INDIEN 2007

 

 

  

Antal indbyggere:  1.129.866.154  (estimeret juli 2007.)

Areal: 3.287.590  km2

Hovedstad: Delhi

Købekraft pr. indbygger: 3.800 USD (pr. 2006)

Vi ville gerne se Rajasthan men pga. tidspunktet ville det blive for varmt selv at arrangere turen. At skulle sidde i varme busser og tog, rakke rundt efter et hotel, gå rundt i støvede gader for at finde seværdighederne. Derfor var det kun muligt at besøge Rajasthan, hvis vi bookede en tur. Vi tjekkede hos Jysk Rejsebureau - www.jyskrejsebureau.dk - men da vi ville have en guide samt behøvede overnatning med A/C på værelserne, ville det blive alt for dyrt.

Vi fandt i stedet et lokalt rejsebureau, Rajasthan Travel Service - www.rajasthantravelservice.com - der kunne gøre turen til næsten halv pris af Jysk. Vi kunne selv sammensætte turen som vi ville, men de havde også et forslag. Det blev til en 12 dages rundrejse, men indlagt afhentning i lufthavnen og en ekstra dag i Delhi.

Efter danske forhold var bureauet ind imellem lidt svære at kommunikere med, og i lang tid skete der ikke rigtigt noget. På et tidspunkt skrev de, at vi ville modtage vores rejseplan i løbet af en uge, men efter 1½ måned havde vi fortsat ikke hørt fra dem. Da jeg skrev til dem, at NU måtte de få fingeren ud, hvis jeg fortsat skulle opfatte dem som et seriøst firma, så skete der noget. Et par måneder inden turen ville de have 10% i depositum. Det var også rimeligt nok, men vi var virkelig bange for, at der var tale om et fupfirma. Man kan jo aldrig vide. Vi sendte dem dog omkring 700 kr. og så håbede vi bare.

Derfor var vi også meget spændte, da vi ankom til Delhi lufthavn en sen aften kl. 22 - var der mon en lille mand med et skilt med skriften "Kennet Föh"? Jo, sørme! Da vi kom ud i afgangshallen stod en yngre mand med et skilt med vores navn. Pyha, så virkede det altså.

Vi blev budt velkommen, blev kørt til vores hotel, fik en ordentlig stak vouchers samt en detaljeret plan over, hvad der skulle ske de næste 12 dage. Det virkede alt sammen meget professionelt.

Vi fik vores værelse. Kl. var efterhånden over midnat og efter vores ur tæt på "tidlig morgen". Og så gik strømmen. Vi havde helt glemt, at det var en naturlig del af Indien. A/C´en kom ikke til at virke igen - heller ikke selv om vi forgæves forsøgte at få fat i en til at kigge på den. Til sidst hængte vi "vil ikke forstyrres"-skiltet på døren og faldt i søvn - vores 1. dag i Indien.

Delhi 2. dag

Næste morgen fik vi en lækker indisk morgen-buffet på hotellet, og gik herefter ud for at kigge lidt på byen. Det var varmt, og vores kort over byen ikke så detaljeret, så vi turde ikke bevæge os ret langt væk fra hotellet. Kl. 12 blev vi hentet af guiden og vores chauffør og så fik vi en lille byrundtur. Da vi havde været i Delhi før bestemte vi selv, hvad vi ville se. Valget faldt på en tur ud til Bahai Templet, som jeg synes var så fantastisk sidste gang. Vi så også Birla Templet og tog også lige India Gate på vejen.

 

India Gate
 

Lotus Templet - Bahai

Bahia templet tilhører religionen af samme navn. Vi havde besøgt det før, men denne gang fik vi også besøgt et tilhørende museum. Man kan kun komme ind hvis man bliver inviteret og der er ingen adgang for børn under 14 år. Invitationen får man lige uden for selv templet. Det er et interessant museum, hvor man viser billeder fra de øvrige templer og fortæller i detaljer om historien bag religionen. Flere af stifternes liv og levned bliver også gennemgået, ligesom der er uddybning af religionens filosofi. Det er absolut et besøg værd, og der er ikke nogen der forsøger at omvende besøgende til Bahai.

India Gate
På turen fra Bahai Templet kørte vi forbi og så India Gate, ministerens bolig og de officielle, administrative kontorer.

