Indien 2012

26.1.2012
Vi landede i Bengaluru Indien. Kl. var 8.50 indisk tid, men kun 4.30 vores tid. Vi havde skiftet fly i Emiraterne midt om natten og det var ikke lykkedes nogen af os at sove så meget som en time. Kroppen er dog forunderlig og kan klare de mest fantastiske ting, så det gik ok med at komme ud af flyveren og få udfyldt indrejsepapirerne.
Det var nemt at komme ind i Indien. Ingen kø ved emigrationen, og kun et undrende spørgsmål om, hvad det var for et hotel, vi skulle bo på. Det hed "the home" og var turbureauet s eget B&B. Vagten fik lov til at se vores voucher og så lukkede han os ind i Indien.

Vi hævede penge lufthavnens ATM og blev lige uden for lufthavnen mødt af vores chauffør og en repræsentant fra turselskabet. Chaufføren skulle lige hente bilen og imens gik repræsentanten i gang med at udlevere alle papirerne, der beskrev turen. Ikke det mest smarte sted at gøre dette - ude midt på lufthavnens parkeringsplads. Vi blev kørt til selskabets B&B og fik et dejligt stort og lyst værelse. Der var kun os på stedet, så der var god plads, incl. adgang til stue med TV og køkken.
Chaufføren kørte os op til det nærmeste supermarked, så vi kunne proviantere noget sodavand uden sukker, hvilket var fantastisk.
Vi skulle på en byrundtur i Bengaluru, og chaufføren spurgte, om vi var klar om 30 minutter? På det tidspunkt skreg kroppen på at få lov til at ligge ned i et par timer, så vi fik lov til at udskyde turen lidt.

Det var fantastisk bare at få lov til at ligge ned, og vi fik et par timers søvn. Havde det ikke været for den ventede guide var det nok blevet til lidt mere end 2 timer, så af hensyn til kroppens tilvænning til indisk tid var rundturen helt sikkert godt planlagt.

Vi blev mødt af en venlig og smilende guide, der kørte med os rundt i Bengaluru. Første stop skulle have været Lalbagh Botanical Gardens, men der var en stor blomsterudstilling i parken netop denne dag og med forventet 40.000 besøgende kunne vi godt fornemme de kaotiske tilstande, der var i nærheden af parken. Vi kørte derfor videre til Tipu Sultans Palads (entre 100 Rupees). Paladset er kendt for sine teaksøjler og flotte, ornamenterede, freskoer.  Til sidst så vi Bull Temple, bygget i 15-hundredetallet, med en kæmpe tyr udskåret i sten.

Turen gav os også mulighed for at få svar på mange af de spørgsmål om Indien, som vi havde - mest i forhold til ændringer og udvikling sket i landet siden vores første besøg. Vores guide, en dame på vel min egen alder, var meget vidende og god til at dele egne opfattelser og holdninger, så det var en rigtig god tur. 

Vel hjemme igen hvilede vi lige lidt - nej vi sov ikke - og gjorde klar til en tidlig aftensmad. Chaufføren havde tidligere på dagen vist os vejen op til hovedgaden, hvor vi kunne finde nogle restauranter. Vi endte på en hyggelig restaurant med udendørs servering og vi fik vores første, fantastiske indiske måltid på denne tur.

Vi slog også vejen ind forbi en internetcafe, for tiden skulle jo "slås ihjel" så vi ikke faldt i søvn for tidligt. Dejligt at mærke forskellen på internethastighed. I Afrika var man tit i tvivl om der var liv i linien, mens der her var en fin forbindelse.

Kl. 22 måtte vi sove, havde vi bestemt, men kroppen er forunderlig, og den vidste da godt, at kl. kun var 16.30 og ikke 22, så derfor blev den pænt over midnat, inden vi faldt i søvn.

27.1.2012
Næste morgen skulle vi være klar til at køre kl. 8 og der skulle spises morgenmad først. Vi var vidst lidt klatøjede men det gik. Vi fik serveret toast og omelet og bagagen blev pakket. Inden vi var klar til afgang skulle Kennet dog lige snakke med den ansvarlige for turen, da de togbilletter, de havde købt til os, ikke var helt til Old Goa (Goa by) men til staten Goa´s hovedstation. Mange mennesker blev involveret og endelig fik Kennet den ansvarlige i telefonen. Det var der dog ikke noget at gøre ved, og vi synes det var dårlig service, at de uden videre blot havde regnet med, at vi skulle til Madgaon, et sted hvor ingen turister tager hen. Vi ville blive nødt til at tage en taxa de sidste ca. 50 km., men heldigvis er taxaer noget billigere her i Indien end hjemme i Danmark.

Kl. 8.30 var vi så klar til afgang. Bilen virkede umiddelbart god og med fin A/C.

Vi satte næsen mod Mysore og på vejen så vi området Srirangapatnam, hvor bla. Tipu Sultans Sommerpalads (entre 100 Rupees p.p) lå. Bygget primært af træ og med vægge fyldt med malerier, der viser livet ved hoffet og Tipus kampe mod briterne. Videre til Gumbaz med den løgkuppel, flot placeret midt i en grøn, stille have.

Vi tjekkede ind på hotel Sandesh The Prince. Wauw. Stort og flot hotel. Stort værelse og lille poolområde. Lækket.

