Antal indbyggere: 491.775 (est. 2009) Areal: 2.586 km2 Hovedstad: Luxembourg Købekraft pr. indbygger: 81.100 USD |
Vi havde nogle bonuspoint, der var ved at udløbe og 5 fridage omkring
påske. Det dilemma, har vi stået i før, så vi ved, "what to do". Ind på
SAS´s hjemmeside og se, hvor der var ledige pladser. Valgmulighederne
var ikke så store på dette tidspunkt (december 2008); Warszawa eller
eller Luxembourg. Vi var enige om, at Polen skulle ses en anden gang med
bedre tid, så valget var let. Vi bookede 5 dage i lilleput landet
Luxembourg.
Torsdag d. 9. april 2009
Det var bestemt kun fordi, der stod ferie på programmet, at Kennet kunne
lokkes ud af sengen kl. 04.00, og samtidig se rimelig frisk ud. Vi kørte mod
Aalborg en halv time senere. Vi havde vejen for os selv, men det var vel kun
forventeligt en skærtorsdag morgen.
Vi var i lufthavnen i god tid, fik bagagen tjekket ind og sad og surfede lidt
på nettet indtil afgang. Turen til København er jo ikke hverken lang eller
inspirerende, men ufatteligt, at man til de billige indenrigspriser, man kan
være heldig at fange, får juice, te/kaffe og rundstykker.
Velankommet til København gik turen over mod indenrigs, og hvem møder vi der?
Susanne og Jacob kom med flyet fra Århus, de var på vej på påskeferie i Helsinki.
Sjovt.
Halvanden times flyvning, og så var vi i Luxembourg. Kufferterne kom hurtigt og så gik turen med bussen ind mod byen . 1,50 Euro pr. billet, det et nok den billigste lufthavnsbus, vi endnu har prøvet. Kennet havde styr på, hvor vi skulle af, og 10 minutter på gå-ben og så stod vi ved hotellet. Klokken var ikke engang 11 - det er jo fantastisk, at man kunne transportere sig så hurtigt.
vores hotel
På med gå-skoene, og så op i byen.
Vi startede på turistinformationen og fik lidt info. Der var en to timers
guidet tur rundt i byen og da den startede 10 min. senere hoppede vi på den.
Pris p.p. 8 euro.
Vi fik en god introduktion til byen, selv om vores guide havde to hold med; et
fransktalende og et engelsktalende - men da det engelsktalende hold kun bestod
af os, havde vi sådan set vores egen guide, og skulle bare ind imellem vente på,
at guiden informerede den anden gruppe på fransk.
Byen er i flere niveauer | Byen set oppefra | Huse ved kanalen i Grund |
Notre Dame Katedralen
Blev påbegyndt i 1613 og færdiggjort i 1621.
Fra 1935-1938 blev kirken tilført yderligere en kirkebygning, så kirken nu
danner et kors. I kælderen var to små indhak med altertavler og mulighed for at
holde små messer. Mens vi var der var nonnerne ved at pynte op til påskemessen.
Saint Michaels kirke
Romersk-katolsk kirke, der jf. vores guide var "hverdagskirken". Det var
her, man kom til almindelig messe, her man blev gift osv, mens katedralen mest
var "til pynt".
Paladset
Er kun åben for gæster i sommermånederne, så vi måtte nøjes med at se det
udefra. Der gik en vagt med gevær uden for og passede på paladset. Blev bygget i
1570´erne og senere udvidet. Stedet bruges af storhertugen som arbejdssted og
desuden til at modtage officielle gæster.
Desuden gik vi forbi domstolene og det der svarer til folketinget. Som I
Danmark var der ingen vagter og man kunne uden problemer komme helt tæt på.
Turen gik også op ad Bredgade, som i dagens Luxembourg ikke er særlig bred.
Desuden fik vi et kig på statuen af Charlotte (hertuginde af Luxembourg i
1919-1964), der oprindeligt blev sat op for at mindes alle, der faldt i 1.
verdenskrig, men nu er det for at mindes alle Luxembourgere, der er faldet i
krig.
Vi gik på Chemin De La Corniche, hvor der var en fin udsigt over byen.
Turen tog et par timer.
Vi sluttede dagen af på Restaurant Nameste, som var en ganske fin
nepalesisk/indisk restaurant ikke så langt fra hotellet.
Fredag d. 10. april 2009
Vi tog os god tid til morgenmaden. Noget af hyggen ved at være på ferie er
at sidde rigtig længe over morgenmaden - noget vi jo aldrig gør hjemme. Det er
derfor også altid spændende, hvor god morgenmaden er, og her blev vi ikke
skuffede. Der var en stor buffet med lækkert brød og kage, kvalitetspålæg, mange
slags ost, æg, paté, nutella (vigtigt *s), juice, yoghurt, corn flakes, frugt
samt røræg og bacon. Lækkert, lækkert!
