Budapest, nytår 2009/2010

 

 

Antal indbyggere Ungarn: 9.905.596  (estimeret juli 2009)

Areal:   93.028 km2

Hovedstad: Budapest

Købekraft pr. indbygger: 18.800 US


Nytåret stod for døren og tankerne gik tilbage til nogle skønne nytårsferier i Helsinki og Stockholm nogle par år tilbage.
Vi fik billige billetter med Norwegien og med hiv og sving også nogle indenrigsbilletter fra Aalborg til København med SAS på udturen og Norwegien på hjemturen. Men, så flyttede Norwegien afgangen til Budapest med en dag. Dvs. vi ville ankomme d. 31.12 om eftermiddagen i Budapest. Det var ligesom ikke meningen. "I kan få jeres penge retur" fik vi at vide. Ja hurra, men så havde vi jo ingen tur! Vi valgte at få pengene tilbage og bookede i stedet med Marlev. En lille smule dyrere, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Desværre passede den købte returbillet fra København til Aalborg så ikke mere, og den kunne jo ikke ændres. SUK. Vi måtte købe en ny og Norwegien er blacklistet som flypartner på vores liste i det næste stykke tid.

D. 30.12.2009
Afgang fra Randers d. 30 kl. 5.15. Puha, tidligt, men skidt når man skal på ferie. Turen til København gik efter planen men ved ankomst til København ingen gate på flyet til Budapest. Og ganske rigtigt. Forsinket fly. Hvorfor sker det altid for os?
Afgangen blev rykket til kl. 11 og senere til 11.20, men så kom vi også af sted.

Turen til Budapest tager kun 1t 50 minutter, så vi var der inden vi næsten havde spist den ostesandwich, som Marlev trakterede os med.
Bagagen kom hurtigt, og så ud for at finde den shuttlebus, som vi havde booket hjemmefra.

   

Julemarkedet var fortsat i fuld sving, lige uden for hotellets dør. Der var hyggelige boder med keramik og kunsthåndværk, mad og selvfølgelig gluhwein.

St. Stephens Basilica
Gratis entre.
Budapests neo-klassiske katedral stod færdig i 1905. Den var længe undervejs, hvilket bla. skyldtes at at kuplen kollapsede i 1868 under en storm.
I et sidekapel ligger den mumiefiserede hånd/arm fra St. Stephens. Det var åbenbart en stor ting - vi synes mest, at det var lidt underligt.

Budavari Labyrinten
Entre 1200 HUF (= Dkr. 33,60)
Et 1600 meter langt hulesystem ca. 16 meter under jorden. Der er forskellige huler med musik, skulpturer mv. Der er også en hulegang helt uden lys, hvor man følte sig frem via et reb langs hulens kant. 

Om aftenen fandt vi et lille lokalt spisested, hvor vi fik god, "tung" husmandskost.
Kennet fik selvfølgelig gulashsuppe til forret.

D. 31.12.2009
Morgenmaden var overraskende god. Det er sjældent, at man i de østeuropæiske lande gør ret meget ud af morgenmaden ud over nogle stenhårde brød med ost eller kødpølse. Vi fik der imod både yoghurt, cornflakes, røræg, mange slags brød, lidt frugt og en del pålæg.

Herefter tog vi det varme tøj på og gik ud for at kigge på byen.

Mathias Kirken
Entre 750 Ft (21 Dkr.)
Kirken er fra 1896 og bygget i neo-gotisk stil. Kirkens tårn og spir er under restaurering, hvilket vidst har stået på i et stykke tid, men der skal penge til.

Margeret Island
En ø på midt i Danube-floden. Øen bliver primært brugt til rekreative formål; løb og cykling. Der var lidt forladt sådan en nytårsaftensdag, men jeg er sikker på, at der på en forårsdag ville være mange mennesker her.
Øen har nogle få restauranter, et kur/spa hotel, et par gamle ruiner og ellers kun løbe- og gangstier. 

Aftenen
Vi havde bestilt bord på "Salam Bombay", en indisk restaurant. Vi kom kl. 19.30 og var de eneste gæster. Betød det mon dårlig mad? Tja, spisekortet så godt ud og omgivelserne var også hyggelige. Det viste sig også, at vi bare var lidt tidligt på den, inden der var gået en time var restauranten næsten fuld.
Vi fik to retter fantastisk mad øl og sodavand og afsluttede med kaffe og te. Der var ikke plads til dessert, for det var store størrelser, man serverede her. Vi kom af med 12.065 Ft (Dkr. 337), hvilket er meget i Ungarn, men efter danske forhold må siges at være yderst rimeligt.

Vi slentrede lige så stille hjemad med en afstikker hen over de flotte broer. Der var mange folk i byen. Alle festglade men ingen fulde. Vi tog ½ time på værelset og gik herefter op på Elisabeth-broen for at se fyrværkeri. Den ide var vi ikke de eneste, der havde fået og der var fyldt med mennesker. Kl. 12 så vi fyrværkeri, folk skålede og kl. 00.15 virkede det som om, at festlighederne flyttede til diskotekerne eller stoppede. Det var begyndt at regne og vi gik stille og roligt hjemad, hvor vi tog en kop kaffe og et stykke kransekage og herefter i seng.

