Iran 2009

At besøge Iran havde længe været en drøm for mig. At se Esfahan og dens blå moskéer, stod for mig som noget stort og "nødvendigt" - på linie med Taj Mahal og pyramiderne i Egypten.
Billige flybilletter med Türkish Airlines kombineret med, at man kunne få 14 dages turistvisum ved indrejse til landet gjorde udslaget. Vi bookede 14 dage i Iran i efterårsferien.
I mellemtiden var der valg i Iran og i den forbindelse og efterfølgende, en del uroligheder. Vi valgte derfor at søge visum inden afrejse - bare for at være på den sikre side.

Afgang fra Randers lørdag kl. 11.00 og ankomst I Hamborg lufthavn små 4 timer senere. Alt forløb glat. Vi fik tjekket ind og turen gik mod Istanbul, dog med lidt forsinkelse. Vi skifter fly i Tyrkiet og så går turen videre mod Teheran. Jeg er meget spændt. Hvem ellers flyver Istanbul - Teheran? Mest iranere på vej hjem og så lige en fransk turgruppe. De fleste af pigerne er klædt ligesom mig. Ingen tørklæder, men cowboybukser og en løs skjorte.

Kennet venter i Hamborg Lufthavn

Da vi nærmer os landing finder pigerne tørklæderne frem. De mest modige tager dem først på, lige inden de går ud af flyet. Hvor er det synd. De fleste af pigerne er rigtig kønne, men med tørklæde og frakker ligner alle hinanden.
De går nemt at komme igennem pas- og visumtjek. Vi veksler penge, får vores bagage og finder vores forudbestilte chauffør, der skal køre os til indenrigslufthavnen. Alt går som planlagt og i rigtig god tid er vi i lufthavnen. Vi skal igennem hvert vores security-tjek, men ellers ingen mærkværdigheder.  Afgang mod Shiraz til tiden - skønt. Vi er ved at være trætte efter 24 timer på farten.

I det nedenstående er kun få steder angivet, hvad entrebilletterne koster. Dette fordi de typisk var så lave, at vi stoppede med at føre regnskab. En typisk entre koster mellem 3.000 og 10.000 Rial (1,5 og 5 Dkr.) Det er jo fantastisk billigt, og gør også, at man uden problemer kan se alle museer.

Shiraz
I lufthavnen var en lille info-desk, hvor vi kunnet booke hotelovernatning. Vi sparede ca. 50 kr. pr. nat for hotellet i forhold til deres egen hjemmeside, så det synes vi var fint. Vi nåede at booke hotellet inden bagagen kom, så det var fin udnyttelse af tiden. Vi tog en taxa ind til byen og blev sat af ved hotellet. Det var fint og rent og værelset var stort og rimeligt nyt.
Jeg nærmest flåede det sorte tørklæde af. Det var en smule hedt med alt det tøj, måtte jeg indrømme. Vi fik lidt vand i hovedet og tillod os selv at sove et par time. Det kunne mærkes, at vi på dette tidspunkt havde været oppe i over 24 timer.

Vi vekslede 500 US i lufthavnen, det
gav næsten 5.000.000 Rial og fyldte en del

Herefter på med det mørke tøj og ud og kigge på byen. Vi gik lidt rundt og kiggede på folk og tøj. Jeg faldt fint ind så det var dejligt.

Citadellet (Arg-E Karim Khan)
Entre 2000 IR (1 Dkr.)
Det blev bygget i den tidligere Zand-periode, ca. 1760 og udgjorde en del af et kongeligt hof. Udvendigt er det ret kedeligt, med høje vægge og fire 14 meter høje tårne. Indvendigt er der en stor åben gård men citrustræer. Der er få udstillinger, bl.a.. billeder taget i slutningen af 18-hundredetallet og begyndelsen af 19-hundredetallet.

Bazarerne
Der er mange bazarer i byen. Her bliver solgt alt; fra tøj og smykker til redskaber i tin og slik. Det er hyggeligt bare at gå rundt og kigge. Der er specielt mange flotte tæpper og tørklæder. Det er fantastisk, at man, i modsætning til fx. Egypten, kan få lov til at gå rundt og kigge i fred.

Madraseh-Ye Khan
Ingen entre, men donation på 20.000 (10 Dkr.). Vi gav egentligt 5 Dkr., men fik at vide, at det var for lidt, hvilket irriterede os. Hvis der er en "rigtig pris" så opgiv den da!
Et teologisk universitet der blev grundlagt i 1615. Oprindeligt designet til at huse ca. 100 studerende, men i dag er det kun den imponerende indgangsportal, der stadig eksisterer. Universitet bliver stadig brugt og har en fin gård og have. Der er fra toppen en fin udsigt ud over byen. 

Den armenske Kirke
Vi håbede på at kunne komme ind igennem den store tunge port og se denne kirke, men der var ingen, der lukkede op, da vi ringede på. Derfor måtte vi gå med uforrettet sag.

