Vietnam 2012

Skønne mennesker i Vietnam

2.3.2012
Det gik overraskende nemt at komme ud af Cambodja og ind i Vietnam. Alle pas blev samlet i en stor bunke og så blev vi kaldt frem for at hente dem. Det lød ret sjovt, da den vietnamesiske co-driver råbte vores navne op :-)  Bagagen blev scannet og så var vi i Vietnam. Ikke noget med at udfylde en masse formularer eller andet, de skulle bare have vores visum-penge.

Hele vejen ind i Ho Chi Mihn City kiggede vi kort for at finde ud af, hvor vi var. Da bussen standsede fandt vi ud af, at vi faktisk kun var 5 minutters gang fra det hotel, som jeg havde booket. Hvor heldigt var det?

Vi fik et værelse på 4. etage og stedet havde ingen elevator. Puha, det var varmt. A/C på værelset var alt for lille til det store værelse, og det var ret hedt her oppe under loftet. Men der var PC på værelset og også en kogekedel, så det var ikke så ringe. Vi gik ud i byen for at få noget luft og for at kigge på det nye land. Her var masser af turister og dermed masser af restauranter og butikker. Ret hyggeligt, når mørket faldt på. 

Da vi kom hjem igen var værelset steg-hedt. A/C´en slog fra, når vi tog nøglekortet og da den som sagt ikke var dimensioneret til værelsets størrelse, så var der fortsat varmt efter et par timer.
Receptionen sendte en op for at reparere A/C´en. Vi forsøgte at forklare ham, at vi sådan set ikke mente, at den var i stykker - den var bare for lille! Han forstod ingenting - "den virker - det kommer lige om lidt" sagde han. Men ak nej. Vi fik en vifte til i det mindste at give lidt luft.

3.3.2012
Dagen startede med dejlig morgenmad. Vi kunne vælge, hvad vi ville fra menukortet og lige så meget, som vi havde lyst til. Vi kunne se, at mange gæster fra de andre hoteller kom til vores, for at spise morgenmad, så den var nok god!

Som sædvanligt tog vi en gåtur med udgangspunkt i Lonely Planet. Alle havde sagt, at trafikken var vanvittig her i Vietnam, men vi synes ikke, at det var så galt. De fleste steder var det nemt at kommer over vejen, så længe man husker, at de ikke holder tilbage for rødt. Jeg tror, at vi havde været af sted så længe, at intet længere overraskede os.

Turen tog udgangspunkt i "Det gamle Saigon", dvs. navnet på byen fra før Vietnamkrigen. Turen startede i en  park og gik forbi et marked og det obligatoriske klokketårn. Markedet lignede lidt en blanding af Hjallerup marked og et "brugt-tøj-marked". Derfra gik turen forbi kunstmuseet og en række antikvitetsforretninger. Derfra forlod vi turens egentlige tema og kom til en række morderne højhuse. Der er ingen tvivl om, at Vietnam er et land på vej frem.

Turen gik forbi en række berømte hoteller,  bla. the Continental, der var hjemsted for journalisterne under Vietnam krigen. Vi kom også forbi "Folkets Hal", hvor man  holder store partikongresser, men som vi kun kunne se ude fra. I det hele taget var der mange flotte bygninger på turen, og vi sluttede også af med to fine eksempler, nemlig Notre Dame (Vor Frue) Katedralen og det meget imponerende postkontor. Vi sluttede af med et kig på en mærkelig  beton sø, med en række skildpadde monumenter. Til sidst sluttede vi den varme tur af med en kold øl på hotel Shri, med dets imponerende udsigt over byen. Vi ville gerne have siddet udenfor, men til dels var dele af terrassen afspærret, da de var ved at pudse vinduer, til dels skinnede solen hårdt ned, og det var ekstremt varmt.

Vi manglede efterhånden nogle kontanter. Mange steder kunne man betale med kort, men der var høje gebyrer på. Vi gik fra ATM til ATM, men mange steder kunne man kun hæve, hvad der svarer til 500-800 kr. og der var gebyr både til den vietnamesiske bank og til den danske. Da det var weekend, var gebyrerne om end endnu højere. Til sidst hævede vi bare. Vi skulle jo bruge penge. 

Posthuset - hæveautomatboksene

Vi havde besluttet, at det var tid at sende lidt af vores ting hjem. Vi havde noget tøj, som vi ikke brugte, og nogle souvenirs, vi havde købt. Vi havde fået at vide i Cambodja, at det ville være billigere at sende fra Vietnam. Vi gik på posthuset. Her var et leben, nok fordi posthuset i sig selv var en attraktion. Et smukt gammelt lokale, med små træbokse, hvor der var telefoner og andre med ATM´s. Vi fik opgivet prisen på at sende pakken med båd. Det var ok. Efterfølgende fik vi at vide, at det kunne tage 4-6 måneder, før pakken nåede frem. Det havde vi ikke tålmodighed til at vente på, så vi måtte bide i det sure æble og betale for luftpost, hvilket var over dobbelt så dyrt. Vi fik pakket tingene ned, og udfyldt en masse papirer. Så betalte vi, og så røg pakken over i en stor bunke. Spændende, om den ville nå frem til Danmark. Men de skal dog have ros på posthuset. Der var hjælp til pakning og det virkede som om de faktisk interesserede sig for, om tingene var pakket ordentligt.  