Efter 1½ times hvil kørte vi ud og så Maharajaens palads (entre 250 Rupees p.p). Det oprindelige palads brændte ned i 1897, og det vi så er en genopbygning fra 1912. Det er helt overdrevet med blyindfattede ruder, træudskårne døre og en række malerier, der viser livet ved hoffet.  Vi måtte desværre ikke tage billeder indenfor.

Herefter ned og så byens marked, hvor guiden viste os forskellige frugter, blomster og krydderier. Markedet er helt tilbage til Tipu Sultans tid - dvs. slutningen af 17-hundrede tallet. i dag er der alt fra traditionelle varer som blomster, krydderier og pyramideformede bjerge af pulver til brug for at lave tikka (plet i panden på hinduer) samt moderne varer.

Om aftenen havde vores chauffør sagt, at han ville vise os et godt spisested. Det var da helt fint. Vi kunne gå derned, sagde han, og vi kunne mødes kl. 19. Det gjorde vi så. Vi gik uden for hotellets port og ind på nabohotellet. Her viste chaufføren os hen til restauranten. Øhh, vi var lidt overraskede. Vi havde ikke behøvet "guide" for at blive vist til nabohotellet, og det så også ud til at være noget over vores niveau. Chaufføren forsikrede os om, at det var til at betale sig fra og vi gik ind. Her var tjenere i fin uniform og duge på bordene. Ved nærmere eftersyn lidt beskidte duge, men hvad pokker. Maden var god og det var isen til dessert også. En underlig oplevelse var det dog, at vi, inden vi var færdige med at spise, fik udleveret en evalueringsseddel, som tjenere gerne ville have tilbage med det samme. Vi sagde, at vi gerne ville spise færdig først, da vi jo ikke kunne evaluere, før vi havde spist. Så tog han sedlerne med tilbage, selv om han bare kunne have ladet dem ligge. Indien er et sjovt land på mange punkter, specielt omkring service.

28.1.2012
Der blev serveret en god morgenmad, selv om de heller ikke her kunne finde ud af, at vi gerne ville have kold, og ikke lunkent, mælk til vores cornflakes.

Vi startede med at se Chamundi Hill. På toppen står templet Sri Chamundeswari. På vejen ned så vi en 5 meter høj statue af Nandi, Shivas tyr, udskåret af én klippe i 1659. Man kan gå op og ned, hvis man har de lyster.

I byen Somnathpur så vi templet Keshava, et af de fineste eksempler på hoysala-arkitektur. Et stjerneformet tempel, som er dekoreret med flotte stenskulpturer.

Jeg blev kørt hjem på hotellet. Min næste mission var at teste poolen.  Kennet tog ned og så byens jernbanemuseum. Inderne har ikke forstået, at blege, hvide mennesker gerne vil ligge i solen. Poolen lå i skygge det meste af dagen, var meget lille og de 4 solsenge, der stod omkring poolen var naturligvis så også i skygge, det meste af dagen. Det lykkedes at få et håndklæde og at få en time med sol, inden den forsvandt om bag hotellets høje mure. Kennets oplevelse på museet var af noget tvivlsom karakter. Det kostede heller ikke mere end et par kroner at komme ind, men han berettede, at der ikke var meget at se. Han var også smuttet ned forbi togstationen og havde kigget lidt på "rigtige" tog.

Om aftenen gik vi ud i byen og fandt en lokal Banana Leaf Restaurant. Vi tjekkede, inden vi bestilte, at vi kunne få udleveret en ske. Godt nok har vi været ude længe, men jeg spiser stadig ikke ris og sovs med fingrene. Det kunne vi heldigvis godt, og så blev der kastet ris og diverse sovse på vores bananblad og det smagte, som sædvanligt, herligt.

29.1.2012
Morgenmaden blev indtaget. Vi var efterhånden ved at være rigtigt gode til puri-puri og dosa med stærk sovs. Maven synes dog stadig, at det er en noget underlig start på dagen.

Dagens program startede med lidt motion, da vi gik de 614 trin op på toppen af Vindhyagiri for at se Gomateshvara-statuen. Der var mange trin og ikke alle kunne klare turen selv. Derfor stod 4 indere klar med en bærestol og mod et beskedent beløb kunne du blive båret enten op eller ned. Der var også en fin udsigt fra toppen.

I Belur så vi Channakeshava Templet, som blev påbegyndt i 1116 for at mindes hoysalaernes sejr over cholaerne. Det tog over et århundrede at bygge og er ét af 3 vigtige hoysala-steder, der fortsat bliver brugt. Stedet er kendt for templets meget detaljerede udskæringer.

I Halebid besøgte vi Hoysaleswara Templet, som blev påbegyndt i 1121 men blev aldrig færdigt. Efter 80 år tabte hoysalaerne området til muslimerne fra nord. Berømt for de flotte udskæringer og den store statue af Nandi.

Vi skulle overnatte i Hassan. Hassan by havde ikke så meget at byde på, men et supermarked havde vi dog set. Der gik vi hen. Aldrig, og jeg mener virkelig aldrig, har jeg set så mange mennesker i et supermarked. Det var i 3 plan og med varer og mennesker over det hele. Der var vidst en form for udsalg, men alligevel.

Vores hotel havde en ok internetforbindelse, så vi kunne følge håndboldherrernes EM-finale i radioen. Det var totalhygge med øl, sodavand og chips på værelset.

