Alle (om)veje fører til Mexico

Kære familie, venner, kollegaer og andre, som er havnet på vores mailingliste (så bestemmer I selv, hvilken kategori I mener at tilhøre)

Ja, så oprandt dagen, som vi havde ventet på så længe. Det er over 1 år siden, at orlovsaftalerne blev underskrevet, og dengang virkede det som uendeligt fjernt at vi skulle af sted igen. Siden er tiden fløjet af sted, og så var det altså nu.

Vejret artede sig ikke fra den pæne side de sidste dage op til vores afgang, og det gjorde de ellers så planlagte ”afleveringsforretninger” lidt besværlige, men færdige, det blev vi.

Søndag morgen meget tidligt blev vi kørt til Tirstrup, og en dejligt afrejse-komite bestående af hele den nærmeste familie var ude og vinke farvel. Det var rigtigt hyggeligt, og underligt, at man ikke skulle se dem de næste 4 måneder.

Flyet fra Tirstrup afgik til tiden. Allerede her skulle vi have været mistænksomme. Vi har ALDRIG et fly, der bare går til tiden. Vi er altid ramt af forsinkelser og aflysninger. I Kastrup havde vi rigtigt god tid til at nå vores fly til Washington. Det er altid rart at være i god tid. ”God tid” blev dog til ”ekstremt god tid” da vi blev forsinkede i en lille time fordi vi ventede på en flyver fra Norge. I mellemtiden kunne jeg så sidde og fundere lidt over livet, og hvorfor min nyindkøbte fleecetrøje allerede var gået i stykker og der var spildt cola på min bluse - og jeg dermed allerede inden afrejse fra Danmark lignede en hjemløs.

Vel anbragt i flyet blev vi yderligere forsinket. Der var problemer med landingsudstyret. Se det lød jo alvorligt, men hvorfor pokker fandt de ikke ud af det mens vi alligevel sad i afgangshallen og ventede på nogle norske fjeld-nisser?

Efter 2 timer kom vi af sted, og vi kunne godt regne ud, at det ville blive et problem at nå vores fly i Washington. Vi skulle flyve videre til Mexico City. Men, som stewardessen sagde, så kunne vi alle lige så godt slappe af og nyde turen – ingen vidste alligevel noget før vi nåede frem. Som alle nok ved så er det Kennet, der er flynørden. Jeg følger ligesom bare med, og det kom da også som en stor overraskelse for mig, at en lille flyvetur til Washington kan tage den overvældende tid af 9 timer!! Jeg havde ikke lige overvejet tidsforskellen. Heldigvis var der fly-intertainment i sæderne. Det gjorde tiden lidt kortere og så glemte man næsten, at den tørre luft havde fået mine luftveje til at tørre så meget ud, at Sahara var flyttet ind i min næse.

Lige inden landing blev Kennet bleg. Han havde lidt problemer med turbulensen. Det plejer han ikke at have, men da han desperat pegede på flyposen, så vidste jeg godt hvad klokken var slået. Lad os bare sige, at han ”ørlede” ud over hele række 38. (ja, det er sjovt her bagefter *S) (Kennet ønsker her at indføje, at ”ud over” ikke skal tages bogstaveligt!).

I flyet fik vi informationer om tilslutningsflyene – men intet om Mexico. Vi måtte spørge når vi nåede frem. Jeg ved ikke, hvem de havde tænkt, at man skulle spørge, for alle ignorerede os totalt, når vi spurgte. Vi fulgte strømmen og tænkte at vi fandt nok et eller andet fly. Pludselig stod vi i immigrationen. Meget mærkeligt, men i USA skal man ”indrejse”, også selv om man bare er i transit. Jeg har aldrig set så mange mennesker før. Vi stod som kvæg og bevægede os som zombier i endeløse rækker. Vel, vores fly til Mexico var i hvert tilfælde en illusion nu. Vi fik scannet vores pegefingre, taget vores billede, og så var vi i USA. Det var da også vældig fint, men vi ville hellere være i Mexico!