Birla Mandir
Jeg ønskede også at gense dette flotte tempel, som er bygget til ære for Lakhsmi, velstandens gud. Meget passende, da den er finansieret af den særdeles velhavende BD Birla i 1938..

Vi havde en fin lille tur, og bort set fra, at A/C´en i bilen gik i stykker, og bilen var 50 grader varm, så gik alt efter planen.

3. dag - Mandawa

Vi havde aftalt med vores chauffør, at han ville hente os kl. 8.30. Kl. 8.32 stod han uden for hotellet - heller ikke hans præcision, kunne man klage over. Vi var ellers også lidt spændte på dette punkt, for vores erfaringer med Indien fra sidste gang var ellers ikke, at TID, var noget, man fandt så pokkers interessant. A/C´en var også blevet lavet - så det tydede jo godt.

Vi var da også næsten nået ud af Delhi inden chaufføren så bekymret ud, og trak ud til siden. Øv, tænkte vi - var A/C´en nu gået igen? Men nej, vi var punkteret. Det klarede chaufføren dog selv. I vejsiden på en særdeles trafikeret bro skiftede han dækket, og så kørte vi videre.

Vi stoppede senere for en formiddagssodavand et sted, hvor chaufføren samtidig kunne få repareret dækket, og så var bilen igen så god som ny. (Underligt som vi altid er uheldig med biler...)

Vi skulle overnatte i Mukundgarh by, men skulle efter planen først se nogle flotte malede "havelier" (gamle dekorerede herskabsboliger) i Mandawa. Kennet stoppede da også chaufføren da han kunne se, at han ikke kørte til Madawa men til Mukundgarh. Jamen, sagde chaufføren, nu var det jo blevet lidt sent, og det kunne vi bare gøre i morgen, og det var alligevel på vejen, bla. bla. bla. Nej - vi ville følge planen, og der var tid nok, og desuden var der meget på programmet den følgende dag. Vi fik vores vilje, selv om chaufføren brokkede sig noget på vej til Mandawa. Vi tror grunden var, at chaufføren havde fået et fast beløb til benzin, og at han kunne spare nogle kilometer ved først at køre til Mandawa dagen efter.

Men, sådan gik det ikke, og det var fint nok lige at få slået fast, at vi ville følge vores turplan og at vi ikke var til at løbe om hjørner med.

 


Vores bil og chauffør

Havelier

Vi havde en god guide, der svedte bravt mens han viste os de forskellige Havelier. Vi kom til at se mange på turen, og de fleste var meget imponerende. Havelier er en slags herskabsvillaer. De blev opført af velhavende handlende. Derfor ligger de fleste og flotteste Havlier da også langs silkerutens knudepunkter. Denne by ligger på kanten af ørken, og var derfor stedet, hvor de fleste karavaner skiftede fra heste til kameler. Bygningerne er meget flotte, specielt på ydersiden, da bygningerne blev brugt som en slags statussymbol. En købmand kunne på denne måde vise sin succes for omverden.

        

                                                         Havelier i Mandawa

Bygningerne var ikke kun til pynt, men var hjemsted for købmanden og hans familie. Den yderste gård blev brugt til forretninger, og indeholdt ofte et køkken, der blev brugt af lederne af karavanerne. Her kunne der sluttes aftaler, og karavanens leder kunne overnatte i stil. Den inderste gård var forbeholdt familien, og er ikke altid så imponerende som den ydre gård. I dag bor ejerne kun sjældent i disse bygninger, da byerne ikke længere ligger centralt. Visse bygninger forfalder mens andre er omdannet til museer, kunst bygninger el. lign. De fleste bebos nu af en slags opsynsmænd, som bor i bygningen mod at beskytte den mod forfald. Om man kan besøge en bygning afhænger derfor ofte af denne opsynsmand. Nogle viser gerne frem mod entre, andre gør det gratis, men sælger håndværk for at tjene lidt penge, mens andre betragter det som deres egen bolig, og absolut ikke vil have besøgende.

