Rygernes paradis

Så nåede vi vores sidste stop – rygernes paradis, eller Tyrkiet, som det officielt hedder.

Tyrkerne ryger her, der, alle vegne og hele tiden. Antallet af rygerlunger må bestemt være væsentligt over Europas gennemsnit. Tyrkiet ønsker jo at indtræde i de hellige EU-gemakker, men der er en del forhold, som ikke er helt på plads for at det måtte lykkes. Jeg er også sikker på, at de lige så godt først som sidst kan gøre noget ved deres helt abnorme forhold til rygning, for på det tidspunkt, hvor de evt. får lov til at kigge ind, så er EU totalt røgfrit.

Og prøv så lige at spørge efter et ikke-ryger værelse! De griner endnu.

Oplevelser i Tyrkiet

Vi startede i Istanbul. Vi landede en tidlig morgenstund, og lige så snart vi var kommet ud af lufthavnen kunne man mærke forskellen på vores to sidste destinationer, Singapore og Indien, og så her: luften var kølig og frisk. Det duftede af sommer og man kunne ligesom mærke, at ”i dag bliver en dejlig lun dag”. Det var en fantastisk fornemmelse til forskel fra de 40-45 grader, som vi havde oplevet de sidste 3 uger. Selv jeg, der ellers elsker varmen, overgav mig – dette her var skønt.

Vi har hørt, at Tyrkiet er forfærdelig varm i juli og august, og kan dertil kun sige, at så er slut maj og start juni et fantastisk tidspunkt at besøge landet på. Nætterne er kølige, men om dagen har vi mellem 25 og 28 grader. Morgenmad kan uden problemer nydes uden for, ligesom aftenerne også er dejlig lune. Skønt!

Istanbul var en positiv overraskelse. Rent, organiseret, interessant – dog med en del flere tildækkede piger, end vi havde forventet af denne (siges det) moderne by. Vi gik på museer, så moskeer, var på sejltur mv. I forhold til de andre steder, hvor vi har været, væltede det med turister her. Vi hørte danskere og så hele busser med blege turister. En aften, hvor vi sad og spiste på en udendørs restaurant stødte vi på Sisse, en af vores bekendte fra Kolding, som åbenbart også var på ferie i Istanbul – ja, verden er lille.

Herefter bevægede vi os ud i landet. Vi så slagmarkerne ved Galipoli, herefter til ruinerne i Troja og videre til Pamukkale og så ruiner samt de fantastisk flotte kalksøer.

Og så til Selcuk, hvor ruinerne i Ephesus var næsten hele turen til Tyrkiet værd, og vi brugte over en halv dag ved ruinerne.

Vi skulle egentlig bare have skiftet bus i Antalya, men fandt på nettet et centralt beliggende lille hotel med have og pool. Det var lige hvad vi trængte til, så vi stoppede for nogle dage og arbejdede lidt på kuløren.

Herefter var vi klar til at indtage Konya, en af Tyrkiets mere konservative religiøse byer. Her boede vi hos en forunderlig hotelejer. Han var helt klart bøsse, men vidste det nok ikke selv (man er IKKE homoseksuel i Tyrkiet). Hans hotel var nymalet, nysseligt med pynteting over alt og aller mest fantastisk havde hvert værelse sin helt egen bamse.

Vi gjorde et lidt længere stop i Göreme, byen med de fantastiske klippeformationer. Svært at forklare, det skal opleves. De fleste hoteller var bygget ind i klipperne, og vi flottede os lidt og lejede et rigtigt klippeværelse (se billedet i anden mail). Vi tog herfra på tur ud i området og så bla. en af Tyrkiets underjordiske byer.

Vi har stadig et par byer og forhåbentlig dejlige oplevelser til gode, men det må I høre om, når vi kommer hjem.

LIDT OM TYRKIET…..

