Paradis i regnvejr, lyseblåt vand og skal vi ende vores dage på midten af Rarotonga?

Cook Øerne

Efter nogle lange flyvninger og et stop i Los Angeles ankom vi til Cook Øernes hovedø, Rarotonga. Vi skulle videre til en af de mindre øer, Aitutaki, og gik derefter over i lufthavnens ”indenrigsafsnit”. Det virker lidt komisk at skrive, for lufthavnen var så lille, men altså gik vi over til en anden skranke.

Flyveturen til Aitutaki var på 50 minutter. Vi havde set frem til en fantastisk udsigt fra flyet, men desværre var der overskyet.

I lufthavnen blev vi mødt af Matthias, som ejede det sted, hvor vi skulle bo. Han kørte os ”hjem”. Undervejs blev det mere og mere overskyet – hmm, det var ikke lige det, vi havde forventet af en ”tropeø”.

”Vores strand”

Vi havde booket en lille hytte helt nede på stranden. Der er ikke så mange turister på Aitutaki, så man har næsten stranden for sig selv – derfor dømte vi den også ”vores strand”. Hytten havde en dobbeltseng, et lille køkkenafsnit og så en veranda med udsigt ud over vandet.

Toilettet var delt med 2 andre hytter og badet var ”åbent naturbad” – dvs. under åben himmel med et par skillevægge omkring.

Vi pakkede rygsækken for at gå en tur. 3 km. væk lå øens hovedby, og vi ville gå derned for at købe lidt brød, smør, kaffe osv, så vi kunne lave vores egen morgenmad. Der er ikke mange restauranter, butikker el.lign på øen, så det er almindeligt, at man sørger for sin egen mad.

Og så regnede det

Det begyndte at småregne på turen derned og på turen hjem åbnede himlens sluser sig. Heldigvis stoppede en bil og vi fik et lidt hjem. Vi sad i vores hytte og så det regne. Ind imellem var det opholdsvejr, og vi gik ned for at se på stranden. Vi var enige om, at i morgen ville det blive strandvejr.

Næste dag regnede det endnu mere en dagen før. Vi sad inden for os læste, gik en lille tur på stranden når der var ophold i bygerne, og blev enige om, at i morgen, så ville det blive strandvejr.

Næste dag stormede og regnede det, så vi ikke engang kunne sidde på verandaen. Det var et forfærdeligt vejr, og ja, vi begyndte at gå hinanden på nerverne. Aitutaki i regnvejr er ikke en drøm!

Vi kunne se på himlen, at det ”lettede” – nu kunne der da heller ikke være mere vand i himlen!

Bådtur

Næste morgen skinnede solen. Det var fantastisk vejr og øen viste sig fra den allerbedste side. Vi havde booket en bådtur så vi kunne komme ud og se lidt, snorkle osv.

Vi havde valgt en glasbåd, så jeg, på trods af min vandskræk, også kunne se fiskene.

Det var en helt fantastisk tur, hvor vi fik set skildpadder, fisk i alverdens farver, gået tur på ensomme tropeøer, spist en fantastisk BBQ-frokost lavet af helt friske råvarer osv.

Næste dag pakkede vi sammen og fløj tilbage til hovedøen, Rarotonga.

Skulle vi ende vores dage her?

Efter flere dage indenfor besluttede vi os for straks at tage gåturen hen over øen. Der skulle være en ok sti hele vejen, og man kunne godt, men behøvede ikke, at tage en guide. Det skulle være en fysisk hård tur, men ikke svær i øvrigt.
Vi pakkede rygsækken og begav os af sted. Det gik fint i starten. Stien var god og der var ingen tvivl om, hvor vi skulle gå.  

Hurtigt blev stien svær. Det havde regnet en del de foregående dage, og stierne var smattede. Flere steder var det svært at se, hvor stierne var, der var mange rødder og stigningerne var flere steder så høje, at et ”trin” gik mig til midt på låret. Det var hårdt – virkeligt hårdt.
På et tidspunkt sluttede stien. Hmm, nå, what to do? Vi gik lidt tilbage, og fandt ud af, at vi skulle være drejet fra. De kunne altså godt have sat lidt skilte op, men nej, sådan var det ikke.

Vi gik videre. Det var svært at stå fast, mine fødder var indsmurt i mudder, men heldigvis var det en ”venlig” vegetation. Ingen brændende planter med pigge el.lign. Mange steder måtte jeg klamre mig til en lian eller en gren på vej ned. Nogle gange knækkede de, andre gange lød det som om min arm knækkede.