Setareh Fars Commercial Mall
Lidt uden for centrum ligger dette meget moderne Mall, med rigtig mange butikker. Vi tog derud for at se, hvor de unge og hippe hang ud. Centret var fyldt med unge mennesker i tætsiddende jakker og tørklæder, der næsten ikke kunne hænge fast på hovedet. Her lugtede af penge, inden tvivl om det. Der var enighed om, at butikkerne skulle sælge smykker, tøj og legetøj - dog så vi også en enkelt med parfume, lidt undertøj og musik.

Vi spiser i Shiraz

Persepolis
Vi bookede en tur til Persepolis via Pars Tourist Agency, som ligger 5 minutters gang fra Shiraz Eram Hotel. Vi gav 30 US (156 Dkr.) for en 5-timers tur i egen bil og med engelsktalende guide. Med i prisen er også entrebillet til Persepolis og museet (2*5000 RI = 5 Dkr. i alt).

Persepolis er et bevis på de største succeser som det gamle achaemenid opnåede. Persepolis er bygget over flere omgange, og domineres af 3 store paladser. Stedet blev brændt ned af Alexander d. Store og kun lidt er tilbage, primært de 100 søjlers palads og Apadana-paladset. Sidstnævnte var delvist begravet under sand og derfor er der bevaret et meget flot relief af forskellige personager fra vasal-staterne. Achaemednier var Zoroastrianere, som var en før-islam religion. Mange traditioner fra den tid eksisterer stadig i den moderne iranske kultur, således fejres nytåret af mange iranere i Persepolis.

Trapperne op til Persepolis er skåret ud i massiv sten, men hver enkelt trin var lavt, således at perserne i lange, elegante kjortler kunne gå op ti paladset.

Efter Persepolis gjorde vi et stop ved Naqsh-e Rostam. 4 gravsteder, som tilhører tidligere herskere ved Persepolis. Under selve gravene er der 8 flotte stenrelieffer. Der ligger også noget der måske har været et ildtempel. Det er en bygning uden vinduer, der hedder Kaba Zartosht.

Det er et flot område, og har man guide med, som jeg bestemt vil anbefale, så bruger man ca. 3 timer i området.

Yazd
Vi gav os god tid til at spise morgenmad og fandt herefter en taxa til busterminalen. Vi havde købt billet på forhånd, så vi satte os bare til at vente på, at klokken skulle blive 10, hvor der var afgang. Næsten til tiden (?) kl. 10.20 rullede bussen ud af terminalen. Vi fik serveret juice og en lille kage og så rullede det ellers derud af. Bussen holdt kun et par enkelte gange for at samle passagerer op, ligesom vi et par gange skulle aflevere fartskive. Frokostpausen var også særdeles moderat i forhold til andre ture, vel omkring 20 minutter fik vi på en rasteplads. Det var alt i alt helt fint, og kl,. 16 var vi i Yazd.

                                             

Vi holder pause med bussen og Kennet drikker en frugtøl                          Vejen mellem Shiraz og Yazd

Vi blev overfaldet af 25 taxachauffører, der alle sammen ville køre os. Vi tog en tilfældig, som selvfølgelig ikke vidste, hvor "Silk Road Hotel" lå, selv om han havde forsikret os om, at det vidste han helt sikkert. Han kørte først til et andet hotel, hvilket kom til at betyde en omvej, og så ville han have flere penge. Heldigvis kunne han så lidt engelsk, at det var umuligt for ham at diskutere med os - nu var det jo også ham selv, der var kørt forkert, så det nægtede vi at diskutere. Han fulgte med helt ind på hotellet, men til sidst gav han op.

Vi gik en lille tur i byen. Her virkede pigerne en del mere konservativt klædt end i Shiraz. De aller fleste havde chador på, hvilket gav et lidt dystert og sort udtryk.

Vi forvildede os ned i bazaren, der til forskel fra den i Shiraz havde i overflod af guldbutikker. Det mindede om Emiraterne - og bazaren i Dubai.

Efter en god nats søvn og en fin morgenmad, tog vi på tur med hotellet. Vi var 12 i alt og en guide, og blev sendt af sted i 4 taxaer.
Turen kostede 250.000 Rial (125 Dkr. pr. person incl. guide, transport, entrebilletter og varm frokost). Det var en ok tur, men ingen af seværdighederne var must-see, hvis man skal prioritere.

Meybod
En by, som er mindst 1800 år gammel hvor vi så det lidt forfaldne Narein-palads, som blev bygget omkring år 400 e.kr. Paladset var bygget af hærdet mudder og man kunne se strå fra halm i det. Fra toppen var en god udsigt ud over byen, hvor alle bygninger var bygget i denne stil.

Caravanserei
Et sted, hvor de rejsende mødtes i gamle dage for at hvile, spise og bytte heste og kameler til transport.

Ishuset
Bygget i ca. år 900 e.kr.
Blev i gamle dage brugt til fælles opbevaring af is. Isen blev hugget ud og lagt i ishuset til brug om sommeren. Vintrene var dengang en del koldere end nu.
Ishuset virkede på nuværende tidspunkt ikke køligt, men det har det vel været tilbage i tid.

