Malaysia 2010

Afgang fra Hamborg kl. 9 lørdag morgen. Det betød at vi skulle hjemmefra kl. 3 om natten. Dårligt tidspunkt, for det kunne næsten ikke betale sig at gå i seng - på den anden side, er natten også lang til kl. 3.
Vi fik aftenskaffe hos Pernilles forældre og gik så hjem og pakkede de sidste ting. kl. var 23, og vi besluttede os for at gøre alt klar og lagde os så og tog en power-nap til kl. 1. Så kørte vi - inden vi faldt i for dyb søvn. Pernille kørte til grænsen mens Kennet sov og så byttede vi.
I Hamborg havde vi denne gang reserveret plads i et P-hus 10 minutter fra lufthavnen. Her afleverede vi bilen og blev kørt til lufthavnen. Når vi kommer retur skal vi blot ringe til firmaet og så bringer de bilen til os. Har man de lyster kan man få vasket og rengjort bilen, mens man er ude at rejse - smart! RuS Parking Hamburg
Vi var i lufthavnen i alt for god tid og da check-in gik nemt havde vi over 3 timer, der skulle fordrives. Vi fandt et roligt sted og lagde os.

Turen gik kl. 9 til Amsterdam og herfra videre til Kuala Lumpur. En 12 timers tur, hvor der heldigvis var god underholdning undervejs, fin mad og tid til at sove. I Kuala Lumpur skiftede vi fly og tog de sidste 1½ time til Kuching. Dansk tid - 4 om morgenen, malaysisk tid 10 om formiddagen. Vi kunne godt mærke, at vi efterhånden manglede et par nætters søvn. Det tog for evigt inden bagagen kom, herefter ud og betale for en prepaid taxa og så ca. 15 min. ind til Kuching midtby.
Vi havde forudbestilt et værelse på Harbour View Hotel. Vi var heldige at få vores værelse med det samme og tillod os den luksus at hvile 1 time, som blev til 2½. Herefter tvang vi os selv op, for ellers ville de blive umuligt at sove om aftenen. Vi gik ud for at kigge på byen.

 
 Indgangen til China Town

Vi gik en tur i China Town. Området er en samling af flotte gamle butikshuse og kinesiske templer. 

Vi gjorde holdt i to kinesiske templer; henholdsvis Hong San Si Temple, som er Kuchings fineste tempel fra 1840 - totalt istandsat i 2003 og Tua Pek Kong, som er et meget populært tempel blandt kineserne i Kuching.

                
Hong San si Templet                                                    Tua Pek Kong Templet

Turen gik også igennem en lille gågade, hvor en indisk moske lå nede i en lille smøge.

Vi kom til et Shik tempel, som så lidt lukket ud. Vi gik nærmere, men var i tvivl om, hvorvidt man måtte kigge ind. Heldigvis kom en gammelfar forbi og inviterede os inden for. Han viste os rundt og vi blev budt på lidt sødt.

Herefter gik turen tilbage til hotelværelset, og heldigvis for det. Vi småløb det sidste stykke vej og nåede lige ind i lobbyen inden regnen væltede ned. Hold da op, hvor kan der komme meget vand på kort tid. Godt, at vi sad trygt og godt indenfor. Efter ca. 45 min. holdt det op, og ingen kunne se, at det havde været møgvejr lidt tidligere.
Vi gik ud for at finde noget at spise. Det virkede lidt svært. Mange af restauranterne var frokoststeder og andre virkede lige lokale nok med lidt for mange fiskehoveder i sovs. Til sidst fandt vi en kinesisk sundhedsrestaurant, hvor vi fik noget ganske fint kinesisk mad - selv om de pga. deres sundhedstema, ikke serverede sodavand - skandale :-)

Kennet ved havnefronten i Kuching

Herefter hjem i seng - det var tiltrængt.

Mandag d. 28.6
Vi sov i 10 timer, og kunne måske endda godt have nuppet én til, men op skulle vi. Vi gik ned i restauranten for at købe morgenmad. Det var ikke med i prisen. Buffeten viste tydeligt, at de normale gæster var asiater, for her var alt hvad en asiat kunne drømme om af morgenmad. Varme nudelretter, risretter, kylling i karry, risvælling (tror jeg det var), men også brød, cornflakes og frisk frugt.

Herefter skulle vi hen for at forudbetale vores overnatning i Bako National Park, hvilket foregik på deres kontor i Kuching. Vi havde kigget ud allerede om søndagen, hvor kontoret lå, så vi fandt det uden problemer. Betalingen gik nemt, og herefter tilbage til hotellet. Så var vi klar til dagens program. Vi havde booket en tur til Sarawak Culture Village (80 RM - 160 Dkr. for transport og entre), og ville blive hentet kl. 10.15 af en minibus.

Sarawak Culturel Village
Stedet er et levende museum. Det har forskellige huse, som viser hvordan forskellige stammer på Borneo har bygget deres huse.
Vi ankom lige i tide til at se et danseshow med indlæg fra forskellige af Borneos stammer. Meget fint lille show på 45 minutter.

Herefter gik vi rundt og så de forskellige huse, og nogle steder købte vi smagsprøver af de kager og søde sager, som blev fremstillet.

I en lille hytte blev lavet tusch-tatoveringer med lokale mønstre og sådan en skulle jeg selvfølgelig have. Den var ret flot, men duede selvfølgelig kun indtil næste gang, den stod på bad :-(

Pernille med tatovering

Efter turen rundt i parken fik vi lidt frokost og herefter gik turen hjem til hotellet.

Vi gik ud i byen og kigge lidt. Midtbyens butikker lukker meget tidligt så byen virker noget død. Vi fandt en indisk restaurant og spiste skøn indisk mad.

Tirsdag d. 29.6
Vi stod op og lidt luksusdyr er man vel blevet på sine gamle dage - vi tog en taxa til Bako by (40 MYR), og blev registreret og betalte for at komme ind i nationalparken. Herefter gik resten af turen med en lille båd med motor, den eneste vej ind i Nationalparken. Bådturen koster 47 MYR.