I dag skulle vi uden for byen og vandre.
Vi tog bussen fra banegården og en lille times tid senere var vi i Echtenacht,
hvorfra turen startede. Den var ca. 12 km og sat til 4 timer, hvilket var en fin
distance.
Vi gik en lille tur i Echtenacht by, købte lidt vand til turen og så af sted.
Der er mange ruter i området, og alle er godt afmærket. Selv os, der ellers
typisk farer vild, kunne med lethed følge stierne. Turen var beskrevet som
"svær", hvilket var overdrevet. Der var nogle stejle stigninger, hvor sveden kom
frem på panden, men så heller ikke mere. Undervejs fik vi set skov, klipper og
de noget særprægede . Fra middelalderen og indtil det 18 århundrede
huggede man ud af klipperne møllesten ud til de utallige møller i området. Dette
gav nogle særprægede huler i klipperne med riller i loftet.
Vi tog os god tid, nød omgivelserne, holdt gode pauser - for vejret var
fantastisk godt.
Ved hjemkomsten steg vi af bussen inde i byen og fandt noget at spise, inden vi
tog hjem til hotellet.
Selv om byen har ekstremt mange spisesteder, kan det til tider være svært at
finde et bord. Vi ventede 20 minutter på den mexicanske restaurant, som vi havde
udset os, inden vi kom til sidde ned. Maden var dog god, så det var ok med lidt
ventetid.
Lørdag d. 11. april 2009
"Bøller", tænker vi, da vi nærmest blev vækket af halvstore børn, der gik ude
på gaden og råbte/sang mens de larmede med skralder af træ. Vi fandt dog senere
ud af, at det er en tradition i Luxembourg i påskedagene, at børnene går rundt i
gaderne for at huske deres forældre på, at de skal have påskeæg.
I det hele taget virker påsken som en større fejring end i Danmark. Mange
private hjem havde pyntet op uden for husene med harer, æg og blomster; ligesom
butikkerne også var fint pyntede. I de mange konditorier var vinduerne fyldt med
påskekager, påskeæg og chokoladeharer. På hotellet var der malede hårdkogte æg
til morgenmad, hvilke man også kunne købe fx. på byens marked.
Vi startede dagen på turistinformationen, hvor vi fik udleveret et kort til en selv-guidet vandretur. Den bragte os godt rundt i byen.
Der var marked på pladsen foran turistinformationen og vi kiggede lidt på de friske grøntsager, ost, brød, og hvad der ellers var. Herefter gik vi ned i Petrusse kløften og videre til bydelen Grund. Bydelen har mange caféer og restauranter. I Grund ligger også et gammelt fængsel, hvor der nu var et kunstmuseum.
Petrussekløften
Bymuseet (Musee d´Historie de la Ville de Luxembourg.
Entre 5 euro p.p.
Et ganske fint museum med en fast udstilling om Luxembourg og en midlertidig
udstilling om religion og tro. Begge dele var interessante, og da vi jo begge
interesserer os for tro og forskellige religioner, så kunne det ikke være bedre.
Klokken var kun 16, så det var for tidligt at gå hjem. I stedet satte vi kursen mod Kirchberg, som er byens forretningsområde med EF-domstolen, EU bygninger og hovedsæde for flere banker. EU-cirkusset bor i Luxembourg 3 gange og året, og i de perioder er der helt sikkert gang i dette område. Nu var det totalt dødt og mennesketomt; lidt uhyggeligt og forladt. Tænk at så mange bygninger står tomme alene for at blive brugt få gange om året. Men, det var åbenbart nødvendigt, for der var i hvert tilfælde gang i byggeriet derude.
Turen hjemad gik forbi Fort Thüngen, og vores kort var ikke helt nøjagtigt,
for turen ned endte blindt. Heldigvis fandt vi en alternativ vej og kom ned i
byen Grund, tog elevatoren op og var hurtigt hjemme på hotellet igen. Det havde
været varmt og en lang gåtur, så et bad var påtrængt og dejligt.
Vi spiste på en italiensk restaurant tæt på vores hotel, og gik herefter en
aftentur op i byen. Der var sat lys på nogle af deres flotte bygninger, men ikke
konsekvent, hvilket var lidt synd for helhedsindtrykket. .
Da vi gik hjem den aften var det med meget trætte ben og der var ikke meget
snak, før vi begge to snorksov.
Søndag d. 12. april 2009
Dagens program var at tage til Vianden for at se byen slot og byen. Turen
var med tog og bus, ca. 1 time i alt.
Vi havde planlagt at tage toget kl. 9, men ..... det var jo ferie, så da
vækkeuret ringede kl. 7 blev vi enige om at skubbe planen til afgang kl. 10.
Der kører store og flotte tog, også på disse små strækninger. De er i to plan og
underholdningen stod 8 indiske mænd på tur for. Ufatteligt, som der er indere
alle vegne.