Due-tårnet
Husede engang 4000 duer. I følge guidebogen blev deres afføring samlet ind og brugt til gødning. en metode, der fandtes flere steder i Iran og visse steder i meget stor stil. Vores guide fortalte dog, at duerne blev brugt som brevduer, og at æggene blev brugt til mad.

Herefter fortsatte turen til Chak-chak.

Chak-Chak
Byens navn kan oversættes til "dryp-dryp" og stammer fra en Zoroastrisk legende. I 637 invaderede araberne landet og en Sassaniansk prinsesse flygtede ud i ørkenen og bad til guderne om at få vand og pludselig begyndte vandet at dryppe ud fra klipperne, hvilket det stadig gør den dag i dag. 

På stedet er der nu en helligdom, Pir-E-Sabz ildtempel. Indgangen til templet er en stor messingdør med et relief af Zoroastra. Der er en række bygninger på stedet men ud over 2 vagter er stedet ubeboet.

Døren

Man skal have de gode gåben på, da stedet ligger ret højt.

Vi gjorde et lille stop for at få en forfriskning - vandmelon ad libitum. Kennet er normalt ikke til vandmelon, men han måtte overgive sig. De store, saftige vandmeloner smagte fantastisk i varmen.

Kharanaq
En landsby man formoder er mere end 1000 år gammel, som er beliggende et sted hvor der har boet mennesker i mere end 4000 år. Landsbyen er nu forladt men umiddelbart ved siden af bor mennesker, der dyrker jorden uden om byen. Det er usikkert hvornår byen blev forladt og byens moske fra begyndelsen af 1800-tallet benyttes stadig. Den rystende miraret fra 1600-tallet er blevet restaureret, men ellers er bygningerne i forfald. Det er meget interessant at se, hvordan familierne har levet i byen. Guiden fortalte, at datidens samfund boede her for at beskytte sig mod røvere. I de små gader kunne kun de selv finde rundt.

                                                                                    

Vi så også en hammam, som havde moderne installationer i form af vandrør, hvilket betyder, at den må være brugt i nyere tid. I udkanten af byen er der en række akvædukter, der så ud til stadig at blive brugt.

Et caravanserei  fra 1600-tallet er blevet restaureret, og bruges som kulturelt center. Vi fik serveret frokost her. En lun ret med brød til, som blev spist siddende på gulvet.

Vi startede den næste morgen med en guidet byrundtur. Turen var på 5 timer og da vi kunne få en guide for kun 50 kr. pr. person, så slog vi til. Hassan vidste rigtigt meget om byen og det var nogle interessante timer - eller faktisk næsten 5. Denne tur kan stærkt anbefales.

Vi startede ved "Alexander Prison". En skole fra 1400 tallet, kendt som Alexanders fængsel. I følge guiden blev stedet inden brugen til skole, brugt til at kaste fanger ned i et dybt hul, da Alexander den Store kort forinden havde invaderet Iran og slået mange tusinder ihjel brugte man derfor navnet Alexanders fængsel om det, der reelt var en dødsstraf. 

Turen gik rundt i de små, smalle gader.

Vi så de 12 imamers gravmonument. Navnet er misvisende, eftersom der ikke ligger nogen begravet her. Navnene på de 12 shiitiske imamer står på væggen, men ingen er altså begravet her. Vi gik en tur igennem bazaren, og til Amir Chakhmaq-complexet. En 3-etagers facade, som bruges i forbindelse med mindehøjtidelighederne over Iman Hossain. Det er en af de største såkaldte Hossenieher i Iran. Der er en god udsigt ud over byen. Vi gjorde et stop ved Hotel Malek-O Tojjar,  hvor vi fik te og smugkiggede på de flotte spisesale og et værelse.

Stedet var lukket for almindelige besøgende pga. renovering. Turen gik også forbi vandmuseet, som ligger i et gammel restaureret hus. Vi fik beskrevet historierne omkring, hvordan man før og nu skaffede vand til Iran og de iranske husholdninger og haver. Endelig så vi en qanat, som er der, hvor man i gamle dage hentede vand og bragte det med hjem.
Herefter var det hjem og hvile fødderne, inden vi selv gik ud i byen igen.

Næste morgen efter morgenmaden tog vi en taxa ud på busstationen. Det var fredag og byen var meget stille. På busstationen måtte vi spørge om hjælp for at finde billetkontoret og igen til at finde den rette perron og bus, da billetten absolut kun var på farsi.

ESFAHAN
Lettere forsinket, dvs. de obligatoriske 20 minutter, bakkede vi ud fra stationen og satte kursen mod Esfahan. 4½ time senere var vi fremme og tog en taxa til hotel Sahel, som vi havde udset os. Vi fik vist et værelse, men Kennet var ikke helt tilfreds. Han synes ikke om standarden, så vi satte næsen mod et par andre muligheder. Vi kom forbi Tourist Hotel på vejen og gik ind for at høre prisen. Den var lidt over vores budget og vi spurgte efter rabat, hvis vi blev der i 3 nætter. Desværre. Hmm, nå, vi tog det alligevel.