30.1.2012
Dagen blev brugt i bilen. Vi skulle køre de 325 km. fra Hassan til Hospet, og man tænker, hvor længe kan det tage? I planen stod 6,5 time, men vores chauffør kørte meget forsigtigt, og havde også lidt problemer med at finde hotellet, og skulle selvfølgelig også have tid til at spise frokost, selv om vi ikke gør det, så turen tog over 8 timer.

Vi var glade, da vi gå vores hotel - Hotel Malligi. Vi lagde mærke til, at der på tavlen i receptionen stod "velkommen til Kennet Foh". Det var da lidt sjovt. Det var et stort hotel, og vi kunne ikke forestille os, at de kunne skrive velkommen til alle? Vi blev vist op på værelset, som så viste sig at være en suite. Fantastisk. Flot og stort rum med god A/C. Badeværelset var ordinært og passede ikke til en suite, men hvad pokker. Vi spiste på hotellet, da vi ikke rigtigt synes vi kunne finde en restaurant i den ende af byen, hvor vi boede. Det var også ok, for de havde et stort menukort til rimelige penge og man spiste ved poolen, hvilket var meget hyggeligt. 

Hotellet havde flere aber, som holdt til på de åbne gange. Man skulle være opmærksom for ikke at miste noget. Jeg sad udenfor og ventede på Kennet. Jeg havde blot lukket øjnene i 2 minutter og vupti væk var vores kiks og chips. Chipsene tabte aben dog i flugten, mens jeg kunne se to veltilfredse aber sidde højt oppe og slikke de søde creme ud af kiksene for derefter at smide selve kiksen fra sig. Morgenmaden blev spist udenfor og her var aberne også klar. Personalet var dog beredte med luftpistoler, og det holdt aberne væk.

31.1.2012
Hele dagen blev brugt på at se Hampi, som er et World Heritage Site, hvor man kan blive imponeret af både flotte ruiner og templer, men også blive overvældet af naturen som er dannet af millioner af års vulkansk aktivitet.
I et af templerne xxxx

1.2.2012
Chaufføren foreslog, at vi skulle køre kl. 6. Vi forstod ikke helt hvorfor, da der kun skulle være 3,5 times kørsel til Badami og så et par ting, vi skulle se. Vi blev enige om at køre kl. 8. Chaufføren kunne ikke forklare os, hvorfor vi skulle køre allerede kl. 6. Vi blev enige om, at det vidst var fordi han havde lovet guiden i Badami, at vi ville være der kl. 9.

Byen var tidligere hovedstad i området. I dag er det mest kendt for klippe templer. En række  imponerende templer, der er hugget ind i klippen. Der er 4 sæt, bygget i forskellige tidsaldre for forskellige guder, Vishnu og Shiva. Den sidste er et Jain tempel. Området er fyldt med aber, der kan være aggressive, men harmløse da vi var der. Et meget interessant sted, hvor vi var ca 1½ time inden vi fortsatte til hotellet.

Vi kom til hotellet og skulle tjekke ind. Chaufføren sagde, at vi skulle køre næste morgen kl. 5. Hvad? Efter planen skulle der kun være 2 timers kørsel, og togafgang var altså først kl. 9. Vi diskuterede længe og brugte også guiden som tolk. Vi ville ikke køre tidligt bare sådan at chaufføren kunne komme tidligt hjem. Han ringede også til bureauet, men det kom der ikke noget ud af. Vi turde ikke andet end at følge chaufførens anvisninger, for hvis vi insisterede på at høre kl. 7, og vi så kom for sent, så ville chaufføren bare sige, at det kunne han ikke gøre ved, fordi vi selv havde sat afgangstiden.

Vi besluttede derfor at køre 5.15 næste morgen.

Vi fik vores hytte, som egentlig var en hytte. Hyggeligt, at man kunne sidde udenfor. Hytterne var også forsøgt lavet flotte og moderne, men det haltede i kanterne køleskabet var direkte ulækkert med en flue og en kakkerlak, da jeg åbnede.

Vi fik lækker mad inde i byen og herefter hjem for at komme i seng i nogenlunde ordentlig tid.
Lige inden sengetid blev jeg tørstig og sendte Kennet over i restauranten for at hente en sodavand. Han kommer tomhændet tilbage. Han må ikke selv tage den med over på værelset, de vil komme med den.
Vi venter i et kvarter. Ingen sodavand. Kennet tager sko på og går igen over i restauranten. Sodavanden er lige på vej, siger tjeneren og fremfinder to glas, men yderligere sker der ikke. Kennet kommer tilbage til en noget tørstig og utilfreds kone. Der går yderligere 10 minutter og så kommer tjeneren med sodavandene, men har ikke vores byttepenge med. De kommer senere, siger han. Vi drikker vores sodavand og venter på vores byttepenge. Det er ved at være sengetid, og da det er et ikke ubetydeligt beløb, vi skal have tilbage, tager Kennet de tomme glas, går over i restauranten og nægter at gå, før han har fået sine byttepenge.
Se, sådan kan der nemt gå en hel aften med at drikke en sodavand.

2.2.2012
Vækkeuret ringede 04.45, hvilket var for tidligt efter vores smag, men sådan måtte det jo være. Vi pakkede sammen og kørte mod Hubli. Der var overhovedet ingen trafik og vejene fine, så det tog jo på ingen måde de 4 timer, som chaufføren havde talt om. Kl. 7.30 var vi i Hubli. Vi fik vores bagage, afleverede vores evalueringsblanket og gav chaufføren 1200 rupees i drikkepenge for turen. På mange områder havde vi været glade for ham, men der var helt klart også plads til forbedringer.

