Her går det godt,  mann

Først lige rigtig mange tak for alle de mails, vi har fået fra jer. De bliver ALLE læst med stor glæde. Det er desværre ikke altid, at vi får besvaret dem alle individuelt, men det betyder ikke, at de ikke bliver modtaget og læst med interesse og stor fornøjelse.

De sidste dage i Mexico brugte vi på at se ruinerne i Uxmal og Chichen Itza. Vi tog også lige en tiltrængt ”fridag”, hvor vi ikke lavede andet end at gå på internet-café, drikke cola og spille kort – det er også rart ind imellem.

Vi undrede os lidt over det store opbud af amerikansk militær i den relativt lille by Merida, hvor vi boede. Specielt de mange og store helikoptere undrede os; indtil vi fandt ud af, at vi ferierede sammen med Bush. Han var faktisk i Merida på samme tid som os. Vi mødte ham dog ikke, da han valgte at indtage sin aftensmad et andet sted end ”Pablos taco-biks”, hvor vi de sidste to dage spiste sammen med de lokale. Vældig fin mad, og hvor tit spiser og drikker to mand sig mætte for under 30 kr.?

Det var tid til at krydse grænsen til Belize. Vi havde haft nogle rigtig gode uger i Mexico og oplevet en masse.

Krydsningen gik utroligt nemt. Stemple, stemple, har I frugt eller grønt med? Og så var vi i Belize.

Jeg skal lige tilføje, at vi lige inden grænsen til Belize skulle skifte bus. Vi var stadig på Mexico-siden, men det var Belize-busser, der kørte denne tur. Nu var vi også meget godt vant med virkelig flotte busser i Mexico, og derfor var det også lidt af en omvæltning, at komme til en Belize-bus. Det var gamle amerikanske skolebusser med smalle sæder, næsten ingen plads til benene, flere passagerer end sæder og så reggae-musik i højtalerne – ret højt! Så var vi på ferie igen. Det føltes rigtigt J mens turene i Mexico næsten havde været for gode J.

Måske manglede der lige lidt research men det kom som en glædelig overraskelse, at Belize er medlem af Common Wealth og dermed engelsktalende. Så fik mit spirende spanske lige en pause. Overraskende var det også for mig, at Belize City IKKE er landets hovedstad. Det er Belmopan – ja, så fik I også lige lidt gratis geografiundervisning.

Det engelske, som man taler i Belize er forståeligt, men alligevel med en sjov dialekt. Fx går der ikke 2 sætninger uden at der siges ”mannn” på rigtigt Jamaica-manèr.

Vi havde sat en lille uge af til besøget i Belize. Vi havde hørt en masse dårligt om de større byer i Belize så vi fokuserede på de små. Det første stop gjorde vi i Orange Walk, hvor vi havde et par hyggelige dage, bla. med bådtur ud og se ruiner. Vi manglede kontanter, og byen havde 2 banker. Den ene udbetalte ikke penge fra udenlandske kort, og den andens ATM var hele tiden løbet tør for penge. Det var vældi´vældi´ men til sidst lykkedes det dog at fremskaffe nogle penge.
Vi var lidt spændte på turen videre til Crooket Tree. Denne lille by med kun 900 indbyggere havde 3 små hoteller og et B&B, ingen rigtige restauranter eller indkøbssteder. Til gengæld skulle den lokale atmosfære være helt i top. Der gik kun bus noget af vejen, men det måtte vi jo se på. Vi tog bussen så langt som muligt, og håbede på et lift de sidste 6 km. Hvor heldig må man være? Efter at have ventet i 5 minutter kom to skolebusser med børn på udflugt. Op med tommelfingeren, og så havde vi et lift sammen med 50 højtråbende og glade børn.
I Crooket Tree boede vi på 1. salen hos Maggie og Sam – et ældre (for at sige det pænt) ægtepar, der tjente lidt på at leje nogle værelser ud. Det var ikke Hilton, men hyggeligt og billigt. Vi blev snart en del af byens ”liv” – jo, der skete ikke så meget her. Man kunne gå nogle hyggelige ture, hilse på de lokale og så var vi også på en fuglekiggertur sammen med nogle rige amerikanere fra byens ”fine” hotel. Aftensmaden blev indtaget på byens ”bar” og menuen var enten ”burger” eller grill kylling med pommefritter”.
På turen ud til bussen, da vi skulle derfra var vi knap så heldige som på vejen ind. Der kom intet lift. Men hva´ sådan to raske ”unge” mennesker som os kunne da også snildt gå de 6 km. med fuld oppakning. Det var heldigvis tidlig morgen inden det blev alt for varmt – men svedte, det gjorde vi.