Gangbroen ved ankomst til Bako

Vi kom i land og efterlod vores bagage i receptionsområdet. Vores hytte var først klar kl. 14. Vi købte noget vand og herefter begav vi os på en vandretur - Tajor Trail. Den var 1,7 km. ud og samme vej tilbage. Det lød jo ikke af meget og det undrede os, at turen var sat til 4-5 timer. Vi fandt dog hurtigt ud af hvorfor. Det var noget andet end en gåtur i Fladbroskoven. Der var skarpe opstigninger og en knudret underlag med rødder og grene. Det var hårdt og varmt. Vi nåede dog enden, et lille vandfald, og besluttede os for at gå 800 meter videre, for her skulle ligge en strand. Vi nåede de 600 meter, men de sidste 200 turde vi ikke. Nedstigningen var for stejl, og vi var bange for aldrig at komme op igen. Vi startede turen tilbage og lige inden slut ville vi lave et lille loop ned til en anden strand. Der skulle være omkring 600 meter. Den første del gik fint, men pludselig fik Kennet det dårligt pga. varmen. Vi besluttede os for at stoppe og gå tilbage.

 
Kennet i Bako                                            En "uvenlig" stamme i Bako

Tilbage i civilisationen fik vi vores nøgle og fandt vores hytte. en var rigtig fin udefra. Indvendigt var den vel nærmest spøjs. Et meget stort rum med to enkeltsenge og en håndvask og ved siden af et lille badeværelse med bruser og toilet. Selvfølgelig kun koldt vand, men det var ok i heden. Værelserne har kun vifte og ingen A/C. Pga. aberne kan man ikke lade vinduerne stå åbne, heller ikke selv om der er myggenet for vinduerne. De kan godt selv åbne og komme ind. Værelset var derfor temmelig varmt, men vi håbede, at det ville køle ned senere på aftenen.

Vi gik over og købte en sodavand og gik herefter over i hytten for at hvile benene. Vi tænkte, at vi nok godt kunne lade vinduerne stå lidt åbne men med myggenetsvinduerne for. Vi var jo i hytten og så kom aberne vel ikke ind? Der gik 2 minutter så var den første abe helt oppe i et af vinduerne for at se, om den kunne komme ind. Den var ret sikker på sin ret til at være der, så på trods af tilråb og fægtende arme blev den siddende og så mest af alt ud som om den rakte tunge. Da Kennet kom til flygtede den dog. Vi lukkede vinduerne, det var vidst eneste mulighed.


To aber på stien i Bako

Inden aftensmaden kunne vi nå en tur til stranden. Solen var ved at gå ned, og det var så smukt.

Bako - solen går ned

Der var aber i træerne og et vildsvin futtede rundt. Kl. 18.30 var der aftensmad i "kantinen" Det var "spis hvad du kan fylde på din tallerken". Der var 12 lækre retter at vælge imellem. Måske var det fordi vi havde brugt en masse kræfter i dagens løb og var trætte, eller fordi omgivelserne bare var usædvanligt fantastiske, men maden smagte bare så godt!



 

Kl. 20 var der aftenvandring med guide. Vi meldte os. Det var nok ikke meget, man kunne se i mørket, men for 10 MYR p.p (19 Dkr.) så kunne det vel være fint. Turen var stille og rolig, det var ikke et spørgsmål om at gå langt men at se dyr. Guiden introducerede os for "100-ben", slanger, en lemur, "cat-fish", et kattedyr, som vi ikke var helt sikre på den danske oversættelse af, edderkopper, skorpioner og nogle selvlysende paddehatte. Alt i alt et par rigtigt gode timer og turen kan anbefales.

Herefter tilbage til hytten. Aberne var gået hjem og vi satte os uden for i aftenmørket nød natten og lydene. Det begyndte at regne og det var så hyggeligt.

Hytten var stadig lummervarm. Viften gjorde, at lige når den ramte, så var det dejligt køligt, men når den kørte væk var det ulideligt. Kennet kunne ikke sove, mens jeg må indrømme, at kl. 24 slukkede og lukkede Pernille.

Onsdag d. 30.6
Vi var oppe og klar til at gå lidt over 8. Det var varmt i hytten og umuligt at sove længere. Vi efterlod bagagen i receptionen og begav os ud på Lintang Trail; 5,3 km. lang og til tider ret stejl. Starten af turen var op, op, op - men det gik. Enten var vi kommet i bedre form siden dagen før, eller også var det en lille smule køligere, i hvert tilfælde gik det noget lettere i dag. Vi kom igennem forskellige slags skov; "rigtig" regnskov, mangrove, noget der mindede om almindelig dansk skov samt sten- og klippegrund.

Kl. 11.30 var vi tilbage. Vi gik langs stranden og nød den flotte udsigt. Der var også lige tid til en hurtig gang frokost, og herefter ned til stranden for at finde Ibrahim og båd 16, som vi havde bestilt til at sejle os hjem. Der var lavvande og vi måtte af med sko og strømper og gå ud til båden. Vandet var dejligt lunt og turen tilbage skøn.

        
Lavvande ved Bako                                            Udsigten fra båden

Tilbage i afgangsterminalen var der en halv time til bussen gik. Der var ingen taxaer, men en lokal var rundt for at spørge om nogen havde lyst til at køre os til Kuching. Næ, desværre ikke. Nå skidt så ventede vi på bussen. Så kom en ansat i nationalparken med nye forsyninger til parken. Vores ven fik overtalt ham til at køre os tilbage. Vi takkede og satte os ind. så fortrød han alligevel turen, men fandt en bror/fætter, der gerne ville køre os og så overlod han bil, bilnøgler og turisterne i hans hænder.
30 minutter senere var vi tilbage i Kuching.

Husene ved afgangsterminalen

Vi brugte lidt tid på nettet og gik herefter en tur ud i byen. Der var fortsat lidt, vi ikke havde set endnu.
Vi tog en "small ferry"/tambang over til den anden side af floden og besøgte Fort margherita, som er bygget i 1879 af Charles Brooke. Fortet så ud til at være nyistandsat. Ingen entre.
Herefter gik vi en tur langs vandet og satte os og fik en cola.

Vi ville gerne dagen efter ud og se Semenggoh Wildlife Center. På vores eget hotel havde de en tur, men den var dyr. Vi kunne også tage en taxa, men igen en dyr løsning. Bussen virkede ikke logisk, da den ikke gik ret tit og kom til centret for sent til at man kunne se fodring af aberne. Vi kunne huske, at det turselskab, som vi havde brugt til at besøge Sarawak Culturel village, også havde ture til Semenggoh. De var ikke repræsenteret på vores hotel, så vi gik over til Hilton, som ligger lige over for vores hotel. Man kunne jo altid spørge... og jo, jo, det var ingen problem. Vi kunne godt komme med på turen, vi skulle blot møde op den næste dag kl. 7.30. Pris for turen incl. entre (3 RM) var 35 RM.