Vi gik ned i det Armenske kvarter for at se nærmere på Irans kirker. Vi havde ikke regnet med, at alt var lukket her, men sådan var det. Vi måtte derfor nøjes med at se katedralen udefra. I denne bydel lå de dyre mærkevarebutikker - men de var lukket :-)

Den armenske katedral i Esfahan

Hjem og hvile fødderne lidt og så ud og kigge på byen igen. Esfahan er fyldt med små fastfoodsteder, hvor man kan stille sulten, issteder og juiceforhandlere. Oveni kommer i tusindvis af butikker. Det er helt utroligt, så mange tøjbutikker én by har brug for.

Vi gik lidt rundt på byens hovedplads, Imam Square. Et fantastisk sted med lys, butikker, grønne områder og så udsigten til moskeerne. Wauw.

          

Næste morgen spændte vi gåbenene på, og tog den gåtur, som Lonely Planet beskriver. Den er på 7 km og her får man set en god del af den gamle bydel i Esfahan:

"Halvdelen af verden"-gåturen, bliver nedenstående kaldt.
Vi gik Igennem bazar-e bozorg og kiggede på alle boderne. Dele af bazaren er mere end 1000 år gammel, men det meste af det man ser i dag er bygget under Shah Abbas i det tidligere 16-hundredetal. Der er mest liv i bazaren om formiddagen. Vi kom forbi Nimurvand-madrassen, som er en koranskole. Herefter til fredagsmoskéen, som på iransk hedder Jameh-moskéen.  En samling af islamisk design, der spænder over 800 år. Den ældste del af moskéen er fra 1000-tallet, men meget af de gamle blev ødelagt af en ildebrand og genopbygget i 1121. Nogen af de flotteste detaljer er fra 1400-tallet, det drejer sig om de såkaldte "iwaner", som er sideportalerne i moskéen. Vi så også Taj Al-Molk-kuplen, som betragtes som den fineste murstenskuppel, der nogen sinde er blevet bygget, og som endda er mere end 900 år gammel.

Vi kom forbi fuglemarkedet, hvor der sælges alt fra ænder til høns og almindelige stuefugle. Der var også et par kaniner til salg. Herefter mausoleum af Harun Vilayet, som havde nogle flotte friskoer, lavet af en imams søn.

På den anden side af vejen ligger den 48 meter høje minaret, er bygget før moskéen, da man brugte den som "fyrtårn" så de handlende kunne finde vej.
Vi gik Igennem bazaren og ind i Sadr-madrassen. Igen en koranskole med en fin have. Vi gik ind af en sideindgang, og først efter noget tid gjorde en mand tegn til, at jeg ikke måtte være der. Vi gik skyndsomt ud, og kunne så godt se, at der ved hovedindgangen stod "ingen kvinder".

Så var det tid til te, som vi indtog med udsigt over Imam Square på tehuset "Qeysarieh-tehus". Her fik vi te og kage. Som de eneste sad vi ude i solen. Indrømmet det var ret varmt!

Imam Pladsen er 512 meter lang og 163 meter bred og er verdens næststørste. (den største er Den himmelske Fredsplads i Kina). Byggeriet blev påbegyndt i 1602, da Shah Abbas netop havde gjort Esfahan til landets hovedstad. Rundt om pladsen er fyldt med butikker. Det er selvfølgelig ret turistet, men flere af varerne er ok, og der er flere af butiksindehaverne der sidder og laver varerne, mens man kan kigge på.

 
Imampladsen om aftenen

Sheikh Lotfollah Moske. Bygget mellem 1602 og 1619 til ære for herskerens (Abbas) svigerfar. Moskéen er usædvanlig fordi den ingen minaret har, ingen indre gård og man skal op ad trapper for at komme ind. Det skyldes måske, at moskéen aldrig skulle bruges offentligt, men kun af de kvinder, der tilhørte shahens harem.

Herefter til Imam Moskéen, som er en af de flotteste i verden. Det tog 25 år at bygge den og byggeriet blev startet med indgangsportalen i 1611. Det tog 4 år bare at færdiggøre portalen. På to af siderne af moskéen er madrasser (koranskoler).

Til slut på turen så vi Ali Qapu-paladset, en 6-etagers bygning der dannede en imponerende indgang til de kongelige paladser, der lå bagved. Vi var oppe på terrassen, hvor man har en fin udsigt ud over pladsen. Musikrummet ligger øverste oppe og er det eneste rum med meget velholdte udskæringer.

På vejen hjem mødte vi Ali. Han kom trækkende med sin cykel, og hilste på. Han var en pensioneret skolelærer, og i gang med at få en forretning som guide op at stå. Han ville gerne være guide for os, og vi aftalte, at han skulle hente os næste dag og tage os med ud og se et par af de seværdigheder, som ikke lige kunne nås på gåben.