Overnatning på fortet i Mukundgarh

Vores første overnatning var på fortet i Mukundgarh. En by uden nogen form for seværdigheder, men med et fort, der idag bruges som hotel. At kalde det et fort, er nok lidt misvisende. Det er nærmere et gods. Når man ankommer bliver man mødt af et lille band, der spiller på gamle instrumenter. Lonely Planet er ikke ovenud begejstrede, men det var i vores øjne fantastisk flot. Det var åbenbart del af en kæde, hvor et par forretningsmænd i Delhi har opkøbt disse steder og renoveret dem. Værelserne er flotte og malet, så de fremstår som i gamle dage. Der er ingen spisesteder, og man er derfor tvunget til at spise dyrt (men også godt) på hotellet, hvor man sidder under åben himmel. Der var dukkeshow under middagen. Det udviklede sig lidt pinligt, da han forlangte drikkepenge for at opføre et show vi ikke havde bedt om. Det var meget flot, og man kunne købe hans dukker bagefter. Vi mødte mange dukketeatre senere, men der var ingen steder, hvor dukkerne var så flotte som her. Skal man købe dukker i Rajahstan, vil vi anbefale at gøre det her!

Vores værelse Aftensmad på fortet

Hotellet har også en dejlig pool, hvor vi lige nåede en svalende dukkert inden middagen.

4. dag - Fatehpur

Vores chauffør spurgte, om vi ville se et par flotte havelier i Fathepur, nu hvor vi alligevel kørte igennem byen. Vi takkede ja, og en lille dreng fik 20 Rupees (ca. 3 Dkr) for at vise os, hvor de lå.

Havelier
Mahavir Prasad Goenka Haveli - entre 20 Rupees (ca. 3 Dkr.), hvis du altså kan få lov til at komme ind. Havelien er ofte lukket af, og det var den også den dag vi kom forbi. Den siges at være en af de flotteste i hele regionen. Selv om man ikke kan komme ind kan man godt nyde malerierne på ydersiden.

          

Vishnunath Keria Haveli - entre 20 Rupees -ca. 3 Dkr,)

Mange af Havelierne bærer præg af, at ejerne var kosmopolitiske og kom meget omkring. Når de så kom hjem, ville de illustrere de nye opfindelser de havde set, på væggene i deres bolig. Problemet var, at kunstnerne jo ikke havde set disse moderne vidundere, og derfor tegnede efter deres fantasi. De kombinerede dem også med klassisk religion, hvorfor man i denne Haveli kan se Krishna i en underlig flyvende gondol lignende ting. Billederne er flotte, men enkelte er ødelagt af røgen fra køkkenet der stadig bruges.

Harikrishnan Das Saraogi Haveli - gratis entre

En fin bygning, der som mange andre er flottes udefra. Et af de mere specielle kendetegn er en kvinde, der ryger vandpibe hvilket både er og var, meget usædvanligt.

Chauhan Well

En af de mere besynderlige ting er, at der i denne region er mange brønde, der anses for at være seværdigheder. Da vand er en mangelvare blev mange brønde smykket med diverse motiver, mange af dem religiøse. Det meste imponerende er dog oftest usynligt -  mange af brøndene er over 40 meter dybe.

Bikaner

En by, der ikke har samme turist status som andre byer i området. Vi var positivt overraskede. Fortet er et besøg værd, og iflg. guidebogen er byen et billigere kamelsafari-alternativ og mindre turistet end Jaisalmer.

Vores hotelværlse i Bikaner

Junagarh

Entre 100 Rupees (ca. 14 Dkr.)+ 30 (ca. 3,5 Dkr.) hvis du vil bruge dit kamera. I entreprisen indgår en gruppe rundtur. Vi mødte den på vej, og de går MEGET stærkt. Der skal løbes, så hyr din egen guide i stedet. Vi havde vores egen guide og fik en god tur rundt. Fortet er et rigtigt fort, der blev bygget som forsvar mod angribende hære. De fleste forts i Rajahstan har oplevet krig, men kun de færreste er blevet erobret. Ofte måtte indbyggerne give op pga. manglende vand. Når man besøger området i dag, så undres man meget over, hvorfor disse ørkenområder har haft nogen betydning. Efterhånden som fortet mistede sin militære betydning blev det udbygget med luksus suiter. Et af højdepunkterne er en våbensamling, hvor det mest imponerende er et, af kun to eksisterende biplansfly, dvs. fly med to vinger over hinanden. Det er i øvrigt værd at bemærke, at fortet, som det eneste ikke ligger på en bakketop, og endda ligger uden for bymuren. Beskyttelsen ligger i en stor voldgrav, der dog i dag er tør.

