Syrien 1999

Er der nogen, som kender mr. Anderson .....

Vi fløj fra Billund til Damascus, men tog straks en bus nordpå for at starte vores ferie i Hama. Vi havde læst, at det var en rar by at starte i, og herefter kunne vi rejse sydpå og se Syrien. 

Hama

Hama havde charme og var en stille, lille by med parker og grønne områder. Orontes-floden løb igennem byen og en af de store attraktioner var de mange noriader (træ-vandhjul), som var bygget for mange årtier siden for at sikre vand til byen. 17 hjul er stadig tilbage og fungerer, selv om vandet i byen ikke mere er afhængig af hjulene. 

Noriade

I Hama mødte vi en svensk præst, som havde rejst meget i Mellemøsten. Han fortalte, at Syrien ikke var helt så frit, som man måske umiddelfart følte det, og at man under ingen omstændigheder skulle tale ondt om præsidenten. Faktisk skulle man helst ikke omtale ham. Derfor foreslog han at man altid omtalte ham som "mr. Andersson". Det smilte vi lidt af, men fra den dag talte vi tit om "mr. Anderssson". 

Apamea

En god eftermiddags/aftentur er ruinerne i Apamea. Vores hotel, Riad Hotel, arrangerede turer i minibus. 

Ruinerne så flotte ud i solnedgangen

Byen Apamea er fra før år 0, bygget af Seleucus I, og opkaldt efter hans kone. Byen var en vigtig handelsby men mistede sin vigtighed efter den romerske æra. 

Ruinerne er velbevarede, og fra en lille cafe kan man se solen gå ned over ruinerne. 

Crac des Chavaliers

For nogle få hundrede kroner lejede vi en bil med chauffør. Hovedformålet var at se Crac des Chavaliers, men vi fik samtidig også set bla. Sct. George Cathedral. Turen blev ligeledes arrangeret gennem vores hotel. 

Fortet er i særdeles god stand, og en af Syriens største turistattraktioner. Fortet står i næsten samme stand som for 800 år siden, da det blev bygget. 

Crac på afstand

Korsridderne byggede og udvidede fortet over en periode på 100 år fra ca. 1150. Da det stod færdigt kunne det huse 4000 mand. 

Efter at have overlevet et antal forsøg på fjendtlige overtag, blev Korsridderne tvunget til at overgive sig til Sultan Baibars i 1271. Sultanen lod Korsridderne marchere ud af fortet på den betingelse, at de ville forlade landet. Det gjorde de ikke! I den lille by ved siden af fortet finder man mange lyse personer. Det er efterkommere af de europæere, der ikke tog tilbage efter korstogene. Derfor er der også kristne her i området.

Palmyra

En god bustur og vi var i Palmyra. Busserne varierer meget i komfort, men vær sikker på, at de ikke har air-con, og at der sjældent er fjedre i sæderne. Vi oplevede flere gange, at chaufføren havde tændt for varmen i bussen, og derfor var det ret varmt at sidde inderst (ved varmeapparatet i gulvet). 

Palmyra er et af verdens verdens største historiske seværdigheder. Selv om man måske synes, at man har set ruiner nok, så må man ikke gå glip af Palmyra. Det er ikke bare endnu en ruinby, men RUINBYEN. 

Bare det ikke skvatter ned !

På trods af at dette er en af Mellemøstens helt store seværdigheder er den ikke overrendt af turister. Tidligt om morgenen og først på aftenen kan man være heldig at have de mange ruiner for sig selv. Området er over 50 hektar, og her er nok at se på. 

Ruinerne står frit, og der er derfor ingen entre. Man kan gå rundt i området som man lyster. 

Temple of Bel

Templet går i en massiv gård på omkring 200m². Oprindeligt var gården omringet af en 15 m. høj mur men kun den nordlige mur er original. Det er muligt at se hvor der har været dyre ofringer ligesom alteret stadig står.

Ved indgangen mødes man af lokale, der ønsker at agere guider. Test deres engelsk - hvis dette er ok kan pengene være givet godt ud!

Museum

Det lille museum har en del velbevarede statuer fra Palmyra, og er et kig værd. 

Damascus

4 timer i bus, og man når Damascus. Byen er en blanding af nyt og gammelt, men den orientalske og mystiske stemning er den prægende. Man er ikke så vant til turister, hvorfor besøget i byen er mere afslappende end i så mange andre storbyer i denne del af verden. 

Af seværdigheder i byen vil vi specielt fremhæve moskéerne, som er utroligt flotte. 

Saida Zeinab Moskéen

Guldkuplen titter frem

10 km. uden for centrum ligger den iranske moské Saida Zeinab Moskéen på pladsen hvor Saida Zeinab - Mohammeds barnebarn - er begravet. Den løgformede kuppel er guldbelagt og moskéen er utrolig flot. 
Indgang for ikke-muslimer krævede, at pigerne skulle iklædes fuld chardor (sort heldragt). Det inderste af moskéen var ikke åbent for ikke-muslimer, men det var muligt at kigge ind i dette flotte mausoleum fyldt med glas, sten og sølv. Ved indgangspartiet var der et lille tableau der viste hamas militsernes anslag mod Israelerne. Lige som i Danmark, hvor der er kirkebøsser, var der også her en indsamlingsboks. Her var formålet terror mod Israel.

