Armenien 2009

Vores sommerferie 2009 startede i Azerbaijan og herfra videre til Georgien. Nedenstående beretning starter en tidlig morgen i Georgien, hvor vi er på vej over grænsen:

Efter en god nats søvn ringede vækkeuret meget tidligt. Vi skulle være på busstationen kl. 6, havde taxachaufføren sagt. Bussen gik kl. 7 og man skulle være der i god tid. Vi forlod hotellet omkring 5.45 og ville tage en taxa. Men, taxachaufførerne i byen var ikke stået op så tidligt, så vi tog den i rask trav. Det gik fint, og der var slet ikke så langt som frygtet.

Vi ventede og præcis kl. 7 kørte bussen. Chaufføren gav os "guld-pladserne" helt oppe foran og vi havde et super udsyn. For første gang oplevede vi en chauffør, der krævede, at hans bus var en ikke-ryger bus. Det var så befriende. Der var ikke så mange med bussen, turen over grænsen var åbenbart ikke så populær. Chaufføren havde mange pakker med, som blev afleveret undervejs, og vi fandt ud af, at det var pakkerne der gjorde, at turen her var en god forretning; ikke antallet af passagerer.

Vejen blev mere og mere ussel, og lige inden grænsen var der næsten ingen vej. Landsbyerne blev mere og mere fattige at se på.
Da vi nåede grænsen var der kun os, chaufføren og en enkelt dame med bussen.

Vejen ud til grænsen

Vi skulle have visum og det blev lidt af en farce. Vi skulle udfylde diverse papirer, som skulle fotokopieres i mange eksemplarer og på et tidspunkt kommer to damer med hvide kitler ind i rummet. De skulle tjekke, om vi havde svineinfluenza. De kunne dog kun tale russisk og Armensk og vi kunne ingen af delene, så efter at have forsikret dem om, at vi ikke havde været i Ukraine eller Tyskland, så blev vi godkendt.

Vores visum skulle dog betales i lokalvaluta, og det havde vi jo af gode grunde ikke lige i pungen. Hen til næste grænsebod og her kunne man veksle.  Tilbage igen og så fik vi vores visum. Passet skulle herefter vises to eller tre gange, og endelig fik bussen lov til at køre videre.

Grænseovergangen

Så var vi i Armenien. Nye eventyr ventede.

Chaufføren var fantastisk. Han kørte os helt hen til hotellet, som vi havde valgt. Det var helt nyt og lækkert og vi fik et "lilla værelse" med et dejligt badeværelse.

Gyumri
En af landets ældste byer, der endda var hovedstad i en periode. Byen er overraskende nydelig, og er "shinet" op til turistbrug. De har en række fine skilte, der viser en vej gennem byen, og undervejs fortæller om de forskellige bygninger man ser. Vi så et interessant museum, hvor man stiftede bekendtskab med det gamle Gyumri. For en beskeden sum (husker ikke beløbet), kan man få en guide, til at vise rundt på museet. Det er pengene værd, da det giver et dybere indblik i historien. Der er tekster på engelsk, så det er muligt at undvære guiden.
 

Det første vi faldt over, var noget så usædvanligt som en gå-gade. Der lå mange butikker på gaden, der ledte ned mod en meget stor plads. Her lå kirken, Yot Vetna som absolut er værd at besøge. Den var meget stor, og i færd med at blive restaureret. Der var et stort jordskælv i 1988, og man var stadig i gang med at genoprette byen. Byen anden store kirke, Amenaprkich, var stadig en ruinhob 21 år senere.

Vi gik ud til "det sorte fort" som ligger i udkanten af byen. Det er ikke lige til at finde, og stedet var desværre aflåst da vi kom derop. Derfor måtte vi nøjes med at nyde udsigten. Lige ved siden af finder man den store statue "Armeniens Mor", som holder udkig over byen.

Byen har et stort marked. Vi købte friskmalet kaffe på det lokale marked. Der var omkring 10 stande, der alle solgte kaffe til samme pris. Vi ved ikke, om der var nogen forskel der berettigede, at der skulle være så mange boder  Det så ud til, at spiritus var et populært produkt. Den lokale cognac kunne købes i mange størrelser, og vi tog en med hjem til far/svigerfar.

Vanadzor
Pæn by, hvor børnene havde en underlig mani med at kast med vandballoner på alt og alle.