Efter en kort togtur skiftede vi til bus og lidt over 11 var vi i Vianden. Turen
op til slotte så lidt "drabelig ud". Det var virkelig op ad bakke. Heldigvis gik
der en lift, som ud over at være transportmiddel, også var ganske sjovt. (3 Euro
p.p. enkelt). Herefter gik det ned ad mod slottet.
Vianden-slottet (Entre 5,50 Euro pr. person).
Blev bygget mellem 1100 - 1300-tallet. Det er et af de største fra den periode i Europa. indtil 1400-tallet var det centrum for greven af Vianden. Fra 1530 var slottet ikke længere et officielt bosted for greverne. i 1820 blev slottet solgt og forfaldt. Staten Luxembourg overtog ejerskabet i 1977 og har løbende restaureret slottet.
Diekirche
Vi lavede et stop i Diekirche på vejen tilbage. Byen har et stort 2.
verdenskrigsmuseum, specielt med baggrund i slaget ved Ardennerne.
Entre 5 euro p.p.
Museet har en enorm samling af materiel og effekter i øvrigt fra 2. verdenskrig.
Der kan lejes audioguide men plancherne rundt om i udstillingerne er også på
engelsk. Interesserer man sig bare en smule for 2. verdenskrig bruger man et par
timer her; også selv om udstillingen primært fortæller om krigen generelt og
personerne der deltog, og ikke så meget om selve slaget.
Vi tog bussen til Ettelbrück og skiftede til toget. Igen et fint tog i to etager og
turen tilbage til Luxembourg gik fint.
Vi spiste "afskedsmiddag" på
Restaurant Nameste. Det havde jo været en god
oplevelse første gang. Vi flottede os med en thali (mange små retter) og spiste
til vi næste revnede.
Mandag d. 13. april
Vi havde bestemt os for, at dagen skulle bruges til at sove længe, se den
amerikanske militærkirkegård, og så egentlig bare slappe af udendørs, hvis
vejret var godt.
Efter en lidt sen morgenmad gik vi ned på banegården for at finde ud af, hvilken
bus der kørte ud til militærkirkegården. Desværre fik vi at vide, at der ikke
gik offentlig transportmidler derud. Den nærmeste bus ville holde ca. 30
minutters gang fra kirkegården og risikoen for at fare vild undervejs var ret
stor, da vores kort ikke viste det pågældende område.
Hmm, desværre. Så gik vi i stedet en tur i den del af byen, hvor vi endnu ikke
havde været; nemlig Pfaffenthal og Clausen. Herefter så vi det nationale sportsstadion, og et par
rigtig flotte udsigtspunkter ud over byen. Vi gik langs Petrusse kløften og så en
lille kirke, der var hugget ind i klipperne. Vi endte inde i byen og fik en is
på byens torv. Der var stort loppemarked i gågaderne, men i stedet for "lopper"
købte Kennet en stor pølse :-)
Klokken nærmede sig afgangtid og vi gik til vores hotel for at hente vores
kuffert. Tog lufthavnsbussen de 20 min. til afgangsterminalen, tjekkede hurtigt
ind og kom selvfølgelig alt for tidligt. Det er altid svært lige at få tiden til
at passe, og når det nu som i dag, en sjælden gang dog, bare klapper hele vejen
igennem, ja så må man acceptere lidt ventetid.
Luxembourg Lufthavn er utrolig lille. Det er vidst kun Palanga Lufthavn i
Letland, der stikker den. Der var én enkelt tax-free butik og én bar, og det var
det. Vi fik en øl og en sodavand mens vi ventede. Igen det groteske, at øllen
var billigere end sodavanden - men til Kennets store fornøjelse.
I flyveren fik vi de bagerste pladser. Det huede ikke Kennet men heldigvis blev hans humør formildet af, at der var en frisk BT at læse i. Foran os installerede en børnefamilie sig imidlertid. Som udgangspunkt har vi ikke noget imod børn (i hvert tilfælde ikke ret meget), men de behøver ikke at sidde og hyle lige foran os i 1½ time. Pga. sikkerhedsforanstaltningerne og antallet af iltmasker måtte der ikke sidde to voksne og to børn på samme sæderække, så vi blev bedt om, at jeg skule bytte plads med manden foran. Det betød, at vi hver især kom til at sidde ved siden af en baby. Det var der kun én god ting at sige omkring; turen tog kun 1½ time - og at vi fik en cola som kompensation.
Í Københavns lufthavn mødte vi Susanne og Jacob igen. De var på vej hjem fra
Finland.
Turen til Aalborg fik nemt, vi fik vores bagage og så gik turen til Randers.
Kl. 22.30 var vi hjemme igen - igen en dejlig tur var slut.
Flere billeder fra Luxemborg | Rejsetips for Luxemborg | Rejseoversigten | Forsiden |
Klik her | Klik her | Klik her | Klik her |
Spørgsmål eller kommentarer ?? Skriv til os