Vi gik ind på banegården og Kennet betalte 5 rupees for at komme på toilet. Efter eget udsagn en noget uskøn fornøjelse.

Vores tog stod på oversigtstavlen, så langt så godt. Vi ventede og ventede og Kennet fik et par hånd-samosaer til morgenmad.
Afgang skulle være kl. 9, og 8.40 rullede et tog ind på perronen. Det havde godt nok ikke vores tognummer, men på oversigten så det ud som om, der var to tog, der var blevet slået sammen. Vi gik ind i toget, men vores pladser var optaget af nogle sovende mænd, som vi var nødt til at vække Underligt, men det er set før. Dem på pladserne havde dog også billetter til pladserne, og vi måtte være i den forkerte vogn. Ud igen, og det skal lige siges, at gangen i en indisk togvogn ikke ligefrem giver rig mulighed for at vene sig, når man er iført en stor rygsæk. Vi kom ud og spurgte os for. Nogen sagde, at vores tog var forsinket og kom "næste gang", andre at vores vogn var længere nede i rækken. Til sidst var der dog flest der havde fortalt os, at vi skulle vente til det næste tog, så det stolede vi på.

Og ganske  rigtigt. 15 min. forsinket kom vores tog. Vi fandt vores pladser, som dog også var optaget af brugt sengetøj og en masse mænd. Dette var dog vores pladser, og vi gjorde plads.

De indiske toge kører ikke særligt hurtigt, så der er god mulighed for at se på omgivelserne imens. 45 min. forsinket, omkring kl. 15, var vi dog ved vores bestemmelsessted. Vi købte en billet til en forudbetalt taxa (900 Rupees - dyrt!) til Panjim. Turen tog omkring 40 minutter, og vi blev sat af ved det hotel, som jeg tidligere på ugen havde skrevet til og spurgt efter et ledigt værelse. De svarede aldrig, men man kunne jo altid spørge.
Der var travlt i receptionen og vi stod lidt og ventede. Kennet kunne se på deres reservationsseddel for dagen, at Mr. Pernille DK stod ud for værelse 404. Nå, så havde de registreret min anmodning, bare glemt at give mig besked.
Vi fik vores værelse. Fint værelse, selv om A/C´en var en af dem, der lød som et damplokomotiv.

Vi satte vores bagage og gik ud i byen. Så var vi kommet til "turistland". Her var mange hvide og mange, rigtigt mange, butikker, restauranter og banker. Det var nu dejligt igen at være i en by, hvor man kunne gå en tur og kigge på butikker.

Vi fandt en lidt finere restaurant og spiste aftensmad. De havde en hyggelig gårdhave, og det var rart at sidde uden for, for det virkede varmere her i Goa, end vi havde oplevet de senere dage. Maden var god, men knap så god var de 2 rotter, som løb gennem restauranten. Ufff, godt vi var færdige med at spise. Tjeneren så overrasket ud, da vi gjorde ham opmærksom på vores opdagelse, men, jeg kan nu ikke tro, at de ikke også selv var opmærksom på det. Jeg håber, at de får gjort noget ved, for rygter spredes hurtigt, og turister vil ikke spiste blandt rotter.

Vores hotel havde det varmeste vand, vi havde oplevet på denne tur, så aftenen blev brugt på hver vores laaaannnge brusebad. Skønt.

3.2.2012
Vi havde ikke nogen stram plan for i dag, så vi havde bare sat vækkeuret til at ringe kl. 8. Så længe kunne jeg dog ikke sove, så halv otte havde vi set lidt nyheder og så stod vi op.
Vi gik ned til morgenbordet. Hotellet her havde næsten kun indiske gæster, og derfor naturligt nok, indisk morgenmad. Det havde vi nu vænnet os til, og vi kunne da også få toast og nogle lidt bløde cornflakes med lunken mælk.

Vi startede med at gå op og se Vor Frue kirke, der lå få hundrede meter fra vores hotel.

Herefter gik vi ned mod vandet for at fange en bus til Old Goa. Turen tog ca. 15 min. og kostede 9 Rupees.

Old Goa er ikke ret stor, og vi kunne nemt gå rundt. Vi så bl.a. Se Katedralen som var flot udefra, men lidt uinteressant  indvendigt. Derfra fortsatte vi ned mod vandet, hvor man kan sejle over floden. Vi drejede til højre og gik op til kiren af Frans af Assisi. Endnu en fin gammel kirke.

Den største seværdighed er dog  Basilica of Bom Jesus. Heriinde ligger Old Goas skytshelgen, Francis Xavier. Han ligger i et meget besøgt mausolæum. Derfra fortsatte vi op af en stejl bakken til endnu en kirke, "Church og our lady of the Mount". En lille, men meget fin kirke. Ved siden af lå en meget imponerende ruin af St. Augusitner Klosteret. Der var næsten intet tilbage, men det må have været imponerende i hel stand. Ved siden af ligger et meget  berømt museum med kristen kunst. Alene bygningen og udsigten skulle være entrebilletten værd. Desværre var den lukket da vi var der.

Vi sluttede af med en sandwich og en øl/sodavand og så gik turen hjem til Panjim igen.
Vi var heldige at finde en ATM, der ville udbetale mere end 1000 Rupees. Vi havde ellers ledt hele den foregående dag uden held.
Herefter tilbage til hotellet og slappe lidt af inden aftensmaden.