   

Kamel farm
Entre 15 Rupees (ca. 2 Dkr. + 10 Rupees (1,4 Dkr.) hvis du vil bruge dit kamera
Kamelmælksis koster 5 Rupees (ca. 70 ører).

Det er ikke verdens mest interessante sted, men isen er næsten hele turen værd. Der er en lille udstilling der viser, hvad man bruger kameler til i et moderne samfund.

          

Lallgarh Palace
Paladset er i dag et luksushotel. Bygningerne er flotte og der ligger et, eftersigende, meget interessant museum. Det var lukket da vi var der.

 

5. og 6. dag - Jaisalmer

Der er en "turistskat" på 20 Rupees (ca. Dkr. 3) pr. person, som betales ved indkørsel til byen. Byen ligger meget tæt på grænsen til Pakistan, hvilket er byens velsignelse og forbandelse. I gamle dage var det beliggenheden, der skabte velstand. Det var sidste stoppested inden den lange tur gennem ørkenen. Efter uafhængighedskrigen, hvor Pakistan blev dannet, blev byen pludselig en udpost i et uroligt grænseland. Samtidig begyndte man at fragte godt med skib fra Mumbai i stedet for at køre det over land. Der er derfor ingen industri eller andre former for virksomhed i området. Til gengæld har man virkelig flotte veje, da hæren har brug for god infrastruktur for hurtigt at kunne komme til grænsen hvis der er krig. Der er også millitærbaser i området. De manglende jobs gør, at byen er utroligt fattig og kun lever af turisme og militæret.

I stedet for at sende bryllupsinvitationer ud med posten
maler man den på husmuren. Alle er dermed inviteret.
Det betyder også, at de fleste bryllupper har mange
hundrede gæster

Jaisalmer Fort
Gratis entre, da der er tale om et "levende" fort, hvor almindelige mennesker bor inde bag murene. Byen er opdelt i en "ny" del uden for murene, en gammel del indenfor og en lille del, der ligger helt inden i fortet. I fortet virker det som om, at alle huse er lavet om til hotel eller butik. Vores guide fortalte, at priserne på huse inden for fortet er lidt højere end uden for, at man kan lave en lille forretning, hvilket alle så gør.

Jaisalmer - fortet i baggrunden

Paladset er højdepunktet, hvor specielt "spejlsalen" er flot. Det virker som om, at alle Maharajaer havde en svaghed for glas, spejle og porcelæn. Man skal ud på en lang tur gennem ørkenen for at komme til Jaisalmer, men det er turen værd. Der er mennesker overalt i Indien, men dette sted er en undtagelse. Der bor 300.000 på et meget stort ørkenområde, og det giver en særlig stemning.

 

Chandraprabhu og Rikhabdev templerne - jaintempler



Ingen entre, men en donation bliver værdsat. Inden for fortets mure, boede og levede folk. Derfor er der naturligvis også templer. Templerne indeholder mange Ganesh figurer, og er i øvrigt specielle, da der ikke er brugt cement. Bygningen holdes sammen af, at der indsat jernspir  mellem stenene. Som i andre Jaintempler er der mange figurer af særdeles yppige kvinder.

 Buddha i Chandraprabhu templet

Patwa-ki-Haveli
Entre 20 Rupees pr. person (ca. 3 Dkr.). Blev bygget af 5 brødre, og er som de fleste Havelier smukkest udefra, men har også fine spejle og glas mosaikker indenfor.

Nathman-ki-Haveli
Gratis entre. Blev finansieret af to brødre, der fik hver sin side af huset. Set udefra ligner det et hus, men kigger man nøje efter, kan man se, at vinduerne ikke er helt ens. Arkitekten blev specifikt bedt om at indføje disse forskelle. Det bliver delvist brugt i dag, og der er derfor ikke adgang over det hele. Berømt for, at der blev brugt ægte guld til at male vægmalerierne på 1. sal.