Priserne i Tyrkiet

Priserne i Tyrkiet er fulgt godt med. På nogle punkter, fx transport og entrebilletter, er det som store dele af Europa. Det har overrasket os – men mere overraskende er det, hvordan tyrkerne selv overlever.    

Tyrkisk mad

Nu har vi de sidste måneder igen og igen overrasket vores ganer med den ene fantastiske ret efter den anden. Derfor er vi også efterhånden ret ”kræsne”. Det kan være grunden til, at vi ikke synes, at tyrkisk mad er ret spændende. Det er lidt ensformigt, og i flere af de mindre byer skulle man tro, at alle restauranterne får trykt ens spisekort til almindelig uddeling. Samtidig er her ingen restauranter drevet af udlændinge. Altså kan man ikke variere med en gang chowmein eller en indisk curry, som man ellers kan alle andre steder.

Dog skal tyrkerne have kredit for deres ost og det fantastiske brød. Uhmmm!
Vegetarbegrebet er ikke kendt på nogen måde her. Enkelte restauranter i Istanbul prøvede. Dvs. vi tager en masse dejlige grøntsager (dem har de nemlig mange af) og koger dem fuldstændigt ud til det ligner en tyk suppe – det er nok sådan noget, vegetarer vil have J

Digitürk, teletürk, alt er türk.

Tyrkerne er meget stolte af deres land. Det tyrkiske flag er over alt og alting hedder noget med türk. Det er ret morsomt, men det kan de ikke selv se. Samtidig skal man passe på ikke at gøre grin med eller nedgøre Tyrkiet, tyrkerne eller andet, der har med Tyrkiet at gøre – det kan betyde en tur i brummen.

Religion
Tørklæder er almindeligt brugt her. Specielt de storblomstrede af slagsen er ret populære. Jeg synes det er synd, at de gemmer deres flotte sorte hår væk. Mange tyrkiske piger har desuden en ordentligt ”tud”, og den bliver altså ikke mindre at se på, når den stikker frem fra et tørklæde.  

Der er også enkelte piger/damer i fuldstændig sorte gevandter. Det er ikke pænt gjort, men så kan man altså ikke lade være med at kigge. På den anden side er vi også genstand for megen kiggen, pegen og undren, når vi kommer med gående med shorts, og jeg med udslået hår. Så kan vi jo kigge lidt på hinanden og undres over, hvor store forskelle der kan være.

Og så lige et spørgsmål: nogen der ved, hvad der er værre end at bo lige ved siden af en moské, hvor de kalder til bøn kl. 03.35 ?

Det er at bo lige midt imellem 3 moskéer, der ikke er helt enige om, hvornår kl. er 03.35, og derfor ”råber” lidt forskudt. De første gange vågner man med et sæt. Har jeg sover over? Hvorfor står der en mand og råber mig ind i øret? Har jeg mareridt?

Nogen siger, at man vender sig til det.

Og så går turen hjemad
Tænk, at der allerede er gået næsten 4 måneder siden vi tog af sted. Det er ikke til at tro, men på den anden side er det nu også lang tid siden, at vi sad på Hilton i Washington og var sneet inde.

Lynlåsen på min lille rygsæk gik i stykker i Singapore, ligesom min ene sandal mistede resten af sin velcro i Indien, og nu kun sidder på min fod takket være et stykke sejlgarn, der er surret omkring.

Der er ikke mere rent tøj i rygsækken og der er ikke plads til flere souvenirs. Det må vel alt i alt indikere, at det er tid at vende næsen nordpå.

Vi har haft en fantastisk tur, og ser allerede nu frem til næste gang! Tak til alle jer der har fulgt med på vores tur – og for dem, der har tænkt ”åh nej, ikke en mail igen” og trykket ”delete” – det forstår vi også godt J.

Vi ses meget snart i Danmark alle sammen.

Roger and over melder

Mustafa og Fatima

Alias Kennet og Pernille

Retur til rejseforside