Så gik vi ud for at spise. Vi fandt en lille indisk restaurant væk fra hovedgaden, hvor vi spiste 2 retter og drak øl og sodavand for 80 kroner. Fantastisk billigt. Da vi kom hjem havde vi fået en "nøgle" fra den rare dame i receptionen til at sætte i A/C´en så den ikke slukkede når vi gik. Det gjorde, at værelset var dejligt koldt. Stor ros til manageren.

Det højeste hus i Ho Chi Mihn City

Dejligt nedkølet gik vi ned til busselskabet og købe en busbillet til Dalat.

4.3.2012
Igen dejlig morgenmad og afslapning, mens vi kiggede på folk, der gik forbi. Vi faldt i snak med en dame fra New Zealand, der var taget til Vietnam for at få lavet en omfattende tandoperation. Hun lød veltilpas med såvel pris som service, men vi synes nu det lød lidt risikabelt.

I dag ville vi høre om "Den Amerikanske Krig". Det betød et besøg på paladset, hvor den amerikaner-venlige præsident boede. I dag er stedet et museum, hvor man kun kan komme rundt via en officiel tur. Det går meget stærkt, de engelske sprogkundskaber hos guiderne er noget spartanske, og ærbødigheden for det nuværende styre grænseløst (hvilket i øvrigt er meget morsomt at opleve på sidelinien). Ho Chi Mihn bliver i øvrigt konsekvent kaldt "onkel Ho", hvilket vi syntes var så morsomt.  Stedet og turen er et absolut must, på trods af sprogbarriererne. Der er flere museer i byen, herunder et "krigsmuseum", der fokuserer meget på krigen mod USA, men også.uafhængighedskrigen mod Frankrig.

Efter så meget historie var det tid til at kigge lidt på landets varer. Vi fandt et par indkøbscentre og osede lidt rundt. 

Vi var tilbage på værelset omkring kl. 15 og så stod den på afslapning i vores dejlige og kølige værelse.

5.3.2012
Vi skulle egentlig videre med tog, men tiderne passede ikke, og vi risikerede at komme frem midt om natten. I den nye Lonely Planet roste de i høje toner Cat Tien National Park. Vi fik efter noget besvær fat i nationalparken via mail og telefon, og bestilte et værelse for én enkelt nat, samt en tur ud at se gibbonaber.

Båden ud til Cat Tien

Vi bestilte vores busbillet på et bureau. Underligt nok skal man, i hvert tilfælde, hvis man er turist, i Vietnam betale for hele busturen også selv om man står af undervejs. Vi skulle af undervejs, og hold da op, hvor var det svært at få forklaret, hvor vi skulle af. Vi havde fået at vide, at bussen ville køre lige uden for bureauets dør. Det lød for godt til at være sandt, men hvad pokker. Det viste sig så også, at det ikke var korrekt, så vi gik 800 meter ned til kontoret, for at gå 700 meter tilbage til en lille busstation. Naturligvis var det pga. helt særlige omstændigheder, at vi skulle gå, forklarede guiden.... men det er det jo altid, hmm. Vi blev sat af undervejs, og var meget spændte på, om den lovede taxa ville være der, og om prisen holdt. Men sørme jo. Der var en taxabutik - som viste sig at være én taxa, men vi skulle jo heller ikke bruge mere. Taxachaufføren havde desværre forlagt sin nøgle og vi måtte vente en times tid på at en ny blev fremskaffet - men skidt - vi var jo på ferie og vi fik en cola mens vi ventede. Vi blev kørt ned til en lille flod, hvor vi tog en båd over til nationalparken. Her fandt vi ud af, at den tur vi bestilte, gik over to dage. Det havde vi ikke tid til, så vi tog 2. dagens program med det samme. Lige efter vi kom, kl. 14., sejlede vi til en lille ø, hvor de havde forskellige aber som var reddet fra fangenskab. Meningen var, at de skulle ud i naturen igen, men det er åbenbart ikke så nemt at få aberne rehabiliteret. En meget entusiastisk guide fra England viste os rundt og fortalte om aberne.

 
Gibbon aber - rehabilitering

Da vi kom tilbage fik vi nøglen til vores værelse. Stedet hed "Cat Tien National Park Bungalows". Det lød jo vældig fint, men vi havde læst meget slemt om stedet, og det var i store træk korrekt. Der var A/C, hvilket var luksus og rummet var stort. Men .... sengene havde næsten ingen madras, døren var utæt, der var tomt og ikke så rent og badeværelset var konstant oversvømmet, da aftræksledningen fra A/C endte her. Meget underligt sted - specielt fordi, det bestemt ikke var billigt.

Vi skruede gåbenene på og gik hen til et lidt finere resort, som lå et par km. fra vores hotel. Her var simpelt men noget finere end hos os. Vi fik en øl og en vand mens vi nød udsigten.

Herefter gik turen hjem i skarpt trav, for vi skulle have informationsmøde med guiden, som næste morgen skulle tage os med ud og se gibbonaber. Det viste sig, at der kun var os den pågældende dag og så lige en frivillig fra centret, som også skulle med.