Torsdag d. 1.7.
Vi stod op kl. 7, og 7.30 stod vi på den anden side af gaden hos Hilton. Vi blev mødt af en meget venlig portier, som var informeret om, at to personer fra Tune skulle med på tur. Vi blev bedt indenfor i Hiltons reception, mens vi ventede og fik endda udleveret en avis. Da minibussen kom fulgte portieren os ud til bussen og løb efterfølgende ind og hentede avisen til os, for den skulle vi da have med. Hold da op hvor en service.

Vi skulle hente lidt flere turister på andre hoteller og herefter gik turen ud til Semenggoh Wildlife Centre. Vi blev sat af og gik til startplatformen, hvor orangutang sad og spiste banan. Der er 26 aber i området, alle semi-vilde. De er i centret og vil aldrig kunne sættes ud, men til gengæld er området rigtigt stort og uden hegn, så aberne lever i omgivelser, der er så tætte på virkeligheden som muligt. En guide fortalte, at flere af aberne havde de ikke set i årevis. De finder selv føde i skoven, men kommer for at få en snack i ny og næ - primært i perioden juni - november, hvor træerne ikke bærer frugt. Det er altså ikke en zoo, og der er ingen garanti for at se aber.
Vi fik en lille fortælling omkring, hvordan man skal opføre sig blandt aberne. At de er vilde og at man ikke skal komme i vejen for en.
Herefter gik turen til fodringsplatformen. Guiden gjorde hvad han kunne for at lokke aberne til - men nej.

Vi fik at vide, at der var en hunabe med sine unger ved udgangen og vi gik derhen. Ganske rigtigt. Ungerne legede i træerne omkring moderen og hun spiste. Det var et skønt syn. Pludselig kom bedstemor aben også. Hun var stor og, sagde guiderne, til tider en smule aggressiv. De turister, der desværre var blevet bidt i tidens løb, var alle blevet bidt af hende. Hun virkede nu rolig i dag, men ikke så fotogen som abemoderen.

Efter ½ time var fodringen ovre, og vi tog bussen hjem til hotellet. Den venlige portier spurgte til turen, og vi kunne forsikre, at det havde været en dejlig tur.

Kl. var kun 11, så vi havde en god lang dag foran os. Vi startede med at gå på MacDonalds og få frokost. Måske en hån mod al den gode Malaysiske mad, men nu havde vi bare lyst til en burger.

Vi gik videre til Sarawak Museum, som huser forskellige udstillinger. Vi tog etnografimuseet. Der er gratis adgang. Her ses bla. en del af Borneos dyreliv i udstoppet tilstand - helt klart udstillingsmodeller med nogle år på bagen. En fin samling af skaller og også en udstilling af et langhus.

Da vi kom ud var det begyndt at regne kraftigt. Tja, det gør det jo en gang imellem, så vi satte os i indgangsdøren og ventede på at det skulle stoppe. Det væltede ned i ca. 30 minutter og så var der fri bane igen. Det var utroligt, så meget vand der var kommet og utroligt så hurtigt det forsvandt fra gaderne igen. Imponerende godt kloaksystem.

Kennet sidder tørskoet og venter
på tørvejr

Vi havde læst om et stort turbureau, som vi ville finde for at høre, om de havde ture i Bario, som vi skulle besøge senere. Vi ledte og fandt bureauet, men nej, ingen ture i Bario. Til gengæld begyndte det igen at småregne og vi fandt en lokal cafe/bar, hvor vi satte os under halvtag og drak en øl og sodavand, mens vi kiggede på verden og regnen.

Kennet får en øl mens vi venter på tørvejr

Da regnen holdt op gik vi hjem på hotellet for en kort bemærkning. Herefter på en gåtur rundt i byen, som Lonely Planet har. Herefter var kl. efterhånden blevet 19 og vi gik op til Lyn´s Restaurant, hvor vi den anden dag med held havde spist indisk. Maden var lige så god som sidst og heldigt nok kunne personalet kende os. Vi havde sidste gang åbenbart glemt vores flaske med hånd-desinfektionscreme. Den havde de gemt til os - venlige mennesker.

Totalt mætte gik vi en aftentur langs vandet for at få maden til at falde. Hjemme igen kl. 21.30 og selv om vi var mætte skulle vi lige smage den konfektkage, som vi havde købt tidligere i dag. Umm, den var god!

Kuching er "kattebyen"

Fredag d. 2.7.
Tjek ud var kl. 10 (og hotellet tog det meget bogstaveligt). Vi skulle først flyve videre kl. 13.45, men vi havde set Kuching, så vi valgte i stedet at sove længe og bruge tiden til kl. 10 til at pakke vores ting.
Herefter tog vi i lufthavnen. Tune Hotel har en shuttleservice. Hver time er der afgang fra hotellet i minibus til lufthavnen. Turen tager max. 30 minutter, men trafikken var nem, da vi skulle derud, så vi slap med 16 minutter. Pris pr. passager 8 RM.
Check in var lidt kaotisk men det lykkedes, ligesom der ingen problemer var i at tage en 1,5 l. vand med ind igennem sercurity - hmm. Kennet nåede at få lidt frokost på den lokale udgave af Mc Donalds og så gik turen til Miri. 1t og 5 min. tager turen. Bagagen kom ekstremt hurtigt og ude i ankomsthallen købte vi en kupon for 20 RM til en taxa ind til hotel Somerset, som vi havde set i Lonely Planet og som havde skrevet til os, at de havde ledige værelser.
Da vi kommer ind i lobbyen begynder det at regne. Skidt, vi skule alligevel først ud i byen om en lille times tid og så var regnen nok holdt op. Vi fik et fint værelse på 6. etage, hvilede benene lidt og da regnen holdt op gik vi ud og kiggede lidt på byen.
Først besøgte vi turistkontoret. "Hvad skal vi se her i byen?" spurgte vi. "Byen er en transitby" svarede den søde dame på bureauet, "her er ikke så meget at se". God reklame for ens egen by :-)
Vi fik dog den information omkring Lambir Hills National Park, som vi gerne ville, lidt businformation og lidt info om, hvordan vi senere skulle komme til Brunei.
Vi gik videre for at se om vi kunne finde det turbureau, som vi tidligere havde mailet lidt med omkring en tur i Bario. Vi ledte og ledte, og mente til sidst, at vi havde fundet det. Døren var dog lukket og låst, og det så ikke ud som om der havde været nogen her i lang tid. Vi gik videre for at kigge lidt på byen.
Dette virkede mere end Kuching som en ikke-turistby, en by, hvor Malayerne faktisk boede og levede.
Tilfældigvis så jeg en indisk restaurant, som så spændende ud. Vi gik derover for at kigge på menukortet og da ser jeg det turbureau, som vi i første omgang havde kigget efter. Vi fik en snak med dem om en tur i Bario, men priserne var alt for høje. Vi besluttede os for selv at tage til Bario og se, om ikke vi kunne finde et sted at bo og en guide.

