Bolivia 2001

små indianere og kulde på toppen ...

Som beskrevet i rejsebeskrivelsen fra Chile kom vi fra San Pedro de Atacama i Chile, og havde bestilt en 3 dags tur over Andesbjergene til Bolivia. 

Turen over Andesbjergene

Vi kørte i bus til grænsen. Her var vi MEGET tålmodige, og stod pænt i kø alle sammen, mens der blev stemplet pas. Bagefter skulle alle have morgenmad mens jeepene blev pakket. Vi var en del backpackere på denne tur, vel omkring 6 jeeps blev pakket. 

Jeepen pakkes

Vi skulle være 6 turister, 1 chauffør og 2 hjælpere samt al vores bagage, ekstra benzin, værktøj og mad til 2 dage i jeepen. Der var læs på.

Vi delte jeep med Krista og Jeff fra Canada/USA og Leo og Ellen fra Holland. Vi gik heldigvis fint i spænd, hvilket er vigtigt, når man skal være sammen på ikke så meget plads i 3 dage. 

De næste dage skulle vise sig at blive helt fantastiske. De mange søer i over 4.000 m. højde, varme kilder,  flamingoer, ørken og saltørkenen. 

Tilfrosset sø med flamingoer

Flamingoerne lever i søerne, og lever af meget små krebsdyr. Det er disse dyr, der giver flamingoerne deres røde farve. Søerne er så fylde med kemikalier, at kun disse små krebs kan overleve der. Det er også disse kemikalier der gør, at søerne ikke fryser til is, selv om der er 20 graders frost om natten. 

Overnatningen foregik i sovesale - en sal pr. jeep. Vi var blevet lovet tæpper, men der var ingen. Heldigvis havde vi vores termosoveposer med. Mange gange på denne tur takkede vi Gud for disse vidunderlige gule poser, som vi flygtede ned i hver aften.

Overnatningsstedet lå i 4.300 m. højde, hvilket var ubehageligt. Kulden gjorde det kun værre, og at vi var 50 mennesker om at dele 2 toiletter gjorde det ikke bedre. Vand?? - nej det var der heller ikke - hverken koldt eller varmt. Toiletterne skyllede man ud med vand fra en stor tank via øse. Det slap hurtigt op, og så var det egentligt meget rart, at der ingen elektricitet var. Så kunne man ikke se men kun lugte, at det var ret ulækkert. MEN hyggeligt - det var det. 

Aftensmaden indtog vi ved et lille bord på gangen mellem værelserne. Der var ikke stole nok, så nogen af os sad i vindueskarmen indtil kulden gav os frost bagi. 

Ris, kylling og varm suppe - skønt !

Det blev ikke til meget søvn. Kulden og højden gjorde, at vi ikke kunne finde hvile. Det var derfor nogle klatøjede ekspeditionsdeltagere, der næste morgen vågnede og udbad sig morgenmad. Da pladserne i jeepen skulle fordeles denne dag blev vi enige om, at alle med ekstrem kvalme fik lov til at sidde ved vinduet - så var løsningen tættere på, hvis det skulle komme så vidt. *s 

Laguna Verde

Laguna Verde og Laguna Blanca ligger lige ved siden af hinanden. Laguna Verde betyder "den grønne sø", og søens farve stammer fra grønne mineralpartikler, som vinden hvirvler op. 

Laguna Blanca kan fryse til men på grund af mange kemikalier i Laguna Verde fryser denne ikke. Vandet løber fra Blanca til Verde - alligevel fryser kun Blanca - fantastisk fænomen. Søerne ligger i 4.400 m. højde.  

Undervejs gjorde vi også stop ved den varme kilde Aguas Termales, hvor vandet er omkring 50 grader. Det siges, at man skal til et af de bedre hoteller i La Paz for at finde bedre og varmere bademuligheder. Flere af deltagerne lod sig da også friste til at hoppe i.  

Efter 2 dage med nogle fantastiske naturoplevelser nåede vi Uuyni. 