Næste morgen kom Ali til vores hotel i sin gamle BMV. Den havde et problem i 1 gear, der var ikke meget affjedring i sæderne, men skidt, han var en flink og rar mand, der vidste mange ting og gerne ville fortælle. Han tog os med til følgende:

Den rystende minaret (entre 5.000 Rial)
Der er et gravmonument på stedet, som er fra 13-hundredetallet, mens minareten er fra 16-hundretallet. En gang i timen går en mand op i den ene minaret og skubber, til den bevæger sig kraftigt. Dette sætter den anden minaret i svingninger. Det er imponerende at se, hvor meget en murstensminaret kan svaje, uden at knække.

Ateshkadeh-ye Esfahan (entre 2.000 Rial)
Stammer tilbage fra omkring år 400. Der er både et ildtempel og et fæstningsværk, men det er uklart hvornår de to ting præcist blev bygget. Det kræver lidt at komme op til toppen, men det er værd for den gode udsigt.

Martyrernes kirkegård
Vi stoppede ved martyrernes gravplads. Et sted, der ikke står i guidebogen, men som jeg synes var interessant. Her lå faldne soldater og militssoldater i lange rækker. De var alle faldet i krigen mellem Iran og Irak. Samtidig lå ofre for rakatangreb fra samme krig på en del af  gravpladsen. Her var primært kvinder, børn og gamle.

Ali ville gerne køre os noget mere, men vi ville gerne have eftermiddagen for os selv. Vi aftalte dog, at han skulle tage os til Kashan den næste dag.

Om eftermiddagen gik vi ned i det armenske kvarter igen (Jolfa) Denne gang var katedralen åben. Det var ret dyrt at komme ind (efter iranske forhold), og her kørte man også fortsat med dual-pricing, som efter hvad vi havde læst, var blevet forbudt - dvs. at turister betaler en del mere end iranerne for entreen. Entre 40.000 Rial (20 Dkr.) for turister og 30.000 Rial (15 Dkr) for iranere. Katedralen er bygget imellem 1606 og 1655 og har en del flotte malerier, der fortæller den kristne historie. Der er også et museum med forskellige armenske effekter.

Næste dag gik turen videre. Vi skulle ende dagen i Kashan, og havde jo hyret Ali til at køre os. Så kunne vi nemlig se de to små byer, Natanz og Abyaneh på vejen.
Afgang fra hotellet kl. 8.30. Det tog tid at komme ud af Esfahan. Morgentrafikken var heftig, men det lykkedes. I Natanz så vi Jameh Moskéen og Imamzadeh-ye Abd al-Samads grav. Disse to udgør tilsammen et vigtigt, tidlig-islamisk kompleks.

Herefter gik turen til Abyaneh, en lille søvnig landsby i 2235 meters højde. Luften var kølig heroppe og vi kunne sagtens forstå, at byen er populær om sommeren, hvor folk fra de lavereliggende byer flygter herop i "kulden".
Byen har flere frugthaver og lever bl.a. af at producere tørret frugt.

Byen har mange flotte mudderhuse, og byens kvinder går ikke i sort chador men i mere farvestrålende tøj - stort hvidt tørklæde med rosa blomster. Vi hilste på en ret pågående gammel dame, der gerne ville sælge tørret frugt. Vi købte nogle tørrede æbler, og kiggede lidt skeptisk på dem. De så underlige og krympede ud! Men, uhmm, de smagte godt, selv Kennet var imponeret os overrasket. .
Vi gik rundt og så byen og dens moske og herefter lavede Ali te til os på sit medbragte gasblus.

På turen mod Kashan så vi det berømte A-kraftværk. I miles omkreds stod "ingen Parkering", "ingen fotografering" osv. Vi suste forbi, men så alle vagttårnene og antiluftskyts, der var placeret rundt om. 

KASHAN

Ali ville køre os hen på byens traditionelle hotel. Vi var bekymrede for, om det ikke var for dyrt for os, men han sagde, at vi kunne handle lidt om prisen. Vi skulle blive i 2 nætter. Da vi fandt det viste det sig, at de kun havde værelser med delte faciliteter pga. en turgruppe, der skulle komme næste dag. Det var også ok, men prisen var i overkanten. 40 US med delt bad og toilet - det synes vi var dyrt. Ali snakkede og snakkede og receptionisten ringede og talte med chefen, og vi fik værelset for 300.000 Rial, hvilket ca. svarer til 30 US (150 Dkr.), og så var vi tilfredse.

Vi måtte skifte værelse efter den første nat, da det første var lejet ud.
Værelse 2 lå på 1. sal, og ad en spændende! trappe - men charme,
det havde stedet helt bestemt.

Vi gik ud og kiggede lidt på byen. Der var helt klart langt mindre turister her end i Esfahan, og butikker og bazaren var indrettet til de lokale. Det var også svært at finde en god restaurant med mad, der kunne interessere vores ganer.

Agha Bozorg Moske og Madras
På den anden side af gaden, ligger et moske kompleks. Det er bygget i 18. hundrede tallet, og den klart den flotteste i byen. Der er tre etager, men man må ikke besøge den nederste, da der åbenbart bor folk der. "Stueetagen" er der, hvor bederum og gårdsplads ligger. Som så mange andre steder i Iran, er der en flot Mihrab. Det særlige ved denne moske er de meget høje vindtårne, der står i hvert sit hjørne. Der er en meget flot minaret, og en gammel trædør, med lige så mange "nitter", som der er vers i koranen.  