Vi gik tilbage til hotellet og pakkede til en lille aftentur ud til weekendmarkedet. Det skulle ligge 15 km. fra midtbyen. Vi fandt en taxa og tog derud (15 RM) Han kørte os godt nok først til Mariott Hotel - hvordan kan kunne forveksle "weekend market" med "Mariott". Tja... men derud kom vi.
Det var et stort marked, primært med stande, hvor der blev lavet mad. Alle mulige former for mad; både til at se på stedet og til at tage med hjem. Der var røg og damp og gang i de store gryder. Vi prøvede et par forskellige ting. Lækkert.

Herefter var det tid at komme hjem, men hvor fandt man lige en taxa? Vi gik lidt rundt, men uden held. Så måtte vi ty til en bus. Vi fandt et busstoppested, men der kom ingen busser og der var i øvrigt heller ikke andre passagerer, der ventede. Vi overvejede at gå tilbage til byen, men vi var ikke helt sikre på, hvad vej det var, og der var sørme langt. Da kommer en taxa forbi og jeg rækker armen ud. Øv, den var optaget! men heldigvis stopper den alligevel. Der var plads til os, sagde det venlige par, der sad i den. Yes! vi blev kørt ind til byen, glade og lettede.

Vi var lige trådt ind i lobbyen på hotellet da det startede med at regne, lyne og tordne. Det ville ingen ende tage, men heldigvis sad vi lunt og godt på værelset og drak kaffe og spiste kage. Vi ville gerne have set fodbold, men regnvejret var gået i parabolen og vi kunne kun se lokal muslimsk "opsang til de hedenske" - ikke lige en opmuntrende ting på en fredag aften :-)
Heldigvis for fodboldkampen stilnede regnen af, og vi fik set Holland slå Brasilien.

Lørdag d.  3.7.
Lambir Hill National Park.
Vi overvejede, om turen derud skulle gå med bybus til hovedbusstationen og derefter med langtursbus eller en taxa. Vi endte med at være luksusdyr (igen igen) og tog en taxa derud for 50 RM.

Turen tog en lille halv time. Entre til parken 10 RM p.p.

Parken har forskellige ruter. Vi besluttede os for at gå ud og se et vandfald på en af turene.
Ser du ingenting, råbte Kennet. Nææ, jeg kunne ikke se noget, men jeg kiggede ivrigt op i træerne for at se aber. Han pegede på stien, og her sad en lang, meget grøn slange, klar til bid. Ups, den havde jeg næsten trådt på. Vi fik senere at vide, at den ikke var giftig.

Kennet kigger ned på sine sko, og må konstatere, at der er igler her, mange igler. Vi skubber dem af med en pind, men de kommer igen lige så hurtigt, som vi kan få dem af. Vi beslutter os for at vende om og ikke gå videre på den sti.

Pludselig råber Kennet højt, trimler ned ad stien, taber vandflasken ... jeg ser undrende til, og løber hen til ham. Hvad går mon galt? Det finder jeg ud af, da jeg kommer hen til ham. Der er myreangreb. De er alle vegne, de er store, og de bider. Vi løber mens vi forsøger at skubbede myrerne af. Set i bakspejlet er det vældig morsomt, men i situationen gjorde det ret ondt.

Vi stopper ved en lille oase, hvor de lokale bader, laver picknik osv.
 

Herefter besluttede vi os for at sætte næsen hjemad. Turen skulle foregå med bus. Vi gik ud til hovedvejen og håbede på, at en bus ville komme forbi. Så begyndte det at regne. Øv, men heldigvis var der et halvtag, vi kunne stå under.
Vi havde ventet en lille halv time, da en bil stoppede. Om vi ville køre med tilbage til byen? Jo tak. Turen gik noget hurtigere end med bus og prisen var også yderst rimelig - 10 RM (19 Dkr.) ville han gerne have.

Da vi kom hjem gik vi ud i byen og fandt en bar, hvor vi fik en øl og en sodavand. Aftensmaden spiste vi på en meget lokal indisk restaurant - Khans Islamic Restaurant. Prisen var overkommelig - 22 RM (42 Dkr.)

Tilbage på hotellet skulle der pakkes om. Vi kunne kun have 20 kg. med til Bario, så vi pakkede i én rygsæk. Bagefter stod den på fodbold i TV - Tyskland mod Argentina.

Søndag 4.7.
Vi stod op kl. 6.45 og pakkede det sidste.
Hotellet ville gerne opbevare halvdelen af vores bagage, mens vi tog til Bario. Flyveren herop er en lille propelflyver med kun plads til 18 passagerer og begrænset bagage - 10 kg pr. mand. Vi tog en taxa til lufthavnen (20 RM).
Check in gik nemt, det skulle jo også max. 18 passagerer med. Bagagen blev vejet, og det blev vi også selv. 

Så var der afgang. Vi skulle selv gå fra afgangshallen og ud til flyveren. Der var ikke meget sikkerhed eller kontrol her.
Det var sandelig et lille fly og det skulle ikke have meget plads til at komme i luften. Der var også overraskende lidt turbulens. Efter ganske kort tid mellemlandede vi i Marudi. Vi skulle alle sammen ind i lufthavnsbygningen og vende. Nogen steg af, andre kom på.
Ud i flyet igen og af sted. Jeg synes turen varede for evigt, men det kunne jo ikke passe, for den skulle vel kun tage omkring 50 min. Drengen på den anden side af midtergangen fandt brækposen frem. Øv, er er noget jeg ikke kan klare så er det, når medpassagerne kaster op. Han fik det heldigvis godt igen.