4.2.2012
Vi lod bagagen stå på værelset, mens vi gik ud i byen. Vi skulle først være ude af værelset kl. 12, og det tidspunkt passede fint med at så kunne vi køre i lufthavnen.

Vi gik lidt rundt og kiggede, og endte ved et marked, der var ved at vågne samt et flot tempel, hvor en del indere havde besluttet sig for at tilbringe deres lørdag formiddag med at blive velsignet. Templet stod ikke i guidebogen, men det skal man ikke lade sig snyde af.

Kl. 12 kørte vi i lufthavnen. Den var ganske fin af en indenrigslufthavn at være og vi kiggede lidt butikker og herefter afgang til Bengaluru, hvor vi skulle vente i 3 timer på næste fly. Heldigvis var der 45 min. gratis wifi, så vi kunne komme på nettet. Herefter fik vi aftensmad, og som lufthavne i Europa, var maden også her dyr.
Vi var lidt forsinkede og ankom til Kochi 20 min senere end planlagt. Bagagen var også rigtig lang tid om at komme, så den taxachauffør, som vi havde bestilt til at hente os, var ved at være lidt utålmodig.
kl. var ved at være 20.30 og det var helt mørkt, mens han drønede af sted mod Fort Kochi. Der var temmelig langt, så på trods af hans gode kørsel og næsten ingen trafik, tog turen lidt over en time.

Vi ankom til det bestilte Homestay Honolulu, som er indernes svar på B&B - her dog uden morgenmad. Vi fik vores værelse og ejeren fortalte lidt om et par ture, som man kunne tage på.
Så var der dømt drømmeland.

5.2.2012
Vi besluttede os for at gå ud i byen og spise morgenmad, nu hvor det alligevel ikke var inkluderet i prisen på vores Homestay. Vi fandt en lidt fancy "art cafe", hvor hvide turister ligefrem sad i kø for at komme til at spise.
Vi fik "fin" cafe-morgenmad i europæisk stil, og så var vi klar til at se byen.

Vi gik ned til vandet for at tage en vandtaxa til Mattancherry længere ned af kysten. Vi spurgte os frem og blev efter lidt mumlen peget frem til en båd. Vi gik om bord og blev sejlet derhen, hvor vi skulle. Vi undrede os over, hvornår vi skulle betale. Ved ankomst blev vi af kaptajnen bedt om at betale 100 Rupees. Det kan synes af lidt, men i Indien kunne vi have chartret hele båden for den pris. Vi fandt ud af, det var nogle indere, der have booket båden i privat regi for at blive sejlet over på den anden side, og at vi så bare havde fået et lift. Tak for det, men vi betalte altså ikke kaptajnen for det. Det fortalte vi ham og gik uden yderligere problemer.

Her var en lille by i byen. Meget nydelig og turistet, uden at det var for meget .Specielt Mattancherry paladset var meget flot. Det var en gave frar Portugiserne i 1555 til den lokale Raja. Senere blev den overtaget af Hollænderne og kaldtes da Dutch House. Der var en del fine "ting og sager", bl.a. fine bærestole.

Her skulle også ligge en jødisk bydel. Det var nu svært at se, men der var dog en seværdig Synagoge.

Om aftenen gik vi rundt i byen, som er præget af en stor mangel på spisesteder. Der er nogle få, meget fine spisesteder. Vi fandt dog et lokalt sted, som var fint uden at være imponerende.

6.2.2012

Dagen brugte vi på at gå rundt i selv Fort Cochin. Vi så  hvordan de fangede fisk, i nogle store net de trækker op med en vippeanordning. Vi fandt også en fin strand, hvor vi fik en is. Vi tog båden til den modsatte side, som var meget anderledes. Her var et stort indkøbscenter men ikke så meget andet. Vi fandt en shopping gade, hvor der var lidt indkøbsmuligheder. Der var mange  unge mennesker, der gik ture langs floden.

Vi fandt et web-cam, som vi gik hjem for at bruge. Det burde kunne dreje, men det kunne det ikke. Øv!

Vi tog tilbage til butikken der havde solg os web-cam'et, og til vores store glæde fik vi det byttet til et nyt.

Om aftenen skulle vi med nattog. 1. klasse! Vi fandt vores kupe, som var stinkende varm. Det skulle nok blive bedre, sagde tog-fidusen. Og ganske rigtigt - da toget først begyndte at køre, faldt temperaturen.

7.2.2012

Vi ankom tidligt om morgenen til Trichy. En typisk indisk by, men vi fandt nemt et par hoteller. De virkede ret ens, og vi valgte Femina hotel. Det var et fint sted, med god morgenmad.

Om aftenen mødte vi en professor fra det lokale college. .Han inviterede os ud at se hans college dagen efter.  Desværre var dagen helt pakket, og vi havde ikke tid til at blive.

8.2.2012

I dag skule vi på den store tur. Vi boede et par kilometer fra seværdighederne, og skule derfor med en bybus. Det gik relativt nemt, og vi kom af det rigtige sted. Herfra skulle vi spørge os frem, indtil vi fandt klippe templet. Eftersom det ligger på en meget høj klippe, var det lidt mærkeligt at spørge om vej. Vi gik hele vejen op med bare fødder. ´Lidt hårdt, da der lå små sten undervejs. Det var en flot udsigt, men selve templet var ikke imponrende. Vi kunne se på de lokale, at det rent religiøst har en stor betydning.