Jeg skal lige tilføje, at vejret i Belize var virkeligt ”hot”. Puha, i Mexico havde vi også haft varmt vejr, men det var værre (eller bedre, alt efter hvordan man tager det) her. Jeg troede aldrig, at det skulle komme over mine læber, men I Belize har jeg svedt. Også så det løb ned over kinderne – se det ikke så tit at det sker for ”frostpinden” Pernille.

De sidste dage i Belize brugte vi i en lidt større og mere turistet by – så havde vi også prøvet det.

Efter en dejlig uge i Belize havde vi lige 5 dage i Guatemala. Vi havde ikke sat så meget tid af her, for det var ikke lige frem højtlæsning for børn at studere antallet af rovmord, voldtægter, væbnede røverier mv i dette land. Vi begrænsede derfor turen til et besøg i den fantastiske ruinby Tikal (et must-see), et par dage i den mindre turistby Flores og så ellers bare til Guatemala City for at fange vores fly til Los Angeles (og videre til Cook Øerne).

Vi slap uden problemer ud af Belize. Det var bare et spørgsmål om at betale den fastsatte udrejseskat på næsten 20 US pr. person. At slippe ind i Guatemala gik ikke helt så nemt. Den tykke pasbetjent med mange stjerner på skulderen ville have en ”indrejseskat” på 18 kr. Vi vidste godt, at dette kunne ske, og at der ikke findes nogen indrejseskat. Pengene går lige i hans egen lomme. Vi gjorde ALT, hvad vi kunne for at slippe udenom. Ikke pga. beløbet, men fordi det ikke kan være rigtigt, at sådan en tyk lille pamper skal tjene på at han tilfældigvis er pasbetjent. Vi var ikke kommet igennem, hvis vi ikke havde betalt, så vi smed pengene og gik – han smilede!

Tikal var en stor oplevelse, og vi havde tilladt os den luksus at bo ude i ruin-området. Vi boede på et fint hotel med pool og liggestole og duftfriskere på toiletterne – jow jow – her var der kræset for gæsterne.

I Flores slappede vi af, gik nogle ture og ”kiggede” på lokallivet. De to steder, hvor vi havde været mærkede vi ikke de forfærdelige ting, som vi godt ved foregår andre steder i Guatemala. Vi tog en bus til Guatemala City. Desværre var afgangen sådan, at vi først var fremme da det lige var blevet mørkt. Vi fik buschaufføren til at hjælpe med at finde en troværdig taxachauffør, som hurtigt kørte os ud til vores hostal. Her var dørene låst og sikkerheden i top, også selv om det lå i et af de mere stille og ufarlige kvarterer. Vi havde ikke rigtigt fået noget at spise den dag, men da der ikke var nogle restauranter i nærheden tømte vi i stedet en nærliggende bagerforretning for flutes og kage – det er for farligt at gå ud og finde en restaurant.

Næste morgen kl. 5 blev vi kørt i lufthavnen af en fra vores hostel. Der var kun 800 m. men man går IKKE.

Vi kom uden problemer til Los Angeles, hvor vi tilbragte 12 timers ventetid med at køre ind til byen og ”hænge ud” med de kendte (??) og de rige på Santa Monica Beach. Der var forår i luften, men væsentligt køligere end vi havde været vant til de foregående uger.

Ved midnatstid gik flyet mod Tahiti og derefter Rarotonga, Cook Øerne. Herefter en indenrigsflyvning på 50 minutter, og så skulle vi være på Aitutaki. En pæn lille flyvetur.

Så kunne vores eventyr på paradisøerne Cook Island begynde, og jeg vil blot sige, at der godt nok er forskel på Guatemala City og den meget tilbagelænede tilværelse folk på Cook lever …. Men det må I høre mere om i den næste mail…..

Vi er nu nået så langt, at jeg ikke kan huske, hvor længe vi egentlig har været af sted, tanken om arbejde og hvad I mon laver derhjemme er meget fjern, jeg har smidt mit armbåndsur, og at holde sig vågen HELE dagen uden en lille siesta er svært. Jo, her går det godt ”mannn” og vi er glade for, at der er meget længe til vi skal hjem igen.

 Mange rejsehilsener

George & Marie

alias

Kennet og Pernille

Næste rejsebrev