 

 
Piloten vender sig om og siger ud i kabinen, at de er frygteligt kede af det, men pga. meget lave skyer og generelt dårligt vejr, bliver vi nødt til at vende om og flyve tilbage til Miri. Han smiler mens han siger det, og jeg er et øjeblik i tvivl om han laver en lille joke elle rom det bare er udtryk for almindelig Malaysisk høflighed. Det viser sig at være det sidste, for lidt senere lander vi igen i Miri.

Vi sætter os på Starbucks for at få en kop kaffe og bruge deres Wifi. Efter 5 minutter går strømmen i hele lufthavnen. Spændende - og så er der heller ikke noget net. 
Endelig kl. 16 kommer vi af sted. Turen går fint efter 50 min. er vi i Bario. I lufthavnen skal vi betale 10 RM p.p. (19 Dkr.) i lufthavnsskat og vi bliver spurgt, hvor vi skal bo. Det vidste vi egentlig ikke. Vi havde håbet, at lodge-ejerne ville være i lufthavnen for at tage imod, men nu var vi jo forsinket, så ingen var der. Vi skulle skrive os ind i ankomstbogen, og kunne se, at to skotter var ankommet dagen før, og de boede på Jungle Blues Dream. Det skulle være der, hvor der den ene ejer var dansker, så det kunne da da være et godt valg. Vi fortalte damen bag skranken, at vi gerne ville bo der. Ejerens onkel var i lufthavnen og han tilbød at køre os til Jungle Blues. Fint med os.
Vi fik vores værelse - et dejligt sted.

Gangen, hvor værelserne ligger

Temperaturen i Bario var noget mere behagelig end i lavlandet. Luften var frisk og det var bare skønt. Vi talte med Stephen omkring muligheder for ture i området.
Han foreslog, at vi den næste dag gik til Pa´Lungan, en lille landsby 4-5 timers vandring fra Bario. Der var alene adgang til byen via gåben igennem junglen.
Det lød spændende og vi blev enige om at gøre det.
Vi fik aftensmad og efter lidt snak omkring bordet var det tid til at gå til ro. Generatoren var kun i gang fra 18.30 - ca. 21.30, så der var alligevel mørkt.

Mandag d. 5.7
Kl. ca. 8.45 var vi klar til afgang. Der var pakket en lille rygsæk med det aller mest nødvendige til en enkelt overnatning i Pa´Lungan. Stephen kørte os det første stykke ned til midtbyen. Her købte vi noget vand og så var det afgang. Det første stykke gik meget nemt. Det var ad en grusvej indtil Pa´Ukat.

Pa' ukat

Kortet som vi fulgte for at fine Pa´Lungan
 

Herefter blev vejen mere ufremkommelig. Der var mudret, stejlt og vådt. Det var en flot tur  - ikke fysisk hård, men udfordrende pga. stiens beskaffenhed. Vi fik også lidt regn og det gjorde kun vejen endnu mere "spændende".

Efter 4½ time kom vi til Pa´Lungan. Byen  hilste os velkommen med et håndtegnet byskilt med alle de steder, der var homestays. Det var vidst mere eller mindre alle husene.

Indgangen til byen
 
Vi valgte Batu Ritung Lodge, som var blevet anbefalet som et professionelt sted, som var vant til turister.
Vi nåede lige at komme ind hos dem, da det startede med at styrte ned. Det var bare planlagt!
Vi fik lidt frokost og et værelse. Noget mere basis end i Bario, men stadig hyggeligt.

Vores værelse

På stedet boede også et hollandsk/tysk par, som vi fik en god snak med. Da regnen stilnede af gik vi ud for at tage en lille gåtur i området. Fra opholdsstuen kunne vi se en høj med et kors på og ville gå derop. Vi havde ikke gået mange meter før iglerne invaderede vores sko og vi opgav og vendte om.
Aftenen gik med hyggelig snak og god mad.

Tirsdag d. 6.7
Sengen indbød ikke ligefrem til at sove længe og vi havde også været tidligt i seng, så vi var oppe i gang tidligt.
Vi fik en dejlig morgenmad og ville af sted omkring 8.30. Ejeren ville godt lige vise os en gravhøj og vi gik med.
Kl. 9.30 var vi klar til afgang mod Bario.

Vi vendte næsen hjemad. Stien var noget mere mudret end på turen derud, pga. den megen regn dagen før. Puha, Pernille synes det var hårdt. Vi blev overhalet af et par lokale, der var på vej til Bario for at handle. Vi var heldige og de lavede en vandrestav til os. Det gjorde det noget nemmere at komme over de små bække og floder med vand, når man kunne støtte sig til en pind. De viste os også blomster og specielle planter. Så satte de det lange ben foran og væk var de. Vi kæmpede os videre hjemad.

Kennet tjekker for igler

Vi var hjemme efter 4½ time. Ganske godt gået, synes vi. Våde af sved, men det havde været en super god tur.

Rismarker i byen

Vi gik en lille tur i byen. Den var jo ikke så stor, men vi fik set skolen og et langhus. 

Onsdag d. 7.7
Efter morgenmad var der afgang til lufthavnen. Vi sagde farvel til Stephen og Tine og så var der afgang (til tiden !).

Vi fik hurtigt bagagen og så gik turen til Somerset Hotel. Vi fik vores værelse. Bario var et dejligt sted, men det varme vand i hanen i Miri var nu vidunderligt.

Vi satte kurs mod "Canadian Hill". Op ad bakken ud af byen. Pyha, det var varmt. Oppe på toppen lå Shell museet og "grand old lady" - Malaysias første oliebrønd. Desværre var A/C´en inde på museet under reparation, for der var 50 grader inden for. Det var kun hver anden planche, der blev læst og det var lidt synd, for stedet var ganske interessant.

Grand old lady

Vi gik ned i byen og fandt Tua Pek Kong Templet, hvorfra man skulle have udsigt ud over vandet. Hmm, måske var vegetationen vokset meget på det sidste, men vi kunne ikke se vandet. Templet var til gengæld ganske fint.

Vi fandt et indkøbscenter, imperial shopping mall og kiggede butikker.
Herefter havde vi vidst set alt, hvad der er at se i Miri. Vi satte os på en fortovscafe og fik en øl og en sodavand. Herefter tilbage til hotellet og et dejligt langt, varmt bad og så ud og spise.