Khan-e Ameriha
Det ældste af byens restaurerede huse. Der er allerede brugt mere end 15 mill. kroner på restaureringen, og mens vi gik rundt i de flotte rum og kiggede på detaljer drømte vi om at lave sådan et hus om til hotel. Wauw.,

Hammam-E Sultan Mir Ahmed
Et flot eksempel på et iransk badehus, som er bygget for omkring 450 år siden. Det er istandsat for nylig og fremstår i flot stand.
En iransk pigeskole var også på tur i Hammamen, så der var en del larm.

Fin Garden.
Vi synes ikke at opleve meget kønsadskillelse, men et sted, hvor det dog foregår, er i bybusserne. Kvinderne sidder bagerst og mændene forrest. Det så alligevel for underligt ud, så det måtte vi prøve. Vi ville tage bussen ud til Fin Gardens. Vi ventede pænt på bussen og da den kom, gik Kennet op foran for at gå ind. Jeg gik til bagdøren, men den var lukket. En kvinde smilede og trak i mig – jeg skulle med ned i den næste bus. Næhh, det havde jeg umiddelbart ikke lyst til, for Kennet sad jo i den første bus, og havde alle pengene, og vidste, hvor vi skulle hen. Buschaufføren åbnede bagdøren og jeg smuttede ind, og kiggede lige ind i 25 sæt stirrende mandeøjne. Ups, dette her var vidst en mandebus! Vi fik forklaret, at der var sat ekstrabusser ind pga. travlhed, så der kørte én mandebus og én kvindebus. Jeg fik lov til at køre med mændene. Ved et stoppested stod en chadorklædt iransk kvinde, som forsøgte at komme ind ad bagdøren på vores bus. Resultatet var, at chaufføren lukkede døren lige i hovedet af hende – denne bus var KUN for mænd og så en bleg turist af intetkøn. Som sagt går kvinder og mænd ind ad hver sin dør, og jeg kunne konstatere, at når mændene forlod bussen gik de forbi chaufføren og afleverede deres billet som betaling. Kvinderne gik ud af bagdøren, hen langs bussen og stak billetten ind til buschaufføren af fordøren, men uden at gå ind. Det var dog alligevel det værste jeg endnu har set. På turen hjem, hvor der kun var én bus, nemlig en fællesbus, gik jeg målbevidst ud ad fordøren sammen med mændene og afleverede min billet. Det var mit eget lille oprør på kvindernes vegne. Det hjalp såmænd nok ikke noget, men man må jo gøre, hvad man kan.

Fin Gardens var i øvrigt en fin have med vand, planter og bænke.


 

Næste morgen forlod vi hotellet kvart over 8 og tog en taxa ud til busstationen. Vi gik ind for at købe billet. Der gik en bus "lige nu" fik vi at vide - hvor heldig må man være? 3 timer senere var vi på busstationen i Syd-Teheran. Mange ville gerne tilbyde os en taxatur, men vi spurgte efter metrostationen ,og selv om det må siges at være en konkurrent, så viste alle gerne vej.
 

TEHERAN

En lille metrotur og så var vi ved det hotel, vi ville tjekke ud først - Hotel Safir. På deres hjemmeside stod 60 US, og jeg håbede, at vi måske kunne få det lidt billigere.
De havde værelser, men de kostede 80 US fik vi at vide. Deres hjemmeside var ikke lige opdateret. Øv, snydt. Vi fik det for 70 US, men synes stadig, at det er noget snyd. Om priserne var rigtige, eller om de også kørte med dual-pricing vides ikke.

Vi pakkede rygsækken og tog ud i byen. Først med metroen til Khomenis Mausoleum. Området var stort, og det virkede som om stedet var et meget populært sted at holde picknik for iranerne. Der var også en del butikker, der solgte legetøj, is og mad.
selv Mausoleet var i en bygning, der lignede en lagerhal, men det siges, at Khomeni ønskede, at hans begravelsessted skulle være et sted, hvor folk kom for at slappe af - lyder lidt underligt, når man nu ved, hvilken type mand han var, men hva´, han havde måske også en blød side.

Rummet var stort med mange bedede og i det ene hjørne var en lukket boks. Her smed iranerne penge ind som et udtryk for "held og lykke".

Martyrernes begravelsesplads.
Vi tog metroen et stop ind mod byen og herefter på gåben for at se Teherans udgave af Martyrernes begravelsesplads. Den var ikke så nem at finde, men det lykkedes efter at have spurgt om vej et par gange. På begravelsespladsen ligger ikke kun døde fra Iran-Irak krigen, men stedet bruges også som almindelig gravplads. Der var hektisk aktivitet den dag vi var der. Måske fordi det var en muslimsk helligdag, og folk havde tid til udflugt.