Uyuni

En forblæst by, som fungerer som trafikknudepunkt for vejene fra Chile og Argentina. Selv om sommeren kan nattemperaturen komme under frysepunktet her i 3.665 m. højde. 

Den sidste dag af vores 3 dags tur gik til Salar de Uyuni, saltørkenen. 

Salar de Uyuni

For 40.000 - 25.000 år siden var store dele af det sydvestlige Bolivia dækket af den meget saltholdige sø Michin. Søen havde intet afløb, og gennem årtusinder, da klimaet langsomt blev mere og mere tørt, fordampede vandet og efterlod saltørkenen Uyuni. I dag dækker ørkenen et område på 12.000 km2. Søen er genstand for "saltjægere" som hakker saltet op og sælger den. Det giver store indhug som aldrig bliver erstattet. Der er stadig masser af saltørken tilbage, men den er kraftig på tilbagetog.

Overfladen er flad og blændende hvid. 

Saltørkenen

Isla de Pascados

"Fiskeøen". Man gør stop på Isla de Pascados, hvor der er mulighed for en gåtur rundt på "øen". Den er bakket og fyldt med kæmpekaktusser. Den blå himmel, hvidt salt så langt øjet rækker, bjergene i baggrunden og endelig de store Cardon-kaktus gør sceneriet fantastisk. 

Fiskeøen

Har man penge (ca. 400 kr. for en overnatning) kan man overnatte på et af de to salthoteller, som ligger midt i ørkenen, Hotel Playa Blanca og Hotel Palacio de Sal. Det sidste har pool og sauna. Alt i hotellerne er konstrueret af salt, også møblerne. 

Vi tog bussen videre fra Uyuni til Potosi. Turen tog ca. 7 timer. Guidebogen havde sagt 4-7 og vi endte altså med 7. Det gjorde det heller ikke hurtigere, at vores bus ikke ville starte igen, hver gang den stoppede motoren. Derfor håbede alle, at der ikke var nogen, der skulle af undervejs. Ellers måtte drengene ud og skubbe. 

Pokkers, igen skulle en passager af

Potosi

Potosi er verdens højest beliggende større by. Byens plads ligger 4.067 m. over havet. Mange af husene i byen er fra forrige århundrede og i spansk kolonistil. 

Parken i Potosi

Der er koldt i Potosi. Om dagen kan solen lune dejligt, men lige så snart mørket faldet på bliver det iskoldt. Der er ikke varmt vand i hanerne, og kun de allerdyreste hoteller har varme. Derfor lykkes det aldrig at blive varmet rigtigt op.  Et par restauranter i byen har ildsted, og de er populære. De laver i øvrigt også god og billig mad. 

Om morgenen er vandet i hanerne/toiletterne frosset, hvorfor der kun er vand til et toiletbesøg. Vinder man ikke retten til dette besøg må man vente til solen var varmet rørene op (omkring kl. 9).

Også indendørs er det koldt. Pernille børster tænder iført hat, vanter og fleecejakke

Vi boede på Hostal Compania de Jesus. Et hyggeligt hotel, men altså uden varmt vand (selv om de reklamerer med varmt vand 24 timer). Som de fleste andre hoteller består "det varme vand" i, at en lille el-varmer er sat fast på brusehovedet. Filosifien er så den, at jo mindre vand der løber igennem det aggregat, jo varmere bliver vandet. Det virker bare ikke i virkeligheden! Kun hvis vandet løber i små dråber kan det blive en lille smule varmt.

Mineturer

Fra Potosi blev arrangeret turer til minerne, hvor der var mulighed for at se rigtig minedrift og endda selv prøve at sprænge dynamit. Inden man tager ned i minen købes dynamit og coco-blade, som er gaver til minearbejderne. 

Minearbejderne ved, at der i himlen findes en Gud, og altså må der i helvede findes en djævel. Da livet i minen er hårdt som i helvede, må djævelen jo også herske her. For at mildne djævelen, som de i øvrigt kalder for "onkel", mødes de en gang om ugen for at ofre til ham. Derved bliver han mildere stemt, og de kan fjerne nogle af de mineraler, der hører til hans rige. De foretrukne offergaver er cocablade, ren alkohol og cigaretter. 