D. 1.1.2010
Ovenpå aftenens store madorgie var appetitten til morgen ikke så stor, men lidt blev det til, inden vi bevægede os ud.
Byen var meget stille, selv om vi først kom ud i byen omkring kl. 10. Imponerende nok var oprydningen i gågade allerede i gang.

Szechenyi Fürdö
Entre 3000 Ft  (Dkr. 84) + en kabine til omklædning 400 Ft (11 Dkr.)


Den rigtig flotte indgang til kurbadet.


Vi tog metroen op til et af Budapests kurbade Szechenyi Fürdö; vi havde på forhånd fået hotellet til at ringe herop for at sikre, at de var åben. Da vi kom kl. 10.40 var der lukket. Hmm, men der stod en del andre besøgende udenfor, så der var en formodning for, at de nok åbnede på et tidspunkt. Kl. 11 slog de dørene op. Først i kø i for at købe en billet, derefter i kø for at blive lukket ind. Kennet blev vist nedenunder, jeg ovenpå. En ansat viste mig hen til en kabine, men da jeg forsøgte at åbne døren kunne jeg se, at der stod en mand derinde. Hmm, ikke så godt :-) Jeg fulgte efter den ansatte for at få en anden kabine. "Jeg har givet dig en kabine" sagde manden og så lidt sur ud. Jeg måtte forklare, hvordan det hang sammen og fik en anden. Kennet kom i mellemtiden. Vi havde åbenbart kun købt adgang til én kabine og skulle dele. Ingen problem - det gjorde vi bare. Der var kun plads til en person i kabinen af gangen, men vi skulle også bare have badetøj på.

 
Badet består af mange forskellige bassiner både ude og inde med forskellige temperaturer. Der er også forskellige saunaer og mulighed for massage, skønhedsbehandlinger og solarium. Det er et kæmpe-område, og vi fik badet til vi blev helt runkne. Det var skønt at svede igennem i saunaen og herefter gå uden for, hvor temperaturen var omkring frysepunktet, og så lade sig synke ned i det 34 grader varme vand. Der var også et bassin med 38 grader, men det var næsten for varmt. Men uff, det var koldt for fødderne når der skulle skiftes bassin udenfor :-)

Vi badede i et par timer og det var en fantastisk afslappende fornemmelse. Bestemt en oplevelse, som man ikke må springe over.  

Herefter tog vi tilbage til hotellet for at hænge det våde tøj op og så hurtigt af sted til slottet, hvor vi gerne ville se Budapest  Historiske Museum, som jo havde lukket i går.

Budapest Historiske Museum
Entre 1300 Ft (Dkr. 36)
Et museum, der viser Budapests historie gennem 3 etager med forskellige udstillinger.

D. 2.1.2010

Vi stod tidligt (?) op og var klar til at forlade hotellet kl. 7.20. Vi skulle hen til parlamentet og se, om ikke vi kunne være heldige og få fat i en billet til en rundtur.
Vi var ved parlamentet kl. 7.45 og var nr. 4 i køen, så i dag ville det lykkes. Kl. 8 blev de første gæster lukket ind i bygningen og hen til kontoret. Det var næsten vores tur til at få en billet, da deres computer brød ned. Vi ventede og ventede, og fik at vide, at det nok kom til at tage 40 minutter, da de havde tilkaldt teknikeren, men at han lige skulle hjemmefra og til kontoret. Suk! Vi besluttede os dog for at vente. Heldigvis besluttede de sig for at lave en manuel billetliste, så vi fik vores billet til rundturen kl. 12 og tog herefter hjem til hotellet for at spise morgenmad.

Det var en kølig morgen så kaffen gjorde godt.

Parlamentet
Efter morgenmaden købte vi lidt ind og gik herefter op imod parlamentet. Vi så lidt af parlamentsområdet og kl. 12 blev vi lukket ind. Brrr, det var koldt så det var fortjent, da vi satte os på radiatoren inden for.
For borgere i EU-lande er rundturen gratis - alle andre skal betale.

   

Turen tager ca. 40 minutter og viser hallen, parlamentssalen og platformen, hvor St Stephans krone bliver opbevaret. Parlamentsbygningen var færdigbygget i 1902 og har 690 flotdekorerede rum. Parlamentet rummer bla. kontorer og opholdsrum men har også egne frisørsaloner, massagerum, restauranter og cafeer.
Parlamentet er Europas 3. største - efter Rumæniens og Storbritanniens.
Et flot parlament, som er et besøg værd.

House of terror
Entre 1500 HUF (Dkr. 42). Der kan tilkøbes en audioguide, men det indtalte fremgår også på skrift på A4 sider, som kan tages med ved indgangen ved hvert rum.
Museet er beliggende i huset, hvor AVH´s hemmelige politi havde til huse.
Museet fortæller historien om ungarernes pinsler under såvel tyskerne som russerne. Der er rigtig gode udstillinger, der veksler mellem billeder, tekst og små film, ligesom de rekonstruerede celler i kælderen er meget interessante.