Lidt længer nord på, over floden, ligger Sri Jambukeshwara templet. Vi måtte spørge et par unge mænd om, hvor vi skulle stå af. Et Shiva vand tempel, hvor temaet vand gik igen.

Videre med bus til Sri Ranganathaswarmy templet. Det er et af de største templer i Indien. Vi vil nok nærmere kalde det en by end et tempel. Guidebogen sagdt, at vi kunne kravle op og få udsigt. Det var nu så som så. Vi fandt en person der villel lukke os op på taget, som gav et lille overblik. Der var sindsygt varmt, men vi fandt en skyggefuld plet, hvor der lå et tæppe, så vi ikke brændte fødderne.

Der var et leben uden lige og super spændende.

9.2.2012

Vi fandt nemt en bus, der ville køre os til Tanjore. Vi blev sat af på en busstation langt uden for byen, hvor tuk-tuk mafiaen regerede. Vi nægtede at betale den voldsomme pris, og begyndte at gå. Det viste sig umuligt at finde en tuk-tuk til en rimelig pris, men der var for langt at gå. Så vi måtte indgå et kompromis og betale. Vores første hotelvalg var udsolgt, så vi måtte gå til nr. 2. På papiret skulle have pool, men det var en grøn, grumset ting, der ikke lignede en pool. Generelt var hotellelt forfaldent, men  havde sikker været pænt engang.

Herfra kunne vi gå til de to seværdigheder i byen. Først til Thanjavur Royal Palace. Det var lidt svært at finde indgangen, men det lykkedes til sidst. Paladset har en række vægmalerier og har været meget elegant engang.

Længere nede af vejen lå et mærkeligt museum, der ikke var nævnt i bogen. Det viste sig at være en del af paladset.

Den største oplevelse var klart Brihadishwara Templet. Det er omkranset af en voldgrav og man går op af en grussti til templet. Bygget i 1010 er det et af de ældste i Indien. Den berømte Nandi tyr, er i sig selv årsag nok, til at besøge stedet. Den er lavet ud af én enkelt sten, og vejer 25 tons. Det er en utrolig hyggeligt at gå rundt i de meget flotte omgivelser.

10.2.2012

11.2.2012
Vi tog bussen til Tranquebar. Turen tog 2 timer ad en ok vej. Vi startede med at gå til Gatehouse, som var det hotel, vi havde udset os på nettet. Der er ikke mange overnatningsmuligheder i Tranquebar, og alle stederne er ejet af den samme kæde. I døren møder vi en ung mand, som viser sig at være hotelkædens manager. Jeg spørger til et værelse, og han siger, at alt er optaget. Hvad så på et af de andre hoteller? ALT er optaget - altså i hele byen. Hvad? Øv, det havde vi ikke lige regnet med. Men, der lå et meditationscenter lidt længere henne, fik vi at vide, der kunne vi prøve. Vi gik derned. Det var øde og forladt. Kun gik et par rengøringsdamer og en havemand rundt. Havemanden kunne engelsk. Vi spurgte, om vi kunne sove der. Det var han noget usikker på, og ringede til chefen. Han viste os op på et meget simpelt værelse, men senge uden madrasser - kun et par tæpper. Chefen ville komme og fortælle om vi kunne bo der og hvad prisen var. Kennet gik ned på byens hovedhotel for at høre, om der evt. var plads næste nat. Imens ventede jeg på "chefen", men der skete ikke noget. Vi fik lov til at lade bagagen stå i værelset, mens vi kiggede på byen, og jeg opfattede dette som et ok til, at vi kunne bo der. Det kunne vi sagtens overleve for én nat, men jeg kunne godt mærke, at Kennet bestemt ikke synes, at det var ok.

Vi gik op for at se fortet. Entre 50 Rupees + 30 for kamera. Vi havde læst en del om Trangebar-fondens restaurering af stedet, og havde forventet en hel del. Vi blev skuffede. Fortet var ok, men meget lille. Museet på fortet var småt og rodet, og uden en rød tråd. Ikke engang et dansk flag var på stedet. Vi havde regnet med noget mere dansk historie om stedet. (bemærk, at fortet har lukket om fredagen). Vi kiggede på omgivelserne. Man var ved at forskønne torvet omkring fortet med nyt brosten, men det var også det. Vi fandt et enkelt gadeskilt på dansk, men ingen danske huse fra "dengang" eller skilte med beretninger fra danskertiden.
Så, det havde været en lang tur i bus for ikke så meget.

Vi besluttede ikke at blive i byen. Der var alligevel ikke mere at se, og byen i sig selv var meget lille, så selv det at få noget at spise, ville blive en udfordring.
Vi besluttede at tage bussen til Mayiladuthurai  og bo her i stedet. Vi skulle i forvejen med toget videre herfra om 2 dage, og ville så prøve at købe en ny billet til dagen efter.

Vi hentede vores ting i det spirituelle center. Der var ikke et øje at se, og vi lagde nogle penge som tak for hjælpen.

Bussen gik kl. 15. 2 timer senere var vi i Mayilanuthuri. Vi gik i retning af banegården for at finde et hotel, men uden held. Til sidst fik vi en tuk-tuk til at køre os rundt. Ingen hoteller havde ledige værelser. Der var festival i byen, fik vi at vide. Senere fandt vi ud af, at det vidst nærmere var bryllupssæson, og specielt i weekenderne var der fuld på alle hoteller (og i dag er det lørdag). Så var gode råd dyre.