Vi fandt en SAS counter, og var så heldige, at medarbejderen var dansker. Hun kunne fortælle, at alle fly ud Washington var aflyst pga. vejret. Vi kiggede ud. Jooo, der lå da lidt sne, meeeenn. Vi var blevet re-booket til en flyver næste morgen. Så skulle vi godt nok over Charlotte og derfra skifte til Mexico City, men skidt. Da SAS var skyld i vores forsinkelse var de så venlige at give os en overnatning. Det var heldigt, for forsinkelser pga. vejret giver ikke nogen overnatning. Jeg var indstillet på en overnatning på gulvet i lufthavnen, men Kennet så ud som om han godt kunne drømme om en seng. Det var efterhånden næsten 24 timer siden, at vi forlod Randers, og vi synes ikke rigtigt, at vi havde bevæget os ud af stedet.

Vi blev kørt til Hilton, hvor vi fik en overnatning, som efter prisskiltet kostede omkring 2400 kr. Wauw, det var en lille smule over vores budget. Vi fik en spisebillet af flyselskabet. Vi kunne spise for 20 US pr. person, lige nok til et måltid mad. Et dejligt bad og så i seng. I vores tidsregning var det efterhånden morgen.

Næste morgen, efter 5 timer søvn, var vi i lufthavnen igen. Kl. var 5 lokal tid, men vi skulle nødigt misse vores fly til Charlotte kl. 7. Første meddelelse ”alle fly til Charlotte er aflyst”. Øv, øv, øv – bag i køen og så fik vi en om-booking via Cancun i Mexico og så til Mexico City. Ja, ja, det var vel fint nok, og så om at tjekke bagage ind IGEN. Her fik vi at vide, at det faktisk ikke var en rigtig om-booking, der var lavet, selv om vi havde fået en billet. Nå … øhh. Og der var ikke plads, men vi kunne komme til Denver og derfra til Mexico City. What ever – det var begyndt at blive en farce og nu ville vi bare gerne snart til Mexico.

Skrev jeg før, at jeg aldrig før havde set så mange mennesker som i immigrationen i Washington? Det er løgn efter at have stået i sikkerhedskøen i Washington. En lang slange af mennesker snoede sig hele vejen rundt og rundt i lufthavnen. Køen var alle steder. Det var håbløst. Det nåede vi aldrig for flyet til Denver gik om 50 minutter. På lidt uautoriseret vis fik vi os listet ind i køen et sted hvor flere rækker blev til færre. Måske kunne vi nå det. Vi spurgte forgæves personalet, om man kunne nå det, om vi kunne komme igennem en fast-line el.lign, men blev ignoreret alle steder. Amerikanerne er ikke et af de mest servicemindede folkefærd, vi har mødt. Taskerne røg på båndet, skoene skulle også af og med al vores habengut i hænderne og skoene ubundet gik det i løb ud til gaten. I bedste ”Airport-stil” kastede vi os ind i flyet – 2 minutter før afgang. Føj da, og så stod den igen på flyvetur – denne gang i 4 timer. Det virkede lidt fjollet at skulle til Denver. Med en lille smule ÙSA-geografi kan man se, at Denver ikke lige er på vejen til Mexico. Men, vi gør hvad de siger, og så kommer vi vel til Mexico på et tidspunkt.

Resten af turen gik glat, og vi kom til Mexico City. Vi blev hentet af en chauffør fra vores hostel, og efter en velfortjent nats søvn var vi klar til at udforske dette nye land.

Se, det var en lang historie om ikke ret meget andet end, hvordan man kommer fra Randers til Mexico-city. Det kan såmen også være svært nok endda. Nu vil vi dog gerne i gang med at opleve andet end lufthavne og I hører fra os igen, når vi har oplevet noget spændende.

Kan I alle have det rigtigt godt.

Hola fra ”Pablo” og  ”Rosario”

alias Kennet og Pernille

Næste rejsebrev