Sam Sand Dunes + kameltur.
Vi blev hentet af vores chauffør og kørt de ca. 45 km. til Sam Sand Dunes. Her blev vi sat af, og fik ca. 45 minutter på kamelryg ud i "ørkenen". Samdbankerne mindede om "great sand dunes", som vi tidligere har set i USA. Selv om stilheden ind imellem blev afbrudt af sælgere (vand, sodavand, fløjter osv.osv) så var området rigtigt flot og fredfyldt. Vi satte os på en sandbanke og fulgte solens gang ned. (også selv om vi blev enige om, at den vel nærmest "fadede ud" og ikke gik ned.

På kamelrygh Ørken - vandrer ´solnedgang i ørkenen

Efter solnedgang blev vi kørt tilbage til Jaisalmer. 

7. dagJodhpur

Jodhpur - den blå by

Mehrangarh Fort
Entre 250 Rupees pr. person (=ca. 34 Dkr.) - inkluderer fototilladelse og audioguide (hvilket er ligegyldigt, når man har egen guide med)

Byen kaldes den blå by. Fra fortet kan man visse steder få fornemmelsen af, at byen er blå. Farven skyldes til dels, at det holder bygningerne kølige, samt åbenbart holder myggene væk. Fortet er et af de flotteste i området. Indenfor er der de sædvanlige museer og udstillinger. Her skal man specielt bemærke miniaturebillederne. Det er overraskende flot, men man skal kigge godt efter, for at bemærke de små detaljer. På afstand ligner det børnetegninger men på tæt hold er det imponerende.

 

     

            Fortet set tæt på                                     Fortet på afstand

 

Jaswant Thada (mini Taj Mahal)

 


Entre 20 Rupees pr. person (ca. 3 Dkr.) + 25 Rupees for kamera (ca. 3,5 Dkr.). Vi besøgte dette sted inden fortet. Det er meget flot, og der er en interessant begravelsesplads. Som normalt i Indien bliver Maharajaer brændt og det sker her. Der er en flot udsigt over fortet herfra. Kustoden lukkede dørene, og det gjorde det mulig at se, at marmoret faktisk er gennemsigtigt. Vi kunne se lyset igennem muren!

Bazaren og den gamle bydel

Bazaren

Vi fik en fin byrundtur. Det var interessant, og vi købte bla. sukker i fast form. Det smagte meget sødt, og bruges af de lokale som slik. Klokketårnet udgjorde centrum af byen, og omkring dette findes mange små gader med handlende af enhver art. Vi spurgte guiden, om de da ikke havde et storcenter eller supermarked i udkanten af byen, som trods alt har 850.000 indbyggere. Svaret var "Det er ikke vores kultur"! De handler i små butikker, som set udefra tilbyder fuldstændigt det samme. Et almindeligt dagligvareindkøb kræver derfor meget lange gåture og besøg i mange butikker.

Byens ambulance uden for Gandhi Hospital.
Nok verdens mindste ambulance

8. dag Ranakpur

Jain templerne i Ranakpur
Gratis entre men gerne donation til templet

   

                                                           
                                                            Et fantastisk flot tempel med mange søljer

Meget imponerende omgivelser med bjerge og dale, danner omgivelserne omring disse smukke templer. Specielt det ene, har en imponerende skov af søjler og statuer af elefanter, der gør det næste umuligt at finde ud igen. Der er 29 "rum" og 1.444 søjler, der alle er forskellige. Turen derud fører gennem bjerge og dale, og er meget grøn.

Udaipur 9. dag

Ubetinget en af de pænere byer på turen. Byen er beliggende ved en stor sø, og vandet giver byen en helt anden karakter end de øvrige byer på turen. Byen er ikke helt nem at finde rundt i, da den er gennemskåret af små floder, og dele af byen derfor er enten øer eller halvøer. Vi boede med udsigt over søen, men lidt uden for bycentrum. Byen i sig selv er ikke smuk, men beliggenheden meget flot. Højden gør, at byen er lidt køligere end resten af området.

Udsigten fra vores hotelværelse

Sahelion ki Bari
Éntre 5 Rupees pr. person (ca. 70 ører)

 

                                                Flot oase midt i alt støvet

Lille have med fine springvand. Vores guide fik tændt for dem, da de ellers er slukkede. Haven var egentlig for en maharajas kvinder. Vandet køler dejligt, og haven er fin, uden at være et botanisk mesterværk.