Nationalparken har to restauranter. Ingen af deres spisekort var særligt interessante, og det lykkedes heller ikke køkkenet at lave det, som vi havde bestilt, men mætte blev vi da, og på værelset havde vi selvfølgelig chips og kiks. I restauranten havde de lokale og et par guider et drikkegilde, og da de gik over til karaoke forlod vi stedet, og gik over til vores meget spartanske værelse, hvor lyset heldigvis virkede, så vi da kunne læse en bog :-)
Det virker i øvrigt som om vietnameserne drikker en del - og når de bliver fulde så gambler og synger de. Umiddelbart ikke så sympatisk.

6.3.2012
Vi stod ekstremt tidligt op, for vi skulle ud og se gibbonaber. Guiden havde arrangeret lidt morgenmad - frugt, yoghurt og kop-nudels (kl. 4 om morgenen !!) og herefter gik vi ud i mørket. Vi var blevet lovet, at vi skulle ligge i hængekøjer, og lytte til skovens lyde, mens en hunter skulle finde aberne, men vi endte med at sidde på skovbunden i 1 time og vente. Vi hørte gibbonaberne, og pludselig skulle vi løbe. Det gjorde vi ca. 20 minutter. Kennet nåede at se én enkelt abe, inden de forsvandt. Vi sad nu igen på skovbunden i 1 time, inden vi gav op. Der var ingen aber, som ville ses af os. På vej tilbage til parken, kom vi forbi en indhegning med månebjørne. De var meget søde, og så fik vi da set nogle dyr. Alt i alt en meget skuffende morgen, vi ikke vil anbefale. Det virkede ikke som om de ansatte gik 100% ind på at give turisterne det, som vi havde betalt for. Det skal også siges, at selv om man er heldige at aberne er der, så sidder de i 20 meters højde, og udsigten til dem vil være begrænset.

    
Bjørne i Cat Tien

Turen var slut. Vi fik lidt morgenmad, da vi kom tilbage, men det var så ringe, at vi ikke engang vil skive om det :-) Vi tjekkede ud fra vores værelse, og tog en taxa tilbage til landsbyen. Her stod vi ved vejen og ventede på, at der kom en bus, der kørte til Dalat.
Når man skal - så skal man, og det måtte Kennet sande undervejs. Heldigvis kunne buschaufføren godt se, at han mente det, og stoppede ved en tankstation hvor Kennet løb ind og lånte toilettet. Alle bussens passagerer, og det var mange, sad måbende og fulgte den blege turist, der ilede ind på wc. Heldigvis gik alting godt :-) og vi ankom til Dalat uden yderligere problemer.

Vi tog en taxa op til vores hotel. Ejeren havde to hoteller i byen og vi havde kun kunnet booke på det, som lå længst væk fra byen, dog med den klausul, at vi ville blive flyttet, hvis der var plads på det andet.
Da vi ankom blev vi mødt af den venlige ejer, som sagde, at der var blevet plads på det andet hotel. Vi skulle blot lade vores bagage stå og så selv gå 500 m. ned ad gaden. Her fik vi vores værelse, ikke så stort, men rent og ud til gården, hvor der var stille. Dejligt. Den kvindelige ejer var munter og talte rigtigt godt engelsk. Hendes mand var noget mere afdæmpet men stadig serviceminded og flink. De passede deres barnebarn i hverdagene og hun var den sødeste lille pige. Hun sad i receptionen o så engelske tegnefilm - det var godt for hendes sprogkundskaber, sagde hendes bedstemor, hvilket vi kun kunne give hende ret i. En dag kiggede pigen på Kennet og sagde, at hun synes han lignede Store Stygge Ulv :-)  Ikke så venligt, men det kom lige fra hjertet :-)

Vores "receptionist" *s

Dalat ligger i bjergene, noget højere end Nationalparken og Ho Chi Mihn. Derfor var luften dejlig frisk og temperaturen slet ikke så høj. Dejligt.
 

7.3.2012
Morgenmaden blev indtaget ved et stort bord, som desværre lå i kælderen uden naturligt lys. Havde omgivelserne været bedre havde alt det lækre frugt smagt omend endnu bedre - for lækker, det var den!.

Vi gik en tur rundt om byens sø - en gåtur på ca. 7 km - og så byens "flower garden".

 
                                                      Den botaniske have

Lidt nedslidt men et ok sted at slappe af. Der havde været en stor blomsterfestival nogle uger forinden, og resterne stod fortsat tilbage (fx. bamsen). Vi stoppede også ved Bao Dai´s Sommerpalads. Bygget i 1933 og ikke ændret meget siden, hvorfor en tur rundt her sætter dig tilbage til "noget der var engang".

Sommerresidensen

Dalat langs søen

Der er meget at se i området, men vi blev i byen, hvor vi besøgte den lokale fine togstation. Kennet har jo noget med tog - så selvfølgelig skulle vi det. Forskellige gamle veterantog blev vist frem og man kunne også tage en køretur til den nærliggende Trai Mat (8 km. derfra), men turens pris var noget pebret, så det var et af stederne, hvor vi sparede. 

 

Hvis vi kommer tilbage til Dalat engang i fremtiden vil vi klart hyre en motorcykel og komme ud fra byen og se noget af landskabet.

Dalat by

Om aftenen besøgte vi byens natmarked, og en butik der solgte lokale produkter. Specielt deres bær-slik var virkelig lækkert. Vi blev lidt "afhængige" at dette slik og holdt desperat øje i alle andre byer i Vietnam, men vi fandt det ikke igen. Kennet spiste også kød på pind, pandekager med fyld og meget andet godt. Byen livede op når det blev mørkt, og sikken et leben.

