, at der går 5 uger inden godkendelse foreligger.
D. 21.5.2008
Vi holder møde med Arne Taulborg omkring byggeriet. Han vil gerne i gang omkring
1. juni, men vi er sikre på, at vi ikke har byggetilladelsen så hurtigt. Han vil
prøve at tale med kommunen og få lov til at gå i gang med at grave ud inden
endelig tilladelse er givet.
Vi havde egentligt bestemt os for Velfac 200 vinduer og taler med Taulborg om
det. Han fraråder os at bruge Velfac 200, da han kun har problemer med den type
vinduer.
Puha, det var et slag. Vi har brugt så lang tid på at finde ud af, hvilke
vinduer vi ville have, og nu var det forfra. Taulborg anbefaler Ideal-Combi
vinduer i Futura træ-alu. Vi overvejer.
D. 13.5.2008
Vi godkender de endelige tegninger fra arkitekten, og ansøgning om
byggetilladelse sendes til kommunen.
Tilbage til byggeforsiden
Tilbage til hovedforsiden