Bhartiya Lok Kala Mandal
Entre 35 Rupees pr. person (ca. 5 Dkr), 10 Rupees for kamera (1,5 Dkr.)

Et lille folkemuseum, som vores guide i første omgang "glemte". Der ville være synd, da det er en fin lille samling af lokale brugsgenstande. Højdepunktet er i følge guidebogen dukkerne. De var nu set pænere, men dukkeshowet var interessant, hvis man ikke har set det andre steder.

Jagdish Templet
Gratis entre, men gerne en donation. "Skopasser-manden" forventer at få 5 Rupees (70 ører) for at passe på dine sko. Et tempel, hvor det primært er udskæringerne, der er i fokus.

                

City Palace & Museum
Entre til Paladset og museum er 75 Rupees pr. person (ca. 10 Dkr.) og 200 for kamera.(27 Dkr) Byen har Rajahstans største palads, som også er ganske pænt at se på. Der er tilknyttet et museum, hvor det specielt er malerierne man bør bemærk. Der er også en stor våbensamling.

   

Flotte udskæringer og værelser belagt med guld og glimmer

 

Sejlturen ud til Jagmandir Island

Vi tog en sejltur ud til en lille ø, hvor der engang lå et sommerpalads. Vi havde udsigt til det meget fine hotel Jagniwas. 2 år tidligere var søen tørlagt, og man kunne køre i bil ud til hotellet! Da vi var der, var der masser af vand. Hotellet blev brugt i James Bond filmen Octopussy. Sejlturen var fin, da man så byen fra en anden vinkel. Vandet var også dejlig kølende.

                                        

 

10. dag Pushkar

Bilen gik i stykker (gearkassen) på vej til Pushkar.
Chaufføren og en hjælper skubber her bilen på værksted

Ghats
Som det gælder ved Ganges, er dette et helligt sted at blive brændt. Vi fik de forskellige Ghats at se. Her skal man ikke tage billeder af de badende mennesker, men de lokale restaurantejere generede sig ikke for at kigge på damernes Ghat med en stor kikkert!

 

Byen er mest kendt for det årlige kamelmarked. Resten af året er det hippierne der giver byen sin særlige charme. Byen er ikke ret stor, men indeholder et voldsomt stort antal hoteller og restauranter. Byen er egentlig hellig, og det giver en sjælden gang imellem anledning til konfrontationer mellem hippierne og de troende. Et par, der blev gift i byen ved den hellige sø, gav hinanden et kys efter ceremonien. Det kostede 30 dage i fængsel og en bøde på 10.000 rupees. Det er forbudt at vise følelser på den måde ved den hellige sø, men det er åbenbart ikke noget problem at ryge hash. Byen er interessant, men kan sagtens ses på en enkelt dag.

En lille familie sad på en afsats midt i byen

Brahma Templet
Gratis entre. Byen indeholder landets eneste Brahma templer. Til trods for, at Brahma er skaberen af verden, er der kun få templer for ham i hele verden. Legenden siger, at Brahma tabte en lotusblomst der hvor søen ligger i dag. Brahma skulle giftes her, men bruden var sen på den. I sin irritation giftede han sig med en anden. Da den oprindelige brud dukkede op, nedkastede hun en forbandelse over Brahma, og fra da af skulle der ikke bygges flere templer.

      

Ghats ved den hellige flod

Som det gælder ved Ganges, er dette et helligt sted at blive brændt. Vi fik de forskellige Ghats at se. Her skal man ikke tage billeder af de badende mennesker, men de lokale restaurantejere generede sig ikke for at kigge på damernes Ghat med en stor kikkert!

 

11. og 12. dag Jaipur

Amber - fortet og elefanttur
Entre 50 Rupees pr. person (ca. 7 Dkr.) og 75 Rupees (ca. 10 Dkr.), hvis du vil bruge dit kamera. Fra foden af fortet kan man tage en tur op til fortet på ryggen af en elefant. Det er meget hyggeligt. Elefanterne ser "velholdte" ud.