Stedet, som vi havde udset til overnatningssted lå en rask gåtur fra busstationen. Solen var lun og der kom sved på panden af turen. Der var ikke nogen hjemme da vi så endelig nået frem, men naboen tilbød, at vi kunne sove hos dem. Det var fint, selv om Kennet sov på en kommode med en madras på. Det var fint den første nat, men i længden var det lidt hårdt. Vi fik tilbudt at få serveret aftensmad her, men det var alt, alt for dyrt, så vi spiste lokalt. Vi var bl.a. de absolut eneste gæster på det lokale burger-hus - Max Burger.

MacDonalds rip off?

Byen er ikke i sig selv nogen større oplevelse, men det er nemt at komme herfra og til nogle af landets største seværdigheder. Vores værtinde skaffede os kontakt til en "taxa-chauffør", der kørte os rundt. Han kunne ikke en stavelse engelsk, så det var vigtigt at få alt på plads inden vi kører. Vi valgte at køre til Lori Berd, som er en borgruin.

Der er rigtig fint, men der er ikke meget tilbage. Det ligger flot og man kan se, at det har været stort da det stadig var aktivt omkring år 1000. Derfra kørte vi en meget lang tur til Odzun.

Der burde være en direkte vej, men vores chauffør kørte hele vejen tilbage til Vanazdor. Odzun er et flot kloster, der ligger på kanten af en kløft. Vi fik en kort rundvisning af den lokale præst. Klosteret blev opført i sekshundredetallet. Der er flere små seværdigheder i byen, men vi fortsatte til Haghpat klosteret, der er en UNESCO seværdighed, opført i 976.

 Det var et højdepunkt på turen, og absolut køreturen værd. Det kan dog overvejes at overnatte i Alaverdin, der så ud til at være ret flot. Eneste minus var det lokale kobbermine, der spyede røg ud i hele området.

Næste stop var en anden UNESCO seværdighed Sanahin. Den var mere "slidt", men absolut flot. Klosteret var sammen med Haghpat centrum for kristendommen i landet. Bygningerne er opført mellem 928 og 1211. Begge steder er nu forladt, og fungerer kun som seværdigheder.
Turen kostede 17.000 dram (250 kr)

Dilijan
Vi fik primært kun besøgt store byer i Armenien, da vi ikke kom syd for Yerevan. Den eneste undtagelse var Dilijan, hvor der kun bor 17.000 mennesker,  men som virkede mindre. De lokale brugte meget tid på at køre urimeligt stærkt rundt i byen. Guidebogen siger, at det er Armeniens Schweiz. Det nok lidt en overdrivelse. Det var meget pænt, og et godt sted at besøge en mindre by. Det var det eneste sted, hvor man havde indrettet sig efter turister.

Der kom enkelte turgrupper forbi, og man havde shinet en lille del af den gamle by op. Vi spiste her, og så en lokal glaspuster. Det lokale turistkontor havde et kort over byen, og vi forsøgte at følge en vandrerute rundt i byen. Det gik helt galt, da kortet på ingen måde passede med virkeligheden. Det var ikke første gang vi oplevede det. Kortene i Lonely Planet var i alle 3 lande meget upræcise. Afstandene var ofte helt forkerte og der manglede ofte veje på kortet.

Yerevan
Så var vi lige pludselig tilbage i Europa. Bortset fra, at bilisterne kørte som galninge, og med fuld fart gennem fodgængerfelter, hvor der var grønt! Vi havde undervejs fundet ud af, at der var sket en fejl da vi bestilte hotel i Yerevan, så i sidste øjeblik måtte vi lave det om. Vi fik en god aftale på Tulip Hotel. Vi har sjældent boet så fint. Et sted, hvor dørene blev åbnet for én, og hvor der blev redt af til natten.

Det var meningen, at vi skulle bruge lang tid på at slappe af, og vi så derfor kun få ting. Yerevan har dog heller ikke så meget at byde på. Det er en moderne by, men der er ikke så mange deciderede seværdigheder. Befolkningen lever meget udenfor, og der var mange charmerende cafeer. Vi ville sætte os ned i nogle bløde stole på en cafe ved operaen, men fik at vide, at det kun var for VIP, selv om de havde masser af plads og ingen kunder. Javel - så må vi lægge vores forretning et andet sted.

De har bygget en flot "Cascade", som er en enorm trappe, der fører op til et monument. En armensk rigmand betaler for det hele, men allerede på nuværende tidspunkt 1½ år forsinket. Der er masser af blomster og det skal nok blive flot, når det er helt færdigt. 

Surp Grigor Lusavorich Katedralen blev bygget i 2001 for at fejre Armeniens 1700 års dag for overgang til kristendommen.