På et tidspunkt stoppede stien. Slut. Der var ingen vej frem. Underligt. Vi gik frem og tilbage, men der var ingen vej. Vi prøvede at finde vejen tilbage. Kunne vi ikke komme frem, så måtte vi tilbage. Uden held. Stierne var så udviskede, at man ikke kunne se, hvor man kunne gå. Vi prøvede og prøvede, men hele tiden kom vi tilbage til samme sted. Vi krydsede en lille å/flod flere gange, og til sidst var det svært at huske, hvor vi havde været og ikke været.
Vi kunne se, at det ville blive mørkt om et par timer. Det ville blive vanskeligt at nå ud. Hvorfor havde vi ikke taget en mobiltelefon med? Og hvorfor havde vi ikke fortalt nogen, hvor vi gik hen? Det kunne vi så lære til næste gang!

Vi asede og masede. Vi faldt, vi kurede, vi væltede på vej over floden. Vi var våde, mudrede og det gjorde ondt. På mærkelig vis mærker kroppen det ikke, når man er presset. Vi kæmpede videre, men det hjalp ikke. Vi vidste, at vi skulle op til højre – over bjerget. Til sidst var vi så desperate, at vi forsøgte at klatre. Det var umuligt – det var for stejlt.

Desværre er der ikke mange turister der går turen. Vi kunne derfor ikke håbe på at blive fundet før måske dagen efter.

Vi begyndte at indstille os på en nat i skoven. Pokkers!!

Som en sidste mulighed besluttede vi os for at gå langs floden. Det gav ingen mening, for der ville komme et vandfald på et tidspunkt, men desperate, det var vi. Så så vi en sti op til venstre. Det var ikke rigtigt, for vi vidste, at vi skulle til højre. Men hva – det var en sti, vi ikke have set før – og det var en STI. Vi var opløftede. Måske var det vejen ud? Vi småløb så godt vi kunne – det ville snart blive mørkt. Det så lovende ud. Stien krydsede på et tidspunkt floden, og så var vi på den rigtige side. Efter ca. 1 time nåede vi ud af skoven. Vi var ”reddet”, snavsede og vildt lykkelige.

Vi har ALDRIG før været så ”langt ude”. Det var en skræmmende oplevelse. Vi nåede hjem lige inden solen gik ned, og det efterfølgende bad var det bedste i mit liv. Aftenens pizza og øl kan heller ikke beskrives, og da vi lagde os i vores bløde seng var vi lykkelige.

De næste mange dage gjorde kroppen så ondt, at I tror det er løgn. Jeg kunne næsten ikke løfte armene og min ryg var kvæstet.

Cykeltur

Næste dag havde vi fået det hele lidt på afstand og lejede to cykler. Vi ville køre øen rundt. Den var kun 32 km. hele vejen rundt, vejen var fin og helt uden bakker. Det blev en super dag. Vi stoppede mange gange, var på marked, så kirker, strande og SÅ virkelige øen. Vi stoppede ved en dejlig strand og nød vandet og solen i et par timer.

I kirke
På de fleste stillehavsøer betyder den kristne religion en del. Dette havde vi allerede oplevet på Samoa og ville gerne til en gudstjeneste. Det var der flere på hostlet, der gerne ville, så vi var en gruppe på 10, der blev kørt til den lokale kirke.
Som i Danmark er religion og kirkegang desværre dødende sammen med den ældre generation - i hvert tilfælde kunne vi konstatere, at det overvejende var ældre, der var i kirke. De fleste var klædt i hvidt, og damerne havde flotte hatte på. Der var en del mere sang end under en protestantisk gudstjeneste, og det lød himmelsk.
Efterfølgende blev vi inviteret til "kirkebrunch". Vi hørte lidt om kirken, dens opståen og virke, og bagefter var der gratis mad og drikke.

Eftermiddagen blev brugt ved hostlets pool, og så blev vi ”grillede”.

Næste morgen gik turen videre til Australien – nye eventyr kan begynde….

Billeder

Jeg sender nogle billeder fra Cook Øerne. Desværre kan man altså bare ikke fange paradis på et billede. Billederne er fine, men det hele er bare 100 gange flottere i virkeligheden. Det må I så forestille jer. Jeg kan kun sige, at det var så flot, så flot …..

Og så lige en god påske til jer alle – det er en stor ting her i Australien.

Mange rejsehilsener fra

Puri Puri og Vaima

Alias

Pernille og Kennet

Næste rejsebrev