         

Elefanter på vej op                                         Vores elefant med hans fører

De går kun om morgenen pga. den høje temperatur, så kom tidligt. De forventer drikkepenge på ca. 75 rupees. Vi gav 50 da vi ikke havde mere, men det var vist også OK. Vores elefant var lidt gammel, og måtte holde et par pauser undervejs.

 

Fortet er meget imponerende på afstand, men også pænt på tæt hold. Det ligger uden for byen, og vi kørte dertil i vores bil. Når man kører derhen kan man se endnu et fort ligge oven over Amber fortet. Det er åbenbart tomt, men iflg. guidebogen kan man godt komme derop. Amber fort er utrolig flot. Maharajaen bor her stadig og vedligeholder såvel fort som museum. Som de andre forts, var der mange flotte rum og dekoration. Vi bemærkede de små senge, stort set uden ben. En tidligere hersker var blevet slået ihjel mens han sov. Derefter sov herskerne i en lav seng, således at der ikke kunne gemme sig nogen under den, og i en seng så kort, at fødderne rører gulvet. Dermed kunne han hurtigt komme op, hvis der kom et overfald.

        

Flotte udsmykninger - noget af det flotteste vi så i Indien

Maharajas Museum (City Palace)
Entre 180 Rupees pr. person (ca. 25 Dkr.) og 50 Rupees (ca. 7 Dkr.), hvis du vil bruge dit kamera. Et museum, hvor der stadig bor nogen; den kongelige familie. Vi så verdens største maharajas kjole. Han vejede 250 kg.

Jai Singhs Astronomiske Observatorie (Jantar Mantar)
Entre 10 Rupees pr. person (ca. 1,5 Dkr.) 50 Rupees oveni, hvis du vil bruge dit kamera. (ca. 7 Dkr).  En lang række MEGET store instrumenter, der kunne måle alt fra tid, dato til månernes og planeternes stilling. Det kræver en guide at få det meste ud af det.

Hawa Mahal
Vi så den kun udefra, men skal man ind koster det 5 Rupees (ca. 1 Dkr.) og 30 Rupees (ca. 4 Dkr) hvis du vil fotografere.

 

 

Bygningen er kun ét rum dybt, og der er efter sigende ikke meget at se. Det er, som med Havelierne, det ydre der er vigtigt. Formålet med bygningen var heller ikke, at det skulle være en bolig. Det er udelukkende opført, så den kongelige families kvinder kunne se processionerne på gaden uden selv at blive set.

Bazaren
Den "nye" by ligger som sagt et stykke væk fra fortet. Byen er en af de eneste i landet, der er planlagt. Der er store gader på kryds og tværs, men uden for murene er der kaos overalt som sædvanligt. Selv den planlagte del af byen er ret kaotisk. Byen hedder "Den lyserøde by", da byen blev malet i forbindelse med ´prinsen af Wales besøg i 1876. Siden da, har det været pålagt alle indenfor murene at male den en gang om året. Vi synes, at det var interessant, men ikke specielt lyserødt. Der var lidt mere plads i bazaren end i de fleste andre byer, og der var flere rigtige" butikker", men varerne var de samme.

 

loftet på vores hotelværelse

Turen til Delhi

Vi fik overbevist vores chauffør om, at vi først skulle køre fra Jaipur kl. 9. Han var ellers klar til kl. 8, men vi ville gerne nyde den sidste morgen på vores "luksus-tur". Vi skulle jo også lige have pakket alle vores ting ned i rygsækken. Når man har bil til rådighed har man en tendens til at slæbe en ekstra pose eller et lille depot af drikkevarer med - det var slut nu.

Vi fik en dejlig morgenmad og så var det af sted. En lille times tid inden Delhi begyndte bilens temperaturmåler at nå det røde felt. A/C'en virkede heller ikke så effektivt mere, og bilen var i det hele taget varm. Vi stoppede og mens chaufføren nærmest spulede motoren med en haveslange tog vi os en sodavand i en lille lokal bod. Det hjalp. Vi blev kølet ned, og det blev bilen også - skønt med A/C igen. Det holdt dog ikke længe. Da vi nåede Delhi kunne vi se at nålen igen var faretruende tæt på det røde felt. Her skulle vi dog af, så det blev ikke vores problem.