Mad på gaden

Dalat kan helt sikkert anbefales!

8.3.2012
Vi brugte dagen i byen med afslapning og ikke mindst lækre smoothies og friskpressede juice på en restaurant med udsigt over søen.

 
Lækre drinks

Vi var også inde at se Hang Nga Crazy House. En slags hotel, og så alligevel ikke. Det er en bygning der minder lidt om et kunstværk, med mange krinkelkroge. Det er muligt at bo der, og det skal helt sikkert prøves, hvis vi kommer forbi igen. Opførelse blev påbegyndt i 1990, men da vi var der, blev der  stadig bygget på projektet. Det var en oplevelse bare at gå rundt, kigge og blive væk. De værelser, som ikke var lejet ud kunne man kigge ind i. De var alle unikt indrettet.  Guidebogen beskriver det som "Alice i eventyrland", og det er nok ikke helt forkert. Kan varmt anbefales.

Om eftermiddagen tog vi en lufthavnsbus til lufthavnen. Vores søde vært havde sørget for, at den kom forbi hotellet og hentede os. Herefter med fly til Danang. I bussen mødte vi Kristina og Ronnie fra Aarhus. Vi havde nogle hyggelige timer sammen i lufthavnen mens vi ventede på afgang. En kort flyvetur senere, i en halvtom flyver, og så var vi i Danang. Vi ankom sent om aftenen, hvorfor vi på forhånd havde bestilt en taxa via det forudbestilte hotel, til at køre os til Hoi Ann. Vi havde kigget lidt på, om man kunne tage en bus (og spare nogle penge), men heldigvis var vi gået væk fra den ide igen, for der var ingen bus.

I Hoi Ann havde vi bestilt et billigt hotel men med supergode anmeldelser på Tripadvisor. Det kunne man godt blive lidt skeptisk over, men det var der bestemt ingen grund til. På servicesiden, var dette nok det bedste hotel på hele vores tur. Vi fik vores værelse - ikke så stort men meget rent og med ok badeværelse. Eneste minus var, at det lå med indgang ud til receptionsområdet. Receptionister forsikrede os dog om, at der ikke var larm - og hun havde ret.

Uden for nabohuset til hotellet hang et skilt med info om, at her kunne man leje scooter og cykler, tage fotokopier men også få vasket tøj. Fin forretnings-ide - "vi kan alt". Det var en fair pris for vask, og damen fik en stor bærepose med vores beskidte tøj.

9.3.2012
Efter en god morgenmad, med frit valg på alle hylder fra deres spisekort, gik vi ned og så den gamle by. Byen siges at være en af Vietnams kønneste med sine små gader og meget velholdte huse. Selvfølgelig betyder det også en masse turister, men ignorer det, og nyd byen. Det var vældigt populært at leje cykler og komme rundt i byen på den måde. Midtbyen var dog så lille, at vi synes gåbenene var fine. 
I Hoi Ann køber man et hæfte med kuponer, og hver gang man besøger et tempel el. lign., afleverede man en kupon. Det første vi så, var "den overdækkede japanske bro" som byen er kendt for. Første gang bygget helt tilbage i 1590 men stadig solid og imponerende. Så man turist-agtig ud, krævede de en billet, men gik man blot igennem og så ud som om, at her havde man været før, så slap man.

Vi så en del gamle bygninger, hvor folk stadig bor. Alle steder er der en slags elevator (manuel) til loftet, hvor man flytter alle møbler op, når floden går over sine bredder, hvilket sker jævnligt. Der har været mange etniske grupper her, og alle huse har således både vietnamesiske, japanske og kinesiske kendetegn. Der var også en slags forsamlingshuse, hvor forskellige etniske grupper i gamle dage mødtes. I dag virkede det mest som bedesteder.

Byen var kendt for alle sine skræddere, og man sagde, at skulle man have syet tøj i Vietnam, så var det her stedet. Vi havde dog ikke de store planer om det - og der var bestemt heller ikke plads i rygsækken - men jeg forelskede mig i en flot rød efterårsjakke, og da jeg fandt ud af, at sådan en kunne man få syet til under 150 kr., så slog jeg til. Jeg blev målt op, valgt stof og knapper, og vi fik at vide, at den kunne jeg hente næste dag. Fantastisk.

Hver gang, vi kom tilbage til hotellet, stod personalet klar med juice, kager, slik eller frugt. Det var helt pinligt til sidst, for vi mente, at vi måtte have spist og drukket for mere end vi betalte for opholdet - men lækkert, det var det. 

Vi mødte efterfølgende også Kristina og Ronnie. De havde bestilt "den helt store pakke" med jakkesæt, kjoler osv. De sagde, at priserne var særdeles rimelige, og at man kunne få stof, snit mv. helt som ønsket.

10.3.2012
I dag gik vi lidt uden for byen, hvor vi så en flot pagode, Chuc Tran Pagoda. Pagoden er tilbage fra 1454 - den ældste i Hoi Ann -  og bygget af en kinesisk munk. At finde stedet gav os lidt udfordringer, men så fik vi set lidt af "forstæderne" og måtte konkludere, at de lokale ikke kunne meget engelsk. Derefter fortsatte vi til Phuoc Lam Pagoda, som var mere slidt, på trods af, at den "kun" var fra 1750´erne. Vi kom desuden forbi et sted, hvor der var et mindesmærke for 13 kinesere, der havde kæmpet imod den Japanske invasion.