Møntmuseum/det kongelige mønthus

Helt indtil 1953 blev der fremstillet mønter i disse bygninger. Man får en guidet tur på engelsk, og der er mulighed for at se alle de gamle maskiner og høre den spændende historie om møntfremstilling. Som guiden sagde til sidste: "Verdens højest beliggende museum og også det koldeste".

San Francisco-kirken

Byens ældste kirke fra midt i 1500-tallet. Den er et besøg værd. 

Katedralen

Blev opført mellem 1808 og 1838. En flot og pompøs domkirke, som bør besøges.   

Videre fra Potosi

Vores oprindelige plan var at tage videre til La Paz. Pga. uroligheder, og Pernilles store ønske om varmere vejr, tog vi i stedet bussen til Sucre og et indenrigsfly til Santa Cruz, hvor vejret var en del varmere.  Indenrigsbilletten kostede kun omkring 340 kr. p.p, og kunne bestilles på et lokalt flykontor/rejsebureau. Flyselskabet er meget pålideligt og har ikke haft nogen styrt i nyere tid.

I Sucre havde vi nogen timer inden flyet gik. Dem brugte vi på at besøge det flotte Museo Textil Etnografico, (museum for tekstil og etnografi). Museet har en flot samling af vævede tekstiler, og med sig rundt får man en skriftligt guide på engelsk, som fortæller om dragterne. Museet har desuden en butik, hvor man kan købe Bolivianske håndarbejder.   

Santa Cruz

I Santa Cruz fandt vi et dejligt hotel - Hotel Bilbao. Billigt (25 USD for et dobbeltværelse med varmt vand (masser) og incl. morgenmadsbuffet) og med god beliggenhed. 

Byen er vokset til at blive et turist-paradis pga. dens tropiske klima. Byen er Bolivias rigeste og meget amerikansk i forhold til det øvrige Bolivia.

Santa Cruz har forskellige museer, men vi trængte bare til at slappe af. Det gjorde vi ved at besøge Plaza 24 de Septiembre, hvor der altid var gøglere, gadehandlere mv. Vi sad/lå på en bænk og nød varmen mens vi forsøgte at se et af de mange dovendyr, der boede i træerne på pladsen. Da byen blev bygget var de simpelthen for dovne til at flytte, så nu bor de midt i en park i en storby. 

Byen har en flot kirkegård, som er værd at besøge. 

Byen har også en lille zoo, som kan være meget hyggelig at besøge. 

Samaipata

Vi lejede en dele-taxa, og tog ud i junglen til Samaipata. Turen tog 3 timer. Byen er lille med en hyggelig atmosfære. Flere udenlandske naturelskere har bosat sig i byen, og lever nu af at give guidede ture. 

Langs hovedgaden ligger en væld af turarrangører. Vi valgte Michael Blendinger (tysker), som vi kun kan give de bedste anbefalinger. 

Vi tog på tur til Tågeskoven. Denne er speciel ved at ligge på grænsen mellem den lavtliggende jungle og de høje, tørre bjerge. 

Junglen

Havde vi haft en dag mere i junglen skulle vi have lavet et trek til El Fuerte-ruinerne, men det må blive næste gang. 

Vi besøgte også det lokale marked, som byen har i weekenden. 

For et par dages afslapning kan Samaipata anbefales. Vejret er godt, og alt virker utroligt afslappet i den lille by. 

Hvis man får lyst til en god pizza kan "Descanso en las Alturas" anbefales. Servicen er god og restauranten er hyggelig.

Vi tog en dele-taxa tilbage til Santa Cruz igen, og tilbragte et par dage her, inden vi fløj videre til Rio i Brasilien. 

Sidste kommetar:

Bolivia er et overset rejsemål. Det er koldt, men let at rejse i og samtidig billigt. En tur over Andesbjergene er det hele værd, og hvad man ser derudover kan man tage med som en "bonus".   

Læs om vores videre tur til Brasilien HER

Spørgsmål eller kommentarer ?? Skriv til os

rejser@pernille-kennet.dk