Torsdag 8.7
Vi sov længe, for minibussen til Brunei ville først hente os 10.30 og vi kunne alligevel ikke nå meget ude i byen inden da.
Næsten præcist kom minibussen og hentede os. Vi var i alt 5 personer, der skulle med over grænsen (60 RM p.p - 114 Dkr.).
Vejen var god og turen op til grænsen gik nemt. Vi skulle igennem 3 tjek - udrejse, indrejse og told. Alle steder afleverede vores chauffør blot vores pas, de blev stemplet og vi kørte videre. Det var nemt.

Så var vi i Brunei, hvor vi skulle være i 4 dage. Herefter retur til Malaysia.

Læs mere om dagene i Brunei her

Mandag d. 12.7
Vi fløj fra Brunei sidst på eftermiddagen og ankom 50 minutter senere til Kota Kinabalu, Malaysia. Et par stempler i passet og så var vi inde igen. Vi gik hen til taxaskranken for at betale for en taxa. 30 RM sagde damen. Hvad? Der var kun 7 km. ind til byen og faktisk kun 5 til vores hotel. Vi gik uden for for at se, om vi evt. kunne fange en taxa selv og få den lidt billigere. Men nej, taxachaufførerne kørte kun for 30 RM (57 Dkr.). Vi blev sat af ved hotellet 10 min. senere. I receptionen blev vi mødt af en smilende ung pige "Pernilla"? spurgte hun. Jo den var god nok. De fik ikke så mange turister her.

Hotellet lå lidt uden for bymidten, men vi (dvs. Kennet) fandt derind. Vi kiggede lidt indkøbscentre og fornemmede byen. Vi forsøgte at finde noget at spise, men skulle lige vende os til, at priserne var noget dyrere her. Vi endte på et meget lokalt sted, hvor maden stod i en buffet. Desværre viste maden sig at være på den halvlunke side, og drikkevarer (incl. flaskevand) var de også løbet tør for. Ikke den helt store succes, men en tur på McDonalds bagefter løste problemet. 

Da vi kom hjem lød det som om nogen holdt fest ude på vores gang. Vi accepterede det længe, men da tiden nærmede sig midnat måtte det være ok at bede om nattero. De underlige var dog, at der ikke var nogen ude på gangen. Pigerne var på deres eget værelse, men klinkegulvene gjorde det hele meget lydt. 

Mandag d. 13.7
Vi stod op og gik til Sabahmuseet.

Det kostede15 RM i entre.
Museet havde en fin udstilling om Sandakan-marchen. Desuden en udstilling af dyr og lidt om Malaysias historie. Uden for var en lille udstilling af enkelte traditionelle huse.

Herefter gik vi ned i byen. Vi blev stoppet af en sælger fra en skønhedssalon. Tja, hvorfor ikke? Jeg kunne godt bruge en manicure, og Kennet måske en massage. Vi gik med.
Det var meget flotte omgivelser. Vi blev budt inden for, og fik te mens vi blev spurgt ind til, hvad vi ønskede. Kennet valgte 1 times massage, og jeg manicure, men blev overtalt til også at tage en pedicure og en "ben- og fodscrub".

Resultatet

Hele min omgang tog i alt 2 timer men var virkeligt skønt. Pris for os begge - lige omkring 300 Dkr. - fantastisk. 
I mellemtiden var det begyndt at regne, sådan virkelig regne. Vi gik i indkøbscentre imens, og satte os til sidst ind et lokalt sted og spiste en sen frokost. Det regnede stadig.

Vi gjorde et stort indkøb bestående af 2 paraplyer til i alt 20 Dkr. Herefter var vi mere mobile. Vi gik ned til havnen og kiggede på bådene, der sejlede gæster ud på nogle øer, hvor der kunne snorkles og dykkes. .

Vi satte næsten hjemad mod hotellet og spiste på en filippinsk restaurant på vejen.

Herefter rimeligt tidligt i seng, da vi skulle op næste morgen kl. 5.

Tirsdag d. 14.7
Vi kom op kl. 5, selv om det ikke var lysten, der drev værket.
Vi ventede lidt længe på en taxa, men endelig kom den. 10 min. efter var vi i lufthavnen. Check-in gik nemt og uden problemer, og så ind og vente på afgang.
Kl. 7.50 var vi i Sandakan. Her skulle vi hentes af Tropical Gateway Tours, som skulle guide os de næste 4 dage. Altid spændende, om man er blevet glemt. Men nej, i afgangshallen stod Andy med et fint skilt og vi blev fulgt ud til den ventende mini-bus, og kørt til Sepilok Orang Utan Rehabilitation Centre, hvor der kl. 9.15 var en kort film og stedet og kl. 10 var fodring af orangutangerne. Stedet her var klart mere professionelt end Semilog med store skilte, butikker mv. Entre 30 RM (57 Dkr) + kameragebyr på 10 RM (19 Dkr.)
Denne gang så vi flere orangutanger end sidst, men til gengæld var de mindre.

Herefter 2 times kørsel i minibus og 5 minutter i båd til Bilit Rainforest Lodge. Vi fik vores værelse, eller nærmere hytte og herefter var der frokost. Det var nogle flotte hytter. Rummelige og med A/C. Separat bad og toilet. På verandaen var der en hængekøje og stole. Vi tog et par timers afslapning for herefter igen at spise - denne gang te og kage.
 

Lækre hytter - vild luksus

Så på bådtur.
Vi havde kun lige sat os i båden, før det begyndte at regne helt vildt. Vi blev gennemblødte alle sammen og til sidst tror jeg vi alle var indstillede på bare at vende om og tage hjem til den lune hytte.



Men guiderne vidste bedre, og deres optimisme smittede, da regnen da også stilnede af efter en lille time. Vi var drivvåde alle sammen, ´men det gjorde ikke så meget, for naturen var unik. Vi så aber, fugle og ikke mindst elefanter, hvilket var en helt speciel oplevelse, da de åbenbart ikke viser sig så tit.

   
Elefanterne gik helt tæt på vandkanten - fantastisk

Da vi kom tilbage var der ingen strøm. Øv, jeg havde ellers glædet mig til et varmt bad. Det kom dog igen efter ½ time, men badet måtte vente til efter aftensmaden. 
Vi fik en dejlig buffet og herefter tilbage i hytten og nyde den lune aften på verandaen. 

Onsdag d. 15.7
Vi var oppe og klar til afgang kl. 6.30. Alting starter jo tidligt i junglen, og vi måtte jo yde lidt :-) Vi blev udstyret med iglesokker og gummistøvler. Vi spurgte til, om gummistøvler virkelig var nødvendigt og guiden sagde, at nogle gange var der vand op til knæene. Ok, vi var overbevist.
 