Om aftenen gik vi en lang tur og kiggede butikker. Godt nok var mange af dem lukkede pga. helligdagen, men derfor kan man godt kigge. På et tidspunkt skal vi krydse en trafikeret vej og i stedet for at risikere liv og lemmer tog vi en gangbro, hvor man går op og over vejen og ned igen. Da vi kom op kunne vi se to mænd. Den ene var i gang med at stikke sig. Narkomaner - der kan man bare se - de er alle steder. De gjorde nu ikke os noget, men det var ubehageligt at se. Senere på aftenen så vi nogle hjemløse ligge og sove på pap i nærheden af vores hotel.
 

Bazaren
Bazaren har været brugt i over 1000 år. Handlende har bevæget sig rundt i de mange gange og handlet. Det meste af det man ser i dag er dog max. 200 år gammelt. Bazaren strækker sig over mere end 10 km. overdækkede gange med butikker. Der sælges alt. Tæpper, smykker, tøj, husgeråd, tørret frugt, krydderier ... alt.  Man er sikker på at blive væk, og risikoen for at blive "kørt ned" af en motorcykel eller en transport af varer. Det er spændende at gå rundt i området og "blive væk".

 

Det var svært at læse kortet, men vi forsøgte at finde hovedindgangen, hvorfra det skulle være nemt af finde Khomeini Moske. Vi fandt da også hurtigt en moske, men det var ikke den rigtige. Den var frygtelig "kitsch", og der var glas og spejle overalt, men der var masser af folk. I modsætning til de fleste moskeer vi så, var denne klart kønsadskilt. Ikke kun ved indgangen, men også inde i selve moskeen. Vi gik ind i hver vores side, og kunne ikke se hinanden inde i moskeen. Kennet fik tilbudt lun mad - en form for bønnemos. Pernille fik måske også tilbudt mad, men der var lidt sprog-vanskeligheder. Jeg troede, at de skældte mig ud over min påklædning, men efterfølgende tror jeg faktisk bare, at de ville være venlige. Kennets mad var ok, og der var rigeligt med te og sukker til at skylle maden ned med.

Imam moskeen
Senere på turen faldt vi tilfældigvis over den "rigtige" moske. Langt større og lidt mere smagfuld end den forrige. Den er fra det 18. århundrede, men er ikke specielt smuk. Teheran har faktisk ingen rigtig bemærkelsesværdige moskeer. Imam moskeen er også mere praktisk end smuk, og en god mulighed for at se og opleve en fungerende moske. Den ligger mellem to store gader i bazaaren, og blev brugt som gennemgangs vej. Vi mødte en ung fyr, der viste os lidt rundt, og som fortalte lidt om Iran og  balladen i forbindelse med valget, hvor han også havde fået et nydeligt ar på næsen, efter sammenstød med en af militsgrupperne.

Sa´d Abad Museums Complex
Først med metroen, så langt nordpå vi kunne komme. Herefter med en delt taxa til Tajrish Square og de resterende 1½-2 km. på gåben. Det var lidt svært at finde vej, men med hjælp fra et par venlige iranere lykkedes det.

Området er meget stort med mange forskellige museer og bygninger. Der kører minibusser og minitog rundt i området, som kan tages. Det er dog også muligt at få rørt benene og gå rundt. Senest blev stedet brugt af Shaen (kongen) af Iran.

Ved indgangen skal man købe billet til hver enkelt bygning. Vi valgte at se:

White palace
Bygget omkring 1930 som et sommerpalads for Shaen. Der var rigtig meget "plys" og rokokko over stedet. Indretningen lignede mere noget fra 1780 end fra 1930. Det siges også, at Shaen var meget inspireret af sine besøg hos kongerne i Europa.

Green Palace
Ligger højt, med en flot udsigt over byen. Bygget omkring 1870, og hjemsted for den sidste Qajar shah, inden Pahlavi dynastiet tog over. Her er en overdreven brug af glas og spejle, og i det hele taget "for meget", på samme måde som White Palace, men her er det selve bygningen, der er "overdrevet", og ikke kun møblerne.

Museum of Fine art.
Ikke fordi vi interesserer os så meget for fin kunst, men forbi bygningen skulle være noget specielt. Jeg synes, at de fleste af bygningerne i området var rigtigt flotte, så om denne her var bedre, tja? Vi kiggede lidt på kunst, men blev enige om, at det havde vi vidst ikke forstand på. Dog kunne vi se og konstatere, at museet havde en Dali hængende!


Uden for museet stod resterne af statuen
af den sidste Shah.

Vi gik herefter en rigtig lang tur. Det var heldigvis fra nord mod syd - dvs. nedad, men vi fik gået mange kilometer. Vi kom i tanke om, at vi da ikke havde fået vekslet penge, og tog metroen ned til det kvarter, hvor vekselbutikkerne skulle ligge. Kl. var næsten 21, så det var spændende, om de var åbne. I morgen var fredag, så der var de nok også lukkede! og vi var ved at løbe tør for penge.
Heldigvis fandt vi en smykkebutik, der også var vekselbutik og fik vekslet penge, så vi kunne "overleve" de sidste par dage.