Tilbage i byen hentede Pernille hendes nye fine røde jakke. Den passede perfekt og yderligere tilretning var ikke nødvendig. Vi stødte ind i Kristina og Ronnie igen. Byen var trods alt ikke så stor, og vi satte os ind på en cafe og vendte verdenssituationen.

Herefter gik vi hen og bestilte en busbillet til Hue. Vi spurgte alle steder, hvad det var for en type bus, og det viste sig, at uanset hvor man købte billetten, så var det den samme bus. Vejret var dejligt. Ikke for varmt - og vi skulle have nydt det noget mere - for hvad vi ikke vidste på dette tidspunkt var, at det var sidste gang i 14 dage, at vi så solen. :-)

Er man til indisk mad kan Restaurant Ganesh anbefales. Den er virkelig populær, så book gerne et bord i løbet af dagen, hvis du vil være sikker på at få plads. Det havde vi gjort, så v kunne indtage en skøn indisk aftensmad. 

Efter aftensmaden sagde vores varmebeholder pludselig "puf" og så stod der vand ud over det hele. Vi fik fat i hotel-fatter, der forsøgte at løse problemet, men han måtte konstatere, at der desværre ikke var noget at gøre andet end at slukke for vandet. Han var så frygtelig ked af det. Vi kunne ikke komme i bad! Vi forsøgte at forklare ham, at vi nok overlevede en enkelt aften uden bad, men lige lidt hjalp det. Da jeg lidt senere gik ud for at afregne for vores ophold, fik vi hver en lille  gave fra hotellet som undskyldning. Virkelig fantastisk service.
 

11.3.2012
Vi stod tidligt op og spiste morgenmad, for at komme med en bus videre til Hue. Desværre viste bussen sig at være en sleeper bus, hvor Kennet fik midterpladsen, hvor der ikke er ret meget plads til benene. En meget ukomfortabel tur, hvor vi holdt den sædvanlige pause, til trods for, at turen i ren køretid, kun tog 4 timer. Pernille så dog det morsomme i, at hun over sig havde en 200 kg.´s mand, der næsten ikke kunne klemme sig ned i sædet .. men man kan jo også sagtens være kæk når man har små korte ben.

Vi ankom til Hue, og forsøgte at finde en taxa. De ville have astronomiske priser, og vi begyndte at gå hen mod hotellet. Vi måtte dog konstatere, at vi nok var meget langt fra hotellet, så til sidste måtte vi tage en taxa. Også dette hotel havde fået fantastiske anmeldelser på Tripadvisor, og stedet var helt sikkert også fint, men vi kunne ikke lade være med hele tiden at sammenligne med hotellet i Hoi Ann og så var det svært at følge efter.
Et af hotellets svage punkter var morgenmadsområdet. Her var kun 3 borde, så derfor var der stor risiko for "kø". Køkkenet (køleskab og et par kogeplader) var desuden i et hjørne af receptionsområdet, hvilket betød, at der konstant lugtede af bacon, når man kom ind på hotellet. Værelset var dog rigtigt pænt og hyggeligt.

12.3.2012

Selve Hue, er en stor, ikke så pæn by. Man kan godt se, at her bor mere end 200.000 mennesker, og hvad dette indebærer på godt og ondt.  Men den gamle bydel ligger inde i centrum, bag en flod, omkranset af en stor mur. Hue blev bombet under Vietnamkrigen, og det er lidt vanskeligt at fornemme storheden. Der er mange ruiner, men også nogle få, meget flotte bygninger står stadig. Hele den gamle del af byen er omkranset af en stor mur der blev bygget i begyndelsen af 1800 tallet.. Uden for muren er en 30 meter bred voldgrav. De oprindelige porte står der stadig, og i en moderne by, virkede det ret upraktisk.

Indenfor er der en helt moderne by, men inderst inde er der yderligere en mur  og bag den hovedseværdigheden, Det kejserlige indelukke. Dette indelukke er yderligere delt op i 4 dele. Desværre er store dele ødelagt, da det blev en del af kampene under Vietnamkrigen. Ved indgange (som ses på billederne nedenfor) er de mest velbevarede dele af paladset. Her kan man fornemme stemningen fra dengang, da byen var kongesæde.

Bag ved paladset ligger den forbudte by. I dag er det mest en overgroet græsmark, men der står enkelte fine bygninger. Når man kommer herom, er der færre turister og mere stemning. Går man lidt ud i kanten af området er der nogle mindre paladser, som har en stor detaljerigdom.

Helt omme ved bagsiden af komplekset lå en lille cafe, der desværre var lukket.

13.3.2012
Om formiddagen inden afgang til Hanoi kunne vi lige nå en tur til nogle konge grave. Vi hyrede to motorcykel-fætre og kørte af sted. Vi var efterhånden ret gode til at sidde bagpå, hvis vi selv skal sige det :-) De tilbyder sig selv på gaden, så det er nemt at finde dem. Nogle er også nævnt på Tripadvisor.