Undergrunds tog museum
Entre: 300 HUF (Dkr. 8,50)
Et lille museum beliggende på metrostationen Deak Ferenc Ter. Museet fortæller historien om undergrundstoget, der er Europas ældste fra 1896. Sjovt lige at få historien med, når man nu har kørt så meget med undergrundstog.

Herefter hjem til hotellet for at få lidt varm kaffe.
Vi gik ud i byen og fandt en lille restaurant, som blev anbefalet som havende god ungarsk mad. Vi fik et bord fordi vi lovede at være færdige senest 1½ time senere - det var et populært sted. Maden smagte glimrende og det var et hyggeligt sted.
Da vi kom ud var det begyndt at sne godt og det blæste en pelikan. Det var dog sidste aften på ferien og så er der tradition for, at vi går en lang tur. Det kan man ikke bare lave om, heller ikke selv om det er piv-koldt. :-)
Vi gik over Elisabeth-bro, og tog en sporvogn et stop. Herefter var vi ved "Sikloen" et lodret elevator med vogn bygget i 1870 og tog den op til slottet ( HUF) - røveri i øvrigt - det tager kun 3 minutter, men de tjener deres penge let :-)
Der var ikke mange mennesker, der havde lyst til at gå snevejrstur, så vi havde det meste af bydelen for os selv. Det var ret hyggeligt.
Så gik turen hjemad - hjem til varmen.

 

D. 3.1.2010
Vi sov længe, for check-out var først kl. 11. Vi spiste morgenmad, pakkede og checkede ud lidt før tid. Bagagen blev opbevaret på hotellet så vi kunne gå ud og kigge lidt mere på byen.

Vi tog undergrunden til det jødiske kvarter og gik rundt og kiggede på gamle bygninger.

Vi stoppede ved en gammel synagoge, som blot var en tom skal. Det er svært at sige, om den var under restaurering, eller om den bare så sådan ud.

Herefter gik turen til Dohany Synagogen - Great Synagoge.
Entre incl. rundtur og adgang til 2 museer: 3800 HUF (Dkr. 106,40)



En flot installation i synagogens have. På hvert
"blad" stod navnet på en dræbt jøde

Vi kom lige på samme tid som en turbus, og det betød kø for at komme ind. Vi havde taget en guidet tur rundt i synagogen og i den omkringliggende have.
Dohany synagogen er den 2. største synagoge i verden, kun overgået af den i New York. Synagogen kan rumme 3000 siddende og er bygget i 1859.



Herefter overvejede vi et besøg på nationalmuseet, men tiden gjorde, at vi kun ville få en time herinde og det var for lidt. I stedet fandt vi en cafe og fik lidt varmt at drikke - temperaturen uden for var omkring frysepunktet.

Så var klokken næsten 15 og vi hentede vores bagage og tog undergrunden nogle stop og videre med en bus til lufthavnen, i alt næsten en times tid tog det.
Inde i afgangshallen var det kaos. Passagererne stod mildest talt oveni hinanden for at komme til at tjekke ind. Det gik dog overraskende hurtigt, og så kom vi ind og stå i kø til security. 20 minutter tog det at komme igennem her, og så var vi inde. Lufthavnen var lille og de forskellige gates lå alt for tæt på hinanden og helt op ad de få butikker, som lufthavnen rummede. Der var mennesker overalt, og slet ikke nok siddepladser. Puha, så håbede vi bare, at vores fly var til tiden. Alle de andre til Europa var nemlig forsinket omkring en time - vi krydsede fingre, mens vi satte os på gulvet for at vente.

Sørme, om ikke flyet gik til tiden - fantastisk.
Da vi kom til København slog vi en smut omkring Burger King. Der var lidt tid til flyet til Aalborg afgik.
Herefter over i indenrigs og checke ind. Hmm, igen ingen gatenummer. Foruroligende, men damen i skranken sagde, at hun havde den, den var bare ikke på tavlen ude i forhallen endnu.
Vi kunne heller ikke se afgangen inde i afgangshallen og der gik da også kun kort tid, inden der blev kaldt, at flyveren var forsinket til kl. 23.45. Suk - det ville betyde ankomst Aalborg kl. 00.30 og hjemme i Randers tidligst kl. 01.30. Der var dog ikke noget at gøre - selv om vi synes det ville have været god service, hvis de havde ombooket os til SAS flyet, der gik 22.55, men nej.  

Vi ventede og ventede. Flyet blev skubbet og skubbet. Alle var godt trætte, da vi endelig kom af sted kl. 00.30. Ankomst til Aalborg lidt over 1. Kennet hentede bilen mens jeg ventede på bagagen. Så ud til bilen, og i god fart til Randers. Lige på hovedet i seng - godt, at jeg havde aftalt en hjemmearbejdsdag om mandagen.

En dejlig, afslappende ferie var slut. 

 

Flere billeder fra Budapest Rejsetips for Budapest Rejseoversigt Forside
Klik her Klik her Klik her Klik her