Vi startede med en bådtur, hvor vi så mange fugle. Herefter gik vi en mindre tur i junglen. Stierne var virkelig smattet, flere gange stod vandet virkelig næsten til knæhøjde.

Der var fugtigt på gåturen

Vi slap for iglerne. En af de andre fik et par stykker på støvlerne, men ingen bid - succes.


En igle - klamt

Afslapning indtil frokost på verandaen. Det var sørme en god hængekøje!

Om eftermiddagen var vi på en bådtur som dagen inden. I dag var det dog strålende vejr og det lokkede aberne frem. Vi så virkelig mange. 

Aftensmad og herefter dagbogsskrivning i hytten.

Restauranten i Bilkit

Torsdag d. 16.7

Efter morgenmad afgang 8.30 fra vores dejlige lodge og kørte til Gomantong Caves (entre 30 RM - 58 Dkr), som er hjem for tusindvis af flagermus. Hulerne er desuden specielt kendt for at huse de fuglereder, som kineserne bruger til at lave fugleredesuppe af. Det er kun muligt at besøge den yderste hule. Hulerne er lukket i de perioder, hvor de autoriserede arbejder nedtager reder. Med så mange flagermus på ét sted er lugten meget speciel - faktisk ret harsk. Vi blev bedt om at tage hat på - hvorfor mon? Det fandt vi ud af ... for ikke at få flagermuseafføring i håret!

Så satte vi næsen mod Sandakan, og frokosten spiste vi på Agnes Te-house. Restauranten ligger i forbindelse med museet Agnes Keith House. Agnes var en amerikansk forfatter, der boede i Sandakan fra 1930, og som har skrevet et par kendte romaner.

 

Herefter kørte vi til Sandakan by, hvor vi så Puu Jih Shih templet. Herfra var en fantastisk udsigt over byen. Til sidst viste Andy os det lokale marked, og lod os smage durian frugten. Den har en meget karakteristisk lugt, og den er da også ulovlig at tage med ind på hoteller og i fly. Den smagte lidt sødt - ikke grimt, men bliver nok aldrig en yndlingsfrugt.

                   Durian frugt

Omkring kl. 15 blev vi sat af på vores hotel, Sabah Hotel, som er byens fineste. Vi kunne med det samme se, at det var noget over vores normale standard. Store værelser, flere restauranter, barer, tennisbaner, souvenirshops, pool osv.

     

Vi blev på hotellet  og nød omgivelserne. Om aftenen havde hotellet et stor buffet med Malaysiske specialiteter, som vi hoppede ombord i, og så behøvede vi ikke engang at forlade hotellet for at spise :-)

Fredag d. 17.7
Efter en overdådig morgenbuffet blev vi hentet af Andy og en chauffør og kørt til Labuk Bay Proboscis Monkey Sanctuary. Her skulle vi se næseaber. Vi kom i god tid, og fik set mange Maroon Leaf-aber inden der var fodring af næseaberne. Aberne var rimelig tamme og vi kunne komme tæt på, uden at de var aggressive eller for ivrige.

Herefter startede fodringen af næseaberne. De var virkelig tæt på, og så menneskelige i deres bevægelser, og helt vildt søde. Der var specielt én, som jeg blev "forelsket" i. Den var så rolig og intelligent. Den havde fundet ud af, hvor maden kom fra, og sad sødt og ventede ved maden, uden at tigge, og den fik da også et par godbidder før de andre.

Stedet tiltrak også Hornbills og det gav mulighed for at se dem tæt på. Et rigtigt godt besøg, hvor der ikke var mange turister, hvilket gav mere plads og gjorde det hele mere "ægte". 
 

Herefter kørte vi til Nipah Lodge, der lå lige i nærheden, og fik frokost. Hold da op, hvor havde vi spist meget de sidste par dage, så nu var vi nødt til at tage hjem og slå mave ved poolen. 

Sidst på eftermiddagen gik vi ned i byen. Vi skulle da lige se Sandakan. Byen var ikke så spændende, men nu kan vi sige, at vi har været der. Vi var så mætte af al den mad, vi havde spist de seneste dage, at vi besluttede at aftensmaden bare skulle bestå af nogle kiks, chips og bananer.

Lørdag d. 18.7
Vi tog en taxa til lufthavnen, for at flyve til fastlandet. Turen tog 2½ time og var helt uden problemer.

I Kuala Lumpur Lufthavn fik vi vores bagage, og var heldige. Der gik en bus til Melaka 10 minutter efter. Turen tog 2 timer.
Vi blev sat af på hovedbusstationen, som lå nogle kilometer uden for byen .Som altid måtte vi tage en taxa. 

Vi tog gå-skoene på, og gik op og kiggede på byen. Vi faldt over de vildt store indkøbscentre, som denne by havde. Standarden var klart højere og mere europæisk og moderne end på Borneo.
Da det var weekend havde byen et stort marked. Flere af gaderne var lavet om til gågader, hvor der var boder med diverse varer og masser af snacks til salg. Det var rigtigt hyggeligt, og Melakka selv var også hyggelig med lys og små broer over byens flod. Vi brugte en god del af aftenen ude i byen. 

Søndag d. 19.7
Efter morgenmaden gik vi ud i byen.
Vi startede med at se Stadthaus, som er byens kendetegn og den ældste hollandske bygning i fjernøsten. Bygningen var rød, som resten af den gamle midtby. Midtbyen havde mange flotte gamle huse, og det var også i dagslys dejligt blot at gå rundt og kigge.

Byen havde nogle meget søde og sjove cykeltaxaer - Trishaws - ligesom de indiske rickshaws. De havde påmonteret farvede pærer, og de fleste havde også et lille lydanlæg, så der blev spillet musik :-).

Vi så bla. Sct. Pauls Kirke, som lå på toppen af en lille bakke, hvor der var en kirkegård med både engelske og hollandske grave.
China Town, med alle dens fantastiske butikker var også skøn i dagslys.

Vi brugte også en del tid på det maritime museum (2 RM), som lå i en speciel rekonstruktion af et portugisisk skib.

Et mere specielt museumsbesøg var på Cheng Ho museum, som er en hyldest til den berømte kinesiske søfarer, som sejlede rundt med den største flåde, som verden endnu har set. Der er dog tvivlsom historisk belæg for, at bedrifterne har fundet sted.
Det lod dog ikke til at gå den meget entusiastiske guide på. Han ville meget gerne fortælle.