Vi så Tu Doc's grav. Den ligger kun 30 minutter væk, og er en af de største grave. Der er meget stemningsfuldt her, og det emmer af "kongelighed". Bygget lidt senere end paladset i byen, men samme århundrede. Det er et sted, der blev bygget for at  ære en gammel konge og hans kone. Meningen var, at de lokale kunne vise deres hengivenhed til den afdøde konge De blev bygget, mens kongen var i live. Stedet indeholder også en "æres gård" med stenfigurer (billede nr. 3 fra venstre nedenfor).. Selve graven er lidt kedelig grå klods, men det er heller ikke den vigtigste del af en sådan "minde have".

Vi tog et fly til Hanoi. Fly i Vietnam er relativt billige og alternativet - de lange, seje busture - er det rart at slippe for indimellem.  Fra lufthavnen tog vi en minibus til byen og blev sat af kun en kort gåtur til vores hotel.

Stedet var egentligt et hostel, men med mange "alm" værelser. Vi fik et til 3 personer og havde derfor god plads.

Resten af dagen kiggede vi på byen.

14.3.2012
Hanoi er en stor by, men centrum er ret overkommelig. Vores hotel lå på en lang vej, fyldt med hoteller. Som sædvanlig tog vi en gåtur. Vi startede i et lille tempel på en lille ø i Hoon Kiem Lake. Undervejs så vi en del små håndværkere, der blandt andet lavede gravsten, reb, tinbokse mv. I buddhismen skal man ofre noget til guderne, så derfor kan man købe papirpenge, som man så kan ofre. Senere så vi fængselsmuseet. Et af de mest interessant i Vietnam. Det var  her, at den amerikanske præsidentkandidat John McCaine var fængslet under vietnamkrigen. Det var samme fængsel, som franskmændene brugte, hvor de torturerede og henrettede modstandsfolk. Der er bl.a. en guillotine i udstillingen, som kan få de små hår til at rejse sig.

Det er næsten tragikomisk, at vietnameserne på bedste vis fremstiller fængslet som en ferielejr for de amerikanske fanger. Alle ved, at amerikanerne var fanget  under forfærdelige forhold, og blev tortureret, men museet viser mange billeder af soldater, der pynter juletræ og spille basketball!

Om aftenen havde vi aftalt at mødes med Kristina og Ronnie. Det var deres sidste aften inden hjemrejse. Vi spiste vietnamesisk mad på en restaurant, som blev anmeldt som meget autentisk. Jo tak - vi bestilte lidt forskelligt, og det var altid spændende, når tjenerne kom ind med noget mad, hvad det mon var og hvem, der havde bestilt netop det. Vi morede os kongeligt og sad der hele aftenen.

   
Hvad mon desserten er?                              Vi spiser og hygger                                     Maden

15.3.2012
Dagen var sat af til Ho Chi Minhs mausoleum. En taxatur førte os lidt på afveje, men vi kom da frem. Det var lidt svært at finde ud af, hvad man skulle gøre for at komme ind og se Onkel Ho, men vi fandt en meget lang kø, og det måtte være stedet. Køen flyttede sig overraskende hurtigt. Det hjalp også, at der stod vagter og sikrede sig, at ingen stoppede op eller kiggede for længe. Ho så ret død ud - men det var han selvfølgelig også. Man sagde, at han var i Rusland en uge om året for at bliver "shinet op".

Vagter ved Ho´s mausoleum.                       Ho´s mausoleum

Jeg er bange for, at det betød at han fik mere og mere hvidt pulver i hovedet, så han efterhånden lignede snehvide. Vi nåede lige at sikke hovedet ind i museet ved siden af inden de lukkede og gik til frokostpause. Som alle museer i Vietnam, var det meget ensidet. Strukturen er meget rodet, og der er ingen systematik. Der er næsten ingen forklaringer og baggrundsinformaton, men mange "ting". Fx. "det lommetørklæde fru Xing medbragte da hun i  19xx hilste på Ho" osv. Alle museer lukker midt på dagen, så der måtte vi finde andre aktiviteter. Senere så vi det historiske museum, som Lonely Planet er meget  begejstret for. Det var ok, og ikke mere end det. Der var dog forklaringer på engelsk, og afsnittet om kampen mod Frankrig var interessant. Der er voldsomt generende, at alle museer lukker i nogle timer midt på dagen - en vigtig pointe når man skal  planlægge en dag.


Hanoi ved søen

Vi havde besluttet at vi ville på en 2 dages tur til Halong Bay. Vi vaklede mellem 2 eller 3 dage, men da man alligevel kun var på vandet dag 1 og 2, blev det til 2-dages turen. Vi havde hørt mange have dårlige erfaringer med turene til Halong, så vi var meget kritiske, da vi valgte bureau. Det virkede dog som om de fleste tilbød nogenlunde det samme. Der var afgang næste morgen. 

16.3.2012
Vi blev hentet kl. 8.40 i minibus. Allerede fra første øjeblik kunne man mærke, at der var god energi blandt deltagerne. Der var deltagere fra flere steder i Europa og nogle  amerikanere. Det var ret tåget og det småregnede. Vi brugte busturen til Halong til at lære hinanden at kende og talte meget om, hvorvidt de ville lade os sejle ud. Vi fik ikke lov til at gå ombord på vores båd og måtte vente i bussen. Så fik vi lov til at gå ombord, og frokosten blev serveret.