På busstationen fandt vi en bus til  Mayilanuthuri. Det tog 3 timer. Vi overvejede, om vi skulle stå af her og finde et hotel eller tage videre til den noget større by Pondicherry, hvor Lonely Planet også havde et kort. Det besluttede vi os for at gøre. Vi var fremme omkring kl. 21 og det var virkeligt mørkt. Fra busstationen kunne se heldigvis se mange hoteller og gæstehuse. Vi tog de første 5 på stribe. Alle optaget. Ok, så begyndte vi at blive lidt nervøse. Hvor kom vi til at sove i nat? Vi fandt en tuk-tuk, og ville have ham til at køre os ned til nogle hoteller, som guidebogen anbefalede. Han sagde, at rigtigt meget var optaget; og vi troede på ham. Vi blev overtalt til at han blot kørte rundt og forsøgte at finde et sted. De første 4 steder var optaget ... eller var det 6? Endelig kom vi til et sted, hvor manden bag receptionsskranken siger "ja, vi har et værelse". Fantastisk, for hvor har jeg hørt "nej, desværre madame".
Vi fik selvfølgelig et deluxe-værelse, for det var dyrest, men på dette tidspunkt, kl .22, var jeg fuldstændig ligeglad. Jeg skulle bare have et sted at sove.

Vi var bange for, at problemer med at finde overnatning næste nat ville blive det samme, så vi ville ringe til den næste by og booke et sted. Telefonen på hotellet virkede ikke. Hmm, et fint hotel, men ingen telefon. Vi blev enige om at Kennet skulle gå ud og finde en telefon, mens jeg lige pakkede lidt sammen.
Han blev kørt til en telefonbutik, men det lykkedes ikke for Kennet at komme igennem.
Så gik vi i hotellets restaurant, som heldigvis stadig havde åbent, og bestilte lidt "standard-mad" - ris, curry og brød. Det var værre med drikkevarerne. De påstod, at de havde en bar, men den eneste drikkevarer, som de havde, var juice og mineralvand. De havde ellers et ret stort drikkekort. Så skidt, maden var det vigtigste. Herefter op på værelset. Jeg havde set frem til et dejligt varmt bad. Desværre var vandtrykket ikke til et brusebad, men i stedet et bucket-bath. Tja, bedre end ingenting.

Herefter var det virkelig god nat efter en begivenhedsrig dag. 

12.2.2012
Vi sov til kl. 8 og gik ud for at se lidt by, inden vi skulle videre. Vi fik også lige forbi et internetsted og fandt det rigtige telefonnummer på et par hoteller i Mamallapuram. Det første var optaget, det næste havde kun super-deluxe værelser til 5000 Rupees pr.nat, men det 3. havde heldigvis plads og vi bookede et værelse.

Så gik vi videre ud i byen. Lonely Planet havde ikke så meget godt at sige om dette sted, hvilket også var grunden til, at vi ikke havde regnet med at skulle blive her. Vi synes nu, at specielt det franske kvarter, og området omkring vandet, var ganske hyggeligt, og havde vi haft tid, så var vi blevet.

Vi fandt en bus til Mamallapuram. Denne gang en deluxe-bus, for den havde A/C. Den mindede om bybusserne hjemme i Randers. Desværre har busserne i Indien overhovedet ingen plads til bagage, og det er et hyr, hver gang vi skal placere vores rygsække. Selv midtergangen i busserne er så smal, at vi næsten ikke kan komme igennem, og dermed er der jo heller ikke plads til at placere en rygsæk her.
Vi fik bakset rygsækkene ind i et hjørne, men måtte selv tage gulvpladser, da alt var optaget. 2 timer på gulvet - puha, godt jeg er polstret.

Vi blev sat af lidt uden for byen og tog en tuk-tuk ind til hotel Try. Vi fik vores værelse, som var ok, dog var den i reklamerne lovede have på størrelse med et frimærke, og den mikroskopiske pool havde intet vand.

Vi gik ud og kiggede på byen. Et rigtigt backpacker-sted, med rigtig mange hvide turister. Mange af dem så ud som om de var blevet glemt i Indien engang i 60´erne. Vi fik en sodavand på en af strandens mange barer og herefter hjem på hotellet. Mit ophold på bussens gulv havde resulteret i tyggegummi på bukserne og det skulle af.

Vi gik en tur og kiggede på byen, inden vi skulle spise. Lidt svært, når strømmen hele tiden er væk, og butikkerne derfor er helt mørke. Vi fik god aftensmad på et hotel, som havde en pool, der var noget større end vores (og den havde vand). Vi spurgte, om den var åben for ikke-gæster. Det var den mod betaling på 150 Rupees pr. person. Det ville vi overveje i morgen.

Vi købte sodavand og chips til aftenhygge og så på vejen hjem et bryllupsoptog, der med band, live-sanger, lys og brudeparret en en hestetrukket vogn kørte langsomt gennem gaderne. Virkelig opsigtsvækkende, selv om brudeparret nu (desværre) ikke så særligt glade ud.