Vi blev sat af ved New Delhi jernbanestation, lige ved Main Bazar (backpackerområdet i Delhi). Vi kendte området fra sidste besøg i Delhi. Her er mange restauranter, butikker og hoteller, så det var stedet for os. Vi fandt hurtigt et hotel med A/C, hvilket var nødvendigt. Temperaturen i Delhi var virkelig kommet i vejret siden vi var her for 2 uger siden - omkring 43 grader. 

Backpackerkvarteret har også andre indbyggere - nemlig køer

Delhi

Majsid Mahid
Gratis entre - men "tvungen" kamerabillet til 200 Rupees + 5 Rupees til skomanden. Moskeen er en af de største i landet, og har en meget flot plads til de bedende. Man kan komme op i et klokketårn, men det var lukket da vi var der

       

Der er en fantastisk stemning ved Maja Mashid

Markederne vi så fra cykel richshaw
Vi fandt en gammel mand, der kørte rickshw. Han ville vise os byen og markederne for 100 rupees for en time. Han viste os markederne, som ellers kan være svære at finde rundt i.

Travlhed i bazaren

Shree Sumatinath Jain Swet Amber Templet
Gratis entre, men giv gerne en donation til templet. Højdepunktet var dette Jaintempel. Vi troede at han ville sælge os noget, da han satte os af i en baggård, men det var rent faktisk et flot og endda gratis tempel.

Indgangen til templet

Efterfølgende satte han cyklen, og vist os til rundt til fods. Vi så det rigtige krydderimarked, hvor man sælger i hele sække. Meget spændende.

Chili til salg - det var så stærkt, at vi hostede
og nøs bare ved at gå rundt i bazaren

Efterfølgende gik vi op på taget af en meget gammel bygning og fik et godt view. På vej ned af trapperne inden i bygningen fik vi at vide, at vi skulle holde til venstre, da der var strøm i væggen til højre. Det var meget interessant at komme helt ind bag ved facaden i byen.

Delhi set lidt fra oven

Nationalmuseet
Gratis entre - selv om der ved indgangen stod 300 Rupees for for udlændinge - muligvis var det for leje af audioguide.

Noget rodet opstilling, men afdelingerne med Indisk historie er klart bedst. Kun få skilte og lyset er meget variabelt.

Coughnath Place
Området har rigtigt mange butikker, heraf en del vestlige mode- og mærkevarebutikker samt dyrere restauranter og kæder som fx. Subway og Mc Donnalds. Hele området er ombygget af cirkulære veje rundt om hinanden.

Afrejse

Vi skulle med flyveren til Singapore kl. 23. Tjek ud fra hotellet var kl. 12, men vi var enige om, at en hel dag i Delhi uden mulighed for at "flygte" op på et A/C værelse, det var uudholdeligt. Derfor beholdt vi vores værelse på afrejsedagen, og betalte altså for en ekstra dag. De penge var givet rigtigt godt ud, for afrejsedagen var en af de varme, og det var skønt at kunne få et bad lige inden afgang.

Vi havde forhåndsreserveret en taxa, som hentede os kl. 19.30. 20.20 var vi i lufthavnen, også selv om hotellet havde sagt, at det tog ca. 30 minutter at komme i lufthavnen. Belært af erfaring havde vi sat masser af tid af, så det var ok. Vi slap igennem diverse forhindringer

- vagten ved døren ville ikke acceptere vores e-ticket som indgangsbillet, da datoen for afrejse var ændret.

- personalet ved Singapore Airlines indtjekning ville ikke acceptere, at vi ikke havde en papirbillet (vi rejse jo på e-ticket! - så et det smarte jo, at man ingen papirbillet har!)

- vi havde ikke fået en udrejseblanket og kunne derfor ikke komme igennem immigrationsskranken

- ved tjek af håndbagage tjekkede og tjekkede de min bagage. Der var et eller andet. Alt blev hevet ud, lukket op og undersøgt, men de fandt nu ikke noget.

Da alle problemer var løst kom vi igennem til boarding, og vi kunne fortsætte til Singapore.

Læs mere om vores tur i Singapore hér

 

Flere billeder fra Indien 2007 Rejsetips for Indien Rejseoversigten Forsiden
Klik her Klik her Klik her Klik her

 

 

Spørgsmål eller kommentarer ?? Skriv til os

rejser@pernille-kennet.dk