 Imens fik vi meldingen, at der var blevet givet grønt lys til at vi kunne sejle ud. Dejligt, for vi havde glæder os helt vildt. Vi satte os på dækket for at nyde udsigten.

Det var tåget men egentlig ikke koldt. Det var nogle  spændende mennesker, vi var sammen med og snakken gik lystigt. Vi fik vores kahyt. Den var ikke særlig stor, men ok til formålet. På vej ud i øhavet stoppede vi ved en lille ø, hvor vi skulle se nogle berømte huler. Det var sort af mennesker, men en god oplevelse alligevel. Vi var lidt forsinket, så det gik lidt hurtigt med at komme igennem hulerne. .

 Indlagt i turen var også en times tur i kajak.

Ingen af os havde sejret kajak før, men det skulle prøves. Det gik over al forventning, selv om Pernille godt nok synes vi sad noget tæt på vandet. Vi sejlede ind i en lille bugt igennem en klippe , hvor der ikke var så mange turister, og dejligt stille. Største udfordring var at få kajakken til at sejle den rigtige vej hen hen til båden igen. Helt sikkert en god oplevelse, som vi godt kunne tænke os at gentage.

Om aftenen fik vi serveret masser af mad. Ikke så meget forskelligt for en vegetar - masser af tofu - men det var helt fint og mætte blev alle. Vi snakkede lidt og så gik vi til køjs. Fra vinduet i kahytten kunne vi se ud over de andre både. En af "ungdomsbådene" holdt en vældig fest og vi var glade for, at vi ikke havde booket den båd. 

17.3.2012
Vi vågnede omkring 6.30 og stod op lidt efter. Det var om end endnu mere tåget end dagen før. Vi kiggede lidt på udsigten (eller mangel på samme) og sejlede ind til Titop Island i en lille følgebåd, hvor vi tog de mange trapper op til toppen. Det var ret tåget, men vi fik set lidt. Der er en lille strand,, som åbenbart er meget populær i godt vejr.

Herefter ned til den lille båd igen og ud og op på den store båd.

Her stod morgenmaden klar. Kolde toast med kolde spejlæg og pære i skiver. Hmm, ikke lige den standard, som man kunne forvente. Vi måtte selv spørge efter kaffe/te og ingen juice. Det var ikke ok i forhold til prisen, syntes vi.

Vi sejlede lige så stille videre. Det blev endnu mere tåget, og vi spurgte forsigtigt til, om det var sikkert at sejle videre. Dem, der skulle på 3-dages turen blev flyttet over på en anden båd, og vi fik nogle nye på vores båd. Det var fortsat meget tåget og vi brugte turen tilbage til Halong Bay med at hyggesnakke med de få deltagere fra vores båd, der skulle med tilbage til Hanoi. De nye deltagere var ikke så sociale. De satte sig over i hjørnet og sov.

På et tidspunkt spørger en af bådens kaptajner om en af os passagerer har en mobiltelefon med GPS. De ved tydeligvis ikke hvor vi er, og det er lidt skræmmende. I den nye gruppe er ønsket om at komme hurtigt hjem noget større end hos os, da de skal nå et tog videre. De overlader derfor deres mobiltelefon til kaptajnen.

Klokken er efterhånden godt over middag og vi spørger til mad og drikke. Der er ingen mad om bord får vi at vide, selv om vi ikke rigtigt tror på det. Vi får en sodavand, og da de senere vil opkræve penge for den bliver vi oprørte. VI sidder her og sikkerheden er ikke i top. Vi er sultne og tørstige - så kan selskabet vel sponsorere en sodavand? Vi får den nødtørftigt, men de nye, der er kommet til, får ingenting. Vi spiser nogle kiks vi har med.

Endelig når vi havnen. Der kommer helt sikkert ingen nye både på vandet i dag. Vi spiser hurtigt lidt middagsmad og så går bussen tilbage til Hanoi. Vi har booket overnatning på samme hotel. Desværre får vi et andet værelse. Det har samme størrelse, men føles noget fugtig. Der kommer reparatør på. De gør et eller andet ved loftspladerne i badeværelset. De hjælper også lidt at sætte varme på i værelset. Alt er fugtigt i Hanoi. Det regner også en del her i byen og luften er bare tung.

18.3.2012
Et besøg i Vietnam fordrer at man skaffer viden om de mange krige. Derfor besøgte vi militærmuseet. Det bestod af en række våben, og den sædvanlige propaganda. Vi tog en lang gåtur til det franske kvarter for at se Hai Ba Trung templet. Det var et fint tempel, men nok ikke helt den lange tur værd. Vi fik dog set store dele af byen. Herfra gik vi ned til søen og fik en øl/sodavand. Herefter afslapning på hotellet. Vi bestilte en taxa til næste morgen til lufthavnen. Vi havde set en anbefaling på en indisk restaurant i Lonely Planet og det lykkedes os, efter en god lang gåtur, at finde den. Efter måltidet gik vi hjem. Det var lunt men tåget og diset.

Ofringer til de døde, fx. danske kiks

19.3.2012
Præcis kl. 7 som aftalt blev vi hentet og kørt til lufthavnen. Der kunne være trafik i Hanoi om morgenen, hvorfor vi havde sat god tid af. Det tog dog kun 50 minutter, så det var helt efter planen.