 

Vi stak også hovedet ind i et par kinesiske templer, herunder det ældste kinesiske tempel i Malaysia.
Den ældste moske lå også i Melakka, og her stak vi også hovedet indenfor.

Vi fandt en meget simpel indisk restaurant og gik indenfor. Man sad ved lange fællesborde og menukortet var skrevet på en stor tavle på væggen.
Vi troede, at vi fik bestilt ris og en curry, men i stedet blev lagt et bananblad foran os og så kom tjenerne og serverede forskellige sovser og ris på bladet. Vi kiggede undrende, men fandt ud af, at sådan fungerer en thali på en banana-leaf restaurant. Det smagte fantastisk og var virkeligt hyggeligt.



Efter alt for eget mad gik vi lidt rundt i byen og ventede på, at det blev tid for en aften-havnerundfart. Vi havde en dejlig sejltur, hvor vi fik set meget af byen, som var smukt oplyst. 

Mandag d. 20.7
For at spare lidt på taxabudgettet gik vi over til indkøbscentrene for at finde en bus til stationen. Det lykkedes til sidst og vi nåede lige derud i rette tid til at komme med en bus til KL.

2 timer senere blev vi sat af på en busstation, som ikke var aftegnet på kortet. Kennet fandt dog ud af, at vi skulle tage en bus hen til en monorail-station, som kunne køre os til vores hotel.
Det lykkedes, men der var længere til monorailen, end vi lige havde forestillet os, så vi var lidt forvirrede. Heldigvis var der trafikprop lige uden for stationen, så vi fik lov til at hoppe af.
Det var nemt at tage monorailen og efter et par stop var vi på Central-stationen. Vi fandt hotellet, som lå 2 minutter herfra.

Vi gik ud for at kigge lidt på byen.
Først så vi byens varetegn - Petrona-tårnene. De blev bygget i 1998 og var på det tidspunkt det højeste bygningsværk i verden. 452 meter højt. Man kan komme 170 meter op, resten er kontorbygninger. Der er gratis adgang, men kun et vidst antal billetter hver dag. Det betyder, at man skal møde op kl. 8.30 og stå i kø for at få en billet.

Byen er fuld af lækre restauranter, så det største problem er faktisk at vælge :-) Vi gik en god tur og så byen med lys på og så hjem i seng. 

Tirsdag d. 21.7 og onsdag d. 22.7
Efter en god morgenmad fulgte vi Lonely Planets to gåture: China Town og Little India.
Turene kan anbefales og giver et godt overblik over disse to bydele.
 

På turen så vi bla. to indiske moskeer, Masjid Jamek og Masjid India,  og mange indiske butikker.

               
Moske i KL                                                               Flotte malede huse i Little India
 

I China Town er små markeder, mange butikker og templer. Giv dig god tid til at gå turen.

Det centrale marked ligger også på ruten. Her er masser af turist-souvenirs, men egentlig en ok kvalitet og udvalg. Her kan godt bruges noget tid, for der er mange butikker i 2 etager.

Onsdag d. 22.7

Minaret på moske i KL

Vi tog S-toget ud til endestationen og gik ud for at se et almindeligt boligkvarter. Det er altid interessant. Selv helt herude fra kunne man se Petrona Tårnene. Husene var noget faldefærdige, men i forhold til, hvad vi har set i Kina og tilsvarende steder, så var det faktisk helt fint.

Lidt uden for midtbyen - almindelig beboelse

Torsdag d. 23.7

Der er så mange fantastiske shoppingcentre i KL. Det ene større end det andet - og et af dem har endda en lille forlystelsespark med rutsjebane. Imponerende. Vi besøgte flere af dem; MidValley Megamall, Garden Mall og Berjaya Times Square.

Imponerende oversigt over butikker i et af indkøbscentrene - wauw

Vi trængte til lidt ro, væk fra alle menneskene i KL og fandt roen i en stor park omkring Lake Titiwangsa. Her var gangstier, bænke og tilmed udendørs træningsmaskiner. Vi tog en lang pause på en bænk, og Pernille fik lidt sol. Ren afslapning, og det undrede os, at vi næsten havde stedet for os selv.

Fantastisk park - fin afslapning

Vi gik op for at få et view ud over KL ved Menara KL og Bukit Nanas Forest Reserve. Kennet tog turen op i det 276 m. høje udkigstårn, og fik det store view, mens Pernille holdt sig ved jorden. 

Vejen op til tårnet gik i en lille regnskov, som på forunderlig vis ligger inde midt i KL. Her får man fornemmelsen af at gå i en "rigtig" regnskov. Der er træer og kryb, og mange skilte, der beskriver faunaen.

Kennet i "regnskoven" inde midt
i KL.

Det sidste vi nåede at få med, inden turen gik hjem mod hotellet, var Merdeka Square. Her blev Malaysias selvstændighed udråbt 31. august 1957. Her samles malayerne på nationaldagen og nytårsaften for at fejre sammen. 

Herefter hjem mod hotellet. Vi spiste et glimrende måltid på en indisk restaurant og herefter tog vi turen til lufthaven med bus. Man må sige, at vi blev leveret lige til døren. 5 meter og vi var i lufthavnsbygningen og hurtigt i afgangshallen. Vi var der i god tid, og satte os til at vente på afgang. 

Så endelig var der afgang. Kl. var 23.55 og vi var klar.
Vi fik lidt at spise og underligt nok faldt vi i søvn og sov i næsten 8 timer, kun afbrudt af små vågne tilstande, hvor man kiggede ud af de halvåbne øjne og tænke, at man godt lige kunne sove lidt mere.
 

Fredag d. 24.7
Et flyskifte i Amsterdam og så var vi i Hamborg. Vi fik bagagen rimeligt hurtigt, og ringede så til RuS Parking Hamburg, og gik ud for at vente på på bilen. Det tog omkring 20 minutter, og så blev den leveret. Vi skrev under på, at bilen var blevet afleveret og satte så næsen mod grænsen. Ingen kø - skønt. Et lille stop hos Pöetz og så gik turen til Randers. Vi kørte ned til Pernilles far og mor og fik en kop kaffe og hørte de sidste nyheder. Herefter hjem til vores hus.

En dejlig og virkelig interessant ferie var slut !