Omayyad Moskéen

Endnu en flot moské. Her var en grå kåbe nok som indgangsbillet for pigerne. Moskéen er stor og imponerende, og det siges, at være en af perlerne blandt islamisk arkitektur. Det er et fredeligt sted, og et godt sted at slippe væk fra heden. Moskéområdet består af flere mausoleer, gårde samt selv moskéen. 

Underlig oplevelse

Vi havde hørt, at præsident  Assad skulle til Omayyad-moskeen lige netop en af de dage, hvor vi var i Damaskus, og ham ville vi da gerne se. Der var mange mennesker i bazarområdet; både civile og soldater med geværer. Ingen kunne fortælle os, hvornår man forventede hans ankomst, og vi gik lidt rundt. Efter en time tid blev vi trætte af al den skubben og masen, og gik om bag bazarområdet, lige uden for moskeen. Vi tænkte, at når han kom kunne vi nok lige nå at gå  ind og kigge. 

Vi satte os på fortovet, og et par lokale kom hen for at snakke lidt. Pludselig kom en skummelt udseende mand hen til hos. Han blev fulgt af to "venner", som lignende bodyguards. Han ville gerne lige undersøge vores taske og spurgte til, hvem vi var, hvorfor vi var der osv. Vi talte lidt frem og tilbage, mens de to lokale gjorde tegn til, at vi skulle passe på, eller aller helst GÅ. 
Vi blev dog, for det var da spændende. 

Lige pludselig stoppede al den hyggelige snak, og vi fik besked på, at vi skulle ind i en butik og se på varer. Vi nægtede, men blev mere eller mindre tvungen ind og op på 1. sal. Vi blev sat ned og budt på te. Rundt om os sad en del lokale, og døren blev lukket bag os. 

Butikkens 1. sal havde kun varer, som ingen almindelige mennesker ville købe. Det lignede mest et lager med stålringe og andre dimser. Vi blev udspurgt om, hvad vi synes om Syrien osv. osv, og vi svarede pænt, mens Pernille var sikker på, at den sidste time var kommet. 

Det lå ligesom ikke i luften, at man kunne gå, når teen var drukket, og hyggen kunne efterhånden ligge på et ret lille sted, og konversationen var blevet lidt anstrengt.  
Men ... pludselig var der tegn på opbrud, og vi fik lov til at gå. 

Pernille nærmest løb ned ad trappen. Puha, vi blev ikke skudt !

Hele episoden havde været ret mærkelig, men senere fandt vi ud af, at Assad sikkert var ankommet til moskeen ad bagvejen, og vi havde simpelthen siddet lige på 1. parket til at se ham og hans følge, hvilket ikke var tilladt. Derfor havde sikkerhedspolitiet fået os af vejen og først sluppet os ud igen, da Assad var kørt igen. 

ØV - vi fik altså ikke set Assad, men til gengæld blev vi næsten kidnappet !

Veterantogtur

En ide til en fredelig en-dagstur er at tage veterantoget til Zabadani. Toget har en afgang hver dag, og specielt om fredagen er der mange lokale med. De har pakket madkurven og tager toget på sightseeing. Turen til endestationen er ca. 50 km, og tager 3 timer. Der er små stop undervejs, og turen ender i Zabadani, tæt på den libanesiske grænse. Passagererne er primært syrere, og hvis man er heldig møder man en, der kan tale engelsk. Vi mødte en guide på tur med sine børn. Han fortalte om Syrien, og vi fik mulighed for at få svar på vores mange spørgsmål.  

Veterantoget og bjergene i baggrunden

Blandt andet spurgte vi ham, hvorvidt der var frie valg i Syrien. Han bekræftede, at det var der skam. Der var demokrati, og man kunne stemme på hvem man ville. Der stille godt nok kun én kandidat op - men stemme, jo det kunne man!!

Andet

Byen har mange moskéer som er værd at kigge på. Desuden kan en gåtur i den gamle bydel anbefales. Her ligger bla. hovedbazaren, Souq al-Hamadiyyeh, som er et overdækket marked hvor alt kan købes. 

Naturligvis har byen også et nationalmuseum, hvor man kan se diverse udstillinger. 

Sidste kommentar:

Syrien er nemt at rejse i, vejret er godt, syrerne er som udgangspunkt venlige og interesserede, og landet er et billigt rejseland. For de kulturelt interesserede, er landet et sandt overflødigshorn.

Fra Damascus tog vi en service-taxa over grænsen til Amman i Jordan. Vores ferie i Syrien var forbi. 

Spørgsmål eller kommentarer ?? Skriv til os

rejser@pernille-kennet.dk