I lufthavnen kunne vi ikke se vores fly på tavlerne, men fandt ud af, at vi skulle ned i stueetagen. Her kunne vi ikke få lov at tjekke ind, da flyet måske var aflyst pga. dårligt vejr på destinationen. 30 minutter før afgang besluttede flyselskabet sig for, at de godt kunne flyve alligevel, og vi ankom til Dien Bien Phu, næsten til tiden. Der var ikke mange turister med på denne rute. To mænd og to tyske kvinder. Da vi gik ud af flyveren mærkede vi, hvad vi havde savnet - solskin! Vi delte en taxa sammen med de to tyske damer, og kom ind til byen - pris 20.000 Dong for den max. 1,5 km. køretur. Vi kunne godt have gået, men i den pludselige varme var det nu rart at blive kørt. Vi stoppede ved busstationen og valgte et hotel lige på den anden side af gaden. Så var der ikke så langt, når vi om morgenen skulle med en meget tidlig morgenbus. Byen er kendt for at det var her, vietnameserne tilføjede franskmændene det endelige nederlag. Franskmændene ville befæste byen, lokke vietnameserne til, og så bruge deres tunge våben til at vinde krigen. Samtidig kunne de true vietnamesernes forsyningslinjer fra Laos. Franskmændene havde dog overset, at Dien Bien Phu ligger i en dal, og vietnameserne kunne slæbe deres artilleri op på bjergkammene og bombardere franskmændene.

Det første vi gjorde var at gå på busstationen (et lille skur og personalet bestod af to damer, der havde mere travlt med at strikke end med at servicere kunderne) for at købe busbilletter til næste dag. Det er en god ide at sikre sig billetter, for der er kun én bus om morgenen - hvilken ydermere blot er en mindre minibus.
Vi spiste frokost med de to tyske damer. Jeg så at de havde sandwich på menuen. Uhmmm jeg valgte en ostesandwich. Desværre var "sandwich" to stykker toastbrød, der ikke var toastet og så en lille brik ost, som man selv skulle smøre på. Jeg forsøgte at forklare, at brødet skulle varmes, men uden held. Det røg retur. Kennet var mere heldig med hans nudler.  

 
Trafik på byens bro

Kennet havde set meget frem til Dien Bien Phu pga. den meget spændende historie. Derfor havde han set meget frem til at besøge byens store museum, Dien Bien Phu Museum, men det var lukket. To mærkelige mænd lukkede os ind, og tilbød os en pibe sjov tobak. Vi takkede nej. Og så sad vi og ventede og ventede. Til sidst ringede mændene til nogen, der kunne lidt engelsk. De forklarede os, at museet var lukket i et par måneder pga renovering. På den anden side af gaden var der en stor kirkegård, samt en høj, Bunker Hill, hvor man kunne se skyttegrave, kampvogne mv. Bunker Hill kaldles også A1. Da Franskmændene rykke ind navngav de deres positioner fra A til E, og dette var altså den første.

På den anden side af floden fandt vi efter lidt søgen en bunker, der tilhørte den franske general, De Castriere. Det var en stor lokal seværdighed, og et mindesmærke over sejren over de franske styrker.

Alt i alt var der mange spændende ting at se, men det er en fordel at vide noget om historien på forhånd. Under alle omstændigheder fik man et indtryk af, hvor slemt det har været at være franskmand her, og hvilken inkompetence der var, hos de franske generaler. Det ser ud til, at de er ved at renovere seværdighederne, og hvis man kommer igen om et par år vil byen sikkert tage sig godt ud. NB - Lonely Planets kort passer ikke og byens kan være svær at finde rundt i, hvis man bruger kortet.

Fra byens krigskirkegård
 

20.3.2012
Meget tidligt gik vi over på busstationen. Bussen havde ikke nummererede pladser, så dem, der kom først, fik de bedste pladser - hvis man altså kan tale om, at der overhovedet var gode pladser i den mikroskopiske bus. Det er en rigtig god ide at komme tidligt og har man korte ben, er det også at foretrække (ikke, at man kan gøre noget ved det, men så har vi nævnt det). Ud over, at der var solgt billetter til alle turisterne (alle 15, der skulle med) blev der også solgt et ikke registreret antal pladser til de lokale kvinder, der skulle med over grænsen. Det var folk fra bjergstammerne, der med deres fine tøj og flot opsatte hår, virkelig satte kulør på bussen.

Turen tager 6 timer og der bliver holdt en enkelt pause. Vi havde hørt mange frygtelige historier om denne tur, men vi synes det gik stille og roligt. Der var heller ingen problemer ved grænsen, selv om de "selvopfundne" gebyrer, som vi skulle betale, hidsede Pernille noget op. Husk pasfoto til dit visum. Der var selvfølgelig en amerikaner, der havde glemt det, men heldigvis kunne man betale sig fra at få taget et. Eller det vil sige, man betalte, men man fik aldrig taget et billede :-) Vejen var langt dårligere på Laos siden, men de arbejdede hårdt på at forbedre vejen. Vi tror, at det om få år (vi var der i 2012) bliver meget bedre, og turen kan nemt blive 1 time eller 2 kortere.

Vores bus

Undervejs holdt vi en pause ved en lille cafe langs vejen. Her kunne vi gøre det første smugkig på Laos. Interessant sted.

Følg vores videre færd i Laos her