Kuwait 2013

Påskeferie 2013
 

Ombygning i Aalborg lufthavn, så kom i god tid. Jo, det gjorde vi så. Når man først skal flyve lørdag kl. 12, så er der jo masser af tid. Rygsækken blev pakket fredag efter arbejde og fodboldkampen set hos mine forældre. Masser af tid!

Afgang mod Aalborg kl. 9.30 og ankomst en time senere. Som altid rimeligt nemt at finde en parkeringsplads. Vi kom af med bagagen med det samme og der var ingen kø i check-in. Derfor var der også god tid til at småsnakke med "Helle fra kantinen i Skive", som var på vej til Thailand.

Lidt forsinkelse på flyet til Amsterdam, men kl. 13.35. landede vi. Vi blev alle beroliget med, at alle transfers skulle kunne nås. Med bus ind til terminalen, og selv om der ikke var sne i Holland og de påstod, at der var plus 2 grader (en forskel på plus 10 i forhold  til Danmark), så føltes det stadig iskoldt.

Indgangen fra Schengen var blevet automatiseret. Træd ind bag plastik-skydelåger, scan dit pas og så er du inde. Smart, nemt og hurtigt. 10-14 min. gang til gaten, stod der på skærmen. Nå, men vi havde tid nok, selv om man selvfølgelig bliver bekymret, når der siden vores landing havde stået "boarding" ud for vores fly. .Da vi nåede gaten forstod vi hvorfor. Der var kæmpekø for at komme igennem security, og derfor var de gået i gang med god tid. Vi slap igennem uden problemer og næsten til tide var der afgang mod Kuwait.

Der var kun ganske få andre hvide ombord og de fleste piger havde sort tørklæde på. Vores ansigtskulør må vel også nærmest betegnes som "gennemsigtig lyserød" i forhold til medpassagerernes. Vi fandt ud af, at vi skulle af "på vejen", da flyet fortsatte til Saudi Arabien. Hmm, spændende, tag mig med !

Vi kom af flyet og fandt skranken, hvor vi skulle have visum. Proceduren var ikke indlysende. Først til en mand og få en fotokopi af dit pas. Her fik du samtidig et nummer. Så vente på at det blev dit nummer, og så aflevere passet og den blanket, som du i mellemtiden havde udfyldt. Manden bag skranken kunne ikke læse vestlige bogstaver, så alt hvad vi havde skrevet var lige meget. Vi skulle sig, hvad er stod og så skrev han, hvordan han syntes det lød. Så over i AMT og hæve penge til visum. Så til vekselbureau og veksle de alt for store sedler. Så trække 2 "frimærker", som skulle sættes på visummet, og så  i kø for at få udarbejdet det endelige visum. Puha!

Bagagen var for længst kommet og stod og ventede. Vi kunne umiddelbart ikke se nogen rygsække. Øv! men sørme jo, der lå de jo. Yes! Vores bagage blev scannet og så var vi ude. Vi havde bestilt hotellet til at komme og hente os, og sørme om ikke der stod en mand i fint jakkesæt med et skilt "Mr. Pernille Föh". Nå, skidt :-)  Vi blev hentet i en meget fin hvid bil med lyse lædersæder og en chauffør i fint jakkesæt. Kl. var efterhånden næsten 23 og vores først kig på landet var en by i mørke men oplyst af en del farvede pærer. Her kradsede krisen ikke. Umiddelbart et fint land. Vi blev sat af på vores hotel, som så fint ud. Vi fik hurtigt vores værelse - dejligt stort og rent og med gratis internet og et par kolde vand, så krævede vi ikke mere. Vi tjekkede mail og så i seng.

D 24.3
Vækkeuret ringede kl. 7.30. I dansk tid 5.30, så kroppen skulle lige overbevises om, at vi skulle op. Vi gik ned i restauranten og her ventede en lækker morgenmad med masser af ost, grønt, brød, lune retter og frugt.

Vi spiste mens vi diskret (mere eller mindre) kiggede på de andre gæster, som enten var iført en hvid kjortel og hvidt klæde på hovedet eller en "sort sæk". Interessant.

Godt mætte pakkede vi vores rygsæk og bevægede os ud i byen. Det var lunt med en kølig brise. Helt perfekt. Vi havde kun kortet fra Lonely Planet og da de aldrig er helt pålidelige, var det spændende, om vi kunne finde vej. Når jeg skriver "vi" så mener jeg selvfølgelig Kennet, for jeg kan aldrig finde vej. Det gik nu meget godt.

Vi gik forbi Sadu House og kiggede ind.. Huset er en del af Nationalmuseet, som viste og forsøgte at fastholde den traditionelle vævning, som har været udøvet af beduinerne i mange årtier. Bygningen i sig selv var ganske flot, og der sad også en enkelt kvinde og vævede. Der var ingen entre og ikke andre besøgende end os.

Ved siden af lå Beit al-Badr, som er et traditionel mudderhus med store, tunge trædører. Huset er fra 1838 og et af de sidste af sin slags. Huset var lukket, så vi så det kun udefra.

Mudderhus

Vi gik forbi Nationalmuseet. Det har været under renovation de seneste år, men guidebogen mente stadig, at det behøvede man ikke at bruge tid på, så vi sprang over. 

Vi ville gerne ind og se Old Kuwaiti Town, som er huse, som er replika af 18-tals huse, som skulle give god indsigt i, hvordan byen så ud, inden man fandt olie. Stedet havde desværre lukket om søndagen. Ved side af lå et kristent kompleks, som vi gik ind og så i stedet. Her var både kirke og skole og det virkede som et helt lille kristent samfund inde midt i alt det muslimske.