13.2.2012
Vi havde både denne og næste dag i byen, og blev enige om, at vi derfor godt kunne lave denne dag til en afslapningsdag. Vi startede med at slæbe værelsets to kurvestole ud på svalegangen og fik serveret morgenkaffe/te uden for i den behagelige morgenluft. Herefter gik vi ned på et nærliggende hotel, hvor vi havde spurgt til, om man mod betaling kunne bruge deres pool - hvilket var muligt med en betaling på 150 Rupees pr. person.

Hotellet var lidt slidt og det var poolen også, men der var mulighed for at ligge ude og komme i vandet. Vi var de eneste gæster, så indtil kl. 15, hvor en larmende indisk familie dukkede op, havde vi poolen og poolområdet helt for os selv.

Kl. 15 gik vi hjem og i bad og så ud i byen igen, hvor vi "faldt i" på en internetcafe, hvor vi sad længe og fik ordnet forskellige ting. Vi fandt også en bod, hvor jeg kunne få udvidet min samling af armbånd (en ide jeg fik i Ghana, jeg køber ét armbånd i hvert land vi besøger på denne tur).

Kl. 19 tid til at gå ud af spise. Vi spiste på restauranten, som var tilknyttet et af byens fineste hoteller. Vi fik lækker mad og store isdesserter, og ja, regningen lød på 60 kr. Det er ufatteligt, at man kan lave og servere mad så billigt.

Da vi kom hjem, så vi i fjernsynet, at der havde været terrorangreb på den israelsk ambassade i Indien. Skræmmende, men det synes inderne heldigvis også selv. Der var en del kritik af, at det kunne gennemføres og ikke var blevet opdaget og stoppet.

14.2.2012
Vi fik igen morgenkaffen serveret udenfor. Ejeren af vores hotel ejede, udover hotellet, et stenhuggeri, et supermarked og meget andet godt, og Kennet havde aftenen forinden for sjov spurgt ham, hvad en sten-Ganesh til vores have ville koste. Ca. 400 kr. incl forsendelse, fik han at vide. Det lød alligevel for billigt, så det måtte vi kigge nærmere på. Da vi var færdige med kaffen gik vi derfor over i stenhuggeriet og kiggede. Det viste sig (selvfølgelig) at prisen selve stenen (300 kr.) var for en marmorsten og den kunne ikke stå udenfor. En tilsvarene i granit ville koste 1800 kr. Vi kiggede lidt og spurgte til fragten. Det ville han undersøge.

Så gik vi ud i byen for at se seværdighederne.

Først så vi "Five Rathas". Entre 250 Rupees. Entrebilletten gælder også til Trimurti Templet. 5 forskellige små templer til ære for 3 guder; Durga, Shiva og Indra. Meget velbevaret, da det har været begravet i sand indtil for 200 år siden. Man regner med, at det har taget 38 år at bygge templerne, og de er ikke blevet helt færdiggjorte pga. uroligheder.

Så til Shore Templet. Templet lå flot med udsigt ned til vandet og var omgivet af grønne plæner. Selve templet var ikke noget specielt, men omgivelserne var dejlige. Oprindeligt konstrueret i 600-tallet, og det specielle var, at solopgang og solnedgang nogle gange skinner ind på Linga (en poleret sten, der symboliserer Shiva) inde i templet.
Området var i 2004 også ramt af Tsunamien, og da vandet trak sig tilbage, kunne man se, at templet nok har været en del af et større tempelkompleks, da man kunne se omridset af flere ruiner.

Herefter gik vi til byens hovedbakke, hvor lå en række "mandapaer", som er pavilloner med søjler - et forkammer til et tempel. Der var en rigtig god udsigt ud over byen fra en af dem - "Mahishamardini Mandapam".

Så til Arjuna´s Penance, et af datidens største og flotteste relieffer i Indien. Det viser den hinduiske opfattelse af at gøre bod, illustreret ved sagaen om Bhagaritha, der bad Ganges om at falde til jorden og rense hans afdøde forfædres synder.

På nogle flotte klipper lå "Krishna butterball", som er ubevægelig, men ser ud som om den kan trille hvert øjeblik.

Det sidste vi så var Trimurti Templet, der ærer hindutreenigheden, Brahma, Visnhu og Shiva.

Kl. 14 tjekkede vi ud af hotellet, men efterlod bagagen i receptionen. Vi gik hen på det fine hotel Herritaget og fik vores "sidste måltid" - i hvert tilfælde vores sidste måltid i Inden for denne gang. Vi fik en Thali, og den smagte fantastisk. Vi kiggede butikker og nød solen. Gik ned til vandet og drak en sodavand mens vi talte om alt og intet.

Tilbage til hotellet og vente på den bookede taxa. Han kom sharp kl. 18.30 og så gik turen til lufthavnen. Der skulle ikke være mere end 50 km, men det tog lang tid. Vejen var egentlig god, men alle kørte bare så langsomt. Chaufføren sagde, at det var fordi man aldrig viste, hvad vejen bød på. Mørklagte mennesker eller måske en ko? Nå skidt, vi havde rigtig god tid, for vores fly var først 00.15.

Vi tjekkede ind og kom igennem sikkerhedskontrollen uden problemer. Der var stole i lufthavnen og det var vidst det eneste positive at sige om den. Den var beskidt, slidt og toiletterne direkte ulækre.

Afgang til tiden og ankomst til Bangkok lufthavn til tiden. Her havde vi nogle timers ventetid inden turen gik videre til Krabi Lufthavn. Læs mere om vores videre tur i Thailand hér.