Det mest interessante vi så i Yerevan var folkemords museet. I flere omgange omkring 1900 og 1916 slagtede tyrkerne (der osmanniske rige) flere millioner armenere - et folkemord som tyrkerne nægter at anerkende. Armenerne har lavet et flot monument, hvor der er billeder og historier fra katastrofen.

Momumentet for folkemordene

Det er gratis at komme ind. Vi tog en taxa derud, og gik hjem, forbi deres lille nationale fodbold stadion. Dermed kom vi også forbi landets berømte cognagfabrik. Kennet skulle have besøgt den dagen efter, men desværre var der ikke rundvisninger den dag.

Den armensk ortodokse kirke er sin helt egen. De kristne mødes med mellemrum, for at fortolke kristendommen. Til ét af disse møder dukkede Armenerne ikke op, da de var optaget af en af mange krige. De blev så utilfredse med de trufne beslutninger, at de gjorde sig fri fra resten af den kristne verden. Det ser man bl.a. i  Jerusalem, hvor byen er delt i fire - en kristen, en jødisk, en muslimsk og en armensk. Forskellene til de øvrige ortodokse kirker er svær at få øje på, men armenerne betragtes som leder af religiøse anliggender i forhold til de kristne i Etiopien og kopterne i Egypten.

Som en "verdensreligion" skal man have et hovedsæde, og det har armerne en kort (geografisk kort, men tidsmæssig lang) bustur udenfor Yerevan i Echmiadzin. Det er ikke imponerende stort, og når man sidder i bussen kan man godt køre for langt. I en vision, så St. Gregor den oplyste, en lys falde mod jorden, og her byggede han Den Armenske Moderkirke. Stedet er relativt uforandret siden det blev bygget i 1400 tallet, men byen var hovedstad i det kristne Armenien, allerede  i 180.

Kirken har en lille museum, som var lukket da vi var der, da der er højmesse omkring kl. 12. En række mandlige præster "sang" og læste op af en bog. Det var meget smukt. Der er andre små kirker i området, men det er nok monumentet fra 2000, der ære pave Johannes Pauls besøg på stedet, der falder mest i øjnene.

Pernille brugte en dag ved poolen, hvor Kennet var på egen hånd. Han besøgte nationalmuseet. Et fint museum, der desværre led under meget mangelfulde tekster. Der var en interessant udstilling om kort i middelalderen og også lidt om Armenien. Kennet forsøgte at finde vej op til statuen der står og holder øje med byen, men kortet var igen mangelfuldt, og han fandt aldrig derop. Han gik i stedet helt op til monumentet på toppen af "Cascade". Desværre stod der en masse kraner i vejen for et flot udsyn. Han så dog, at der ligger mange pragtvillaer heroppe, hvor man får et fint kig ind i deres baghaver.

Turen hjem

Vi stod op tidligt, lidt i 5, og gik ned i receptionen. Taxaen kom ganske få minutter efter og kørte os i lufthavnen. Der var ingen trafik på dette tidspunkt. Lufthavnen var kaotisk. Der var SÅ mange mennesker og SÅ få åbne check-in skranker. Puha. Heldigvis blev vi gjort opmærksom på, at vi skulle gå hen i banken og betale vores udrejseskat. Det gjorde jeg imens Kennet stod i kø. Da vi endelig kom frem til check-in gik det rimeligt hurtigt. Vi kom igennem security og efter noget venten kom vi af sted. Lidt ventetid i Riga og så til København, vente, vente og så mod Århus.

Kennet venter i Riga lufthavn på afgang

Endelig var vi tæt på "hjem". Bagagebåndet gik i gang, men det var ikke mange kufferter, der kom ud. Halvdelen af passagerne havde ikke fået deres bagage med; herunder mig. Kennets var med. Ud og brokke sig. Ikke så meget hjælp at hente, den kom, når den kom - nok i morgen, men vi ville få besked.
Vi blev hentet af Kennets far og mor. Vi tog med dem hjem og fejrede svigermors fødselsdag og herefter gik den hjemad mod Randers.

Næste dag ventede og ventede vi på, at SAS skulle kontakte os mht. rygsækken. Vi hørte intet, og ringede mange gange uden held til lufthavnen. Til sidst tog vi i byen. Kl. 16 kom rygsækken - super - kun 1 døgn forsinket. Øv, hvor irriterende, men mest træls er, at man ingen information får omkring, hvornår de forventer, at ens bagage kommer!

Men, det kunne nu ikke ødelægge, at vi havde haft en underfundig, sjov og interessant tur til en del af verden, hvor ikke mange andre danskere kommer!

Vi var mættet af oplevelser, men allerede klar til at komme af sted igen - at rejse er at leve.