Sidste dag i Iran. Vi skulle heldigvis først tjekke ud kl. 14, så vi tog ned os så et par seværdigheder, nemlig:

Golestan Palace
Ligger i midten af Teheran. Der er forskellige udstillinger/bygninger, og billet til hver enkelt købes ved indgangen.
Først så vi "Spejlhallen", hvor man desværre ikke måtte tage billeder. Der var glas og spejle overalt - et fantastisk syn. Billeder kan ses på paladsets hjemmeside.

Dernæst så vi Emarat-e baghir, som er en bygning kendetegnet ved 4 høje vindtårne. Fra toppen er der åbenbart en flot udsigt, men det var kun stuenetagen der var åben, og dermed fik man ikke rigtigt indtryk af bygningen.
 

Sarkis Katedralen - Den armenske katedral
Der var fri adgang. Da vi kom var en gudstjeneste i gang. Det viste sig at være en højtidelighed fordi et medlem af menigheden var død 40 dage forinden. Der var fin korsang og røgelsen blev svunget ud til højre og venstre.
Kennet fik en lille snak med en armensk mand omkring besværlighederne ved at være kristen i Iran.

Herefter tog vi tilbage til hotellet, tog et bad og pakkede. Bagagen blev opbevaret i receptionen indtil i aften.
Herefter gik vi ud i byen igen.

Glas og keramikmuseet
Et fint lille museum, som vi kom lige forbi. Der er udstillet glas i forskellige afskygninger og lidt keramik. Vi har ikke så meget forstand på den slags, men effekterne var smagfuldt udstillet og stedet udgjorde et fint stop.

Nationalmuseet
Nok det mindste nationalmuseum, vi nogen sinde har set. Der var kun én etage, og særlig stor var den ikke. Effekterne fra Persepolis var ok interessante at se, når man nu havde været der, men ellers må det siges at være en skuffelse i forhold til andre nationalmuseer rundt om i verden.

Park-E Laleh
Vi sluttede dagen af i parken, hvor vi fra en bænk så på iranerne og deres liv. 

Så var der ikke flere attraktioner tilbage i Teheran, som vi gerne ville se. Vi synes også, at vi havde gjort det godt. Vi fandt en restaurant og fik aftensmad og gik herefter tilbage til hotellet, hvor vi slog os ned i receptionen. Kl. var omkring 20, så der var lang tid til afgang 03.35. Heldigvis havde hotellet trådløst internet, så kunne vi da surfe lidt.
Receptionisten lød oprigtigt bekymret, da vi sagde, at vi ville praje en taxa på gaden til at køre os til lufthavnen. Han fik os overbevist om, at han skulle tilkalde en, selv om vi så måtte hoste op med 200.000 Rial (100 Dkr.), og ham der kørte os var en af hans venner, som arbejdede i receptionen på et andet hotel.
Chaufføren var endnu et eksempel på en iraner, der var godt og grundigt træt af styret. Han var træt af, at han ikke kunne gøre og tænke, som han ville. Da vi sagde, at det måtte man jo ændre, så rystede han bare på hovedet. "Ikke muligt" sagde han. Hvor nedslående at høre så mange mennesker være utilfredse men ikke have modet og troen på, at det kan lykkes. Hvis ikke det er til stede, sker der i hvert tilfælde aldrig noget. Om man kan gøre noget fra vesten og hvad, det må man overveje, men vi er enige om, at den menige iraner ikke synes, at livet er fedt.

Vi var i lufthavnen kl. 23 og kom igennem det første security uden problemer. De tjekkede ikke specielt godt. Så sad vi en times tid og ventede på at tjek-in skullle åbne.

I lufthavnen hang to skilte "hijab og tilsløring holder kvinder sunde og rene" og "hijab styrker forholdet og udvikler intimitet i familien". Hmm, efter 14 dage i hijab vil jeg bare sige, at det primært giver dårlig frisure og armsved!

Vi kom Igennem paskontrol og sikkerhedskontrol og så ud i flyveren. Afgang. God tid i Istanbul til at skifte fly og landing i Hamborg til tiden. Bagagen kom hurtigt, vi fandt bilen og kom ud af lufthavnen inden for 1 time efter landing. Der var desværre noget kø mellem Hamborg og Flensborg, så turen tog 1 mere end planlagt, men skidt. Vi gjorde stop ved Otto Duborg og købte ind og kørte herefter hjem til Randers. Vi kørte direkte ned til Pernilles forældre og fik en kop dansk kaffe og fortalte lidt om turen. Herefter hjem og i gang med udpakning og vasketøj. Selv om vi ikke havde sovet i 1½ døgn var vi overraskende friske - altså lige indtil omkring kl. 22.30, hvor Pernille gik død og sengen kaldte. Vi sov rigtig godt indtil kl. 9 næste morgen - skønt.

En dejlig ferie var slut. Vi var enige om, at Iran var et meget nemmere og mere behageligt rejseland, end vi havde regnet med. Det er klart, at Iran er et diktatur og at befolkningen er undertrykte og drømmer om noget andet, men, rejseoplevelsen er fantastisk, og som turist bliver man fantastisk behandlet. Vi skal helt sikkert til Iran igen.