Med lidt besvær fandt vi Souqen, eller ja, dem er der selvfølgelig mange af, men hoved-souqen.  Her var mange små butikker, som solgte alt mellem himmel og jord. Nogle butikker var under tag, andre var i det fri. Vi satte os på en bænk og fik en sodavand og Kennet fik desuden et par samosas. 

Overdækket souq

Vi gik forbi Sief Palace, som er det officielle sæde for emiren. Stedet er ikke åbent for offentligheden og man måtte ikke tage billeder -  hvilket jeg læste for sent. 

Jeg ville gerne ind og se Den store Moske, men vi måtte ikke komme ind. Man skulle booke en tur pr. telefon eller vente til efter kl. 17. Vi besluttede at kigge udefra og ellers vente til Bahrain eller Qatar.  Moskeen her er den største af byens 800 moskeer. Den åbnede i 1986 og har kostet 14 mill. Dinarer at bygge.

Det blæste lidt op og luften var støvet. Vi trængte til et hvil og gik hjemad.

Et par timer senere var vi klar igen. Vi gik mod Kuwait Towers, som er Kuwaits mest kendte kendetegn. Stedet var lukket pga. restaurering, men vi kunne kigge ude fra. Stedet er tegnet af en svensk arkitekt og blev åbnet i 1979. Den højeste af de tre tårne er 187 meter og huser bla. en restaurant. Ellers bliver tårnene brugt til opbevaring af vand.

Vi gik langs vandet på strandpromenaden. Den strækker sig i sin helhed over 10 km og er velbenyttet til gå- og joggeture. Nogle lokale sad i skumringen på stranden og nød den kølige aften.

Vi fandt en Chilleys Restaurant og fik en velfortjent burger og nogle fantastiske fritter. 

Bagefter gik vi lidt rundt og kiggede på bygningerne. Det lykkedes også at finde et minimarked, hvor vi kunne købe sodavand og chips og en alkoholfri Budwiser til Kennet. Til forskel for så mange andre lande i denne del af verden, var det svært at finde en "vandbutik". Nå skidt, det lykkedes jo for os. Og så hjem på hotellet til aftenhygge.

D. 25.3.
Morgenmaden var lige så god som i går og tjeneren lige så dårlig til at stille glad frem :-) Det var fascinerende at spise sammen med de sortklædte kvinder, som med besvær fik krænget mad ind under det sorte klæde, som hang ned foran munden.

Vi spurgte i receptionen, hvordan vi fandt Scientific Center, hvis vi ville tage en bybus. Vi fik et par mulige busnumre og blev peget i retning af busstoppested. Der kom også en bus. Chaufføren kunne ikke engelsk og forstod ikke, hvor vi skulle af. Nå, vi måtte se, hvad der skete. Det lykkedes dog at købe en billet. Vi kørte rundt og rundt. Det var vidst ikke den lige vej, og til sidst var jeg rundforvirret. Så er vi ved endestationen, sagde chaufføren, eller det han faktisk sagde var "stop" og det betød endestationen.


Gade i bydelen Salmiya

Vi var ude midt på en vej, men hvad, det var nok rigtigt, når han sagde det. En venlig, kvindelig medpassager pegede os i den rigtige retning, og så var det ret nemt at finde centret.  Vi købte billet til Akvariet (3,5 Dinar - 70 kr.)

En fin udstilling om havet, dens dyr og også om Kuwaits nulevende og tidligere dyr. Det hele er sat flot op - et flot hus og område. Uden for et dejligt område med borde og udsigt til vandet og den eneste overlevende dhow (en speciel båd) fra før-olietiden udstillet. 

dhow

 Der var en Starbucks og vi købte kaffe og te, og satte os udenfor og nød vejret.

Vi besluttede at gå tilbage til byen. Det var en god tur på omkring 10 km. Undervejs kigge butikker, folk osv. Helt tilfældigt kom vi forbi Hard Rock Cafe og Kennet fik sin obligatoriske t-shirt med hjem. Turen kostede et par vabler og jeg måtte smide skoene til sidst - men det gik. Godt støvede kom vi hjem til lidt afslapning og et dejligt bad, hvor al støvet blev vasket af. Vi bestilte taxa til næste morgen, hvor der var afgang til Bahrain.

Vi spiste aftensmad på Mughal Mahal, en indisk kæderestaurant, som lavede ganske fin indisk mad.

Tilbage på hotellet faldt Kennet i snak med receptionisten, som var fra Bangladesh, men jeg hvilede mine trætte fødder.

D. 26.3
Vi var oppe kl. 7, for Gulf Air skrev på deres hjemmeside, at de anbefalede check in 2 timer før afgang, og vi havde jo set køerne ud af landet ved ankomst. Vi spiste morgenmad i en meget stille restaurant - de øvrige gæster stod ikke så tidligt op. Vi pakkede vores ting. Check ud var meget professionelt og chaufføren i den fint hvide bil med lædersæderne bragte bagagen ud. Turen til lufthavnen gik glat. Der var også kun 15 km, men vi kunne se, at der var total trafikprop den anden vej.

Der var ikke andre end os ved check in og sikkerhedskontrollerne (eller hvad man nu kan kalde dem) gik også uden kø og problemer. Vi fik lov til at tage vand med igennem, selv om vi lagde det i bakkerne og alle kunne se det, ligesom kontrollørerne heller ikke så meget som kiggede på skærmene. Lufthavnen var fuld af rejsende. Ikke mange hvide, men en del filippinere (eller i den dur), som skulle til Hajj i Saudi Arabien. De havde ens hvide dragterne på og så forventningsfulde ud. Så var det tid til afgang og kursen blev sat mod Bahrain.

Vi skulle med en "guldflyver"

Læs